68'erne er velfærdsbyggere - ikke græshopper

Er det nutidens gamle eller de unge, der står til at blive rigest i løbet af deres livsforløb? Hvordan har den såkaldte 68-generation klaret sig rent materielt i forhold til deres forældres og deres børns generation? Hvor meget arbejder de forskellige årgange i løbet af deres liv i forhold til hinanden?

Sådanne spørgsmål, om hvordan forskellige generationer har klaret sig i forhold til hinanden, er populære i medierne. Jævnligt kan man høre tilnavne som græshoppegenerationen, rødvinsgenerationen og dessertgenerationen hæftet på de forskellige årgange, og det flyver frem og tilbage med forskellige påstande om, hvilke årgange der nu lukrerer på andre. At få et samlet overblik over de forskellige generationers økonomiske vilkår fra vugge til grav er dog ikke så nemt.

I forårets vismandsrapport har vi efter bedste evne samlet den tilgængelige information om de forskellige generationers forhold over livet på tre områder: Bruttoindkomster, samlet arbejdstid og de enkelte generationers bidrag til de offentlige finanser. Da sådanne opgørelser skal gælde for et helt livsforløb fra vugge til grav for at være sammenlignelige, og alle nulevende generationer jo vil tilbringe en del af deres tilværelse i fremtiden, er beregningerne foretaget ved at kombinere historiske data tilbage fra 1948 med data fra vores langsigtede fremskrivning for de kommende årtier.

En sådan beregning hviler i sagens natur på en lang række usikre antagelser. Det gælder både fremtidige elementer som produktivitetsvækst mv., vi ikke kender med sikkerhed i dag, og historiske forhold, hvor statistikken ikke er velbelyst.

Stadig højere levestandard

Med dette forbehold in mente giver beregningerne en række interessante resultater. Hvad livsindkomsterne angår, er de steget uafbrudt for alle fødselsårgange siden årgang 1930 (altså de personer, der i år fylder 84 år, og som udgør den ældste årgang i undersøgelsen). Udviklingen i indkomsterne er dermed helt domineret af ét bestemt forhold: Den permanente produktivitetsvækst, der har medført tilsvarende stigninger i den reale timeløn og skabt grundlaget for en stadig højere materiel levestandard. Historisk har der været tale om omtrent en fordobling af indkomsten for hver generation. Selvom der har været store udsving i konjunkturer, arbejdsløshed, boligpriser osv. i årtierne siden 2. verdenskrig, har sådanne midlertidige udsving kun ret begrænset betydning for de samlede forbrugsmuligheder for en generation over hele livet. Alle generationer oplever i løbet af deres tid på arbejdsmarkedet adskillige høj- og lavkonjunkturer.

Hvad arbejdstiden angår, er udviklingen ikke lige så entydig. Især tre forhold har haft stor betydning for udviklingen i generationernes samlede arbejdstid. For det første er kvindernes erhvervsfrekvens steget kraftigt i efterkrigstiden. For det andet er den årlige gennemsnitlige arbejdstid for de beskæftigede faldet med omkring en tredjedel siden 1948 – på grund af både en kortere arbejdsuge og længere ferier. For det tredje betyder de senere års ændringer for den fremtidige tildeling af efterløn og folkepension, at personer fremover forventes at tilbringe flere år på arbejdsmarkedet.

Som følge heraf er udviklingen for de to køns erhvervsarbejde over livet meget forskellig. Kvindernes arbejdstid stiger nærmest monotont for alle generationer, så kvinderne i fødselsårgang 2030 i beregningerne har 50 pct. mere erhvervsarbejde end deres 100 år ældre oldemødre. For mændene er det omvendt den ældste årgang i beregningerne (årgang 1930), der i gennemsnit har haft det største erhvervsarbejde, nemlig 80.000 timer. Deres oldebørn, der fødes 100 år senere, vil stadig få en lidt lavere samlet arbejdstid over livet på trods af, at de forventes at leve betydeligt længere.

Ydere og nydere

Men hvilke generationer har så bidraget mest til den offentlige sektor? Det kan man undersøge ved at udregne nettobidraget til det offentlige over hele livet, dvs. summen af alle de skatter og afgifter, en gennemsnitsperson fra hver årgang betaler til det offentlige fra vugge til grav, fratrukket summen af alle de ydelser (overførselsindkomster og offentlig service), som den samme person modtager. For en nyfødt i 2014 er nettobidraget negativt, nemlig på ca. 400.000 kr. over livet. I det hele taget er nettobidraget negativt for alle årgange, der er født siden midten af 1980’erne. Det vil sige, at alle de yngste generationer i dag – og alle fremtidige fødselsårgange ifølge beregningerne – i gennemsnit modtager flere ydelser fra det offentlige over livet, end de betaler i skat. Sådan har det imidlertid ikke altid været. Der er en meget klart faldende aldersprofil i beregningerne: De ældste årgange, der indgår, som i denne del af analysen er født i slutningen af 1940’erne, har over livet givet et positivt nettobidrag til det offentlige på ca. en halv million kr. Derefter falder beløbet jævnt, jo yngre årgangene er, og bliver altså negativt omkring 1985. Meget groft sagt er de ældste årgange altså nettoydere set over hele livet, mens de yngste er nettonydere i et livstidsperspektiv ifølge undersøgelsen.

For at forstå dette resultat skal man tænke på det forhold til den offentlige sektor, som den typiske dansker har over livet. Som barn og ung er gennemsnitsdanskeren nettomodtager: Man får gratis skolegang og nyder godt af en række andre offentlige tjenester og betaler intet eller ret lidt i skat. Fra omkring 20-års-alderen til et tidspunkt først i 60’erne er gennemsnitsdanskeren nettoyder: Hendes skattebetalinger overstiger de overførsler og tjenesteydelser, hun får fra det offentlige. I den sidste del af livet er gennemsnitspersonen igen nettomodtager. Selvom også pensionister i dag betaler en del i skat, kan det ikke opveje værdien af især hospitals- og plejeydelser i de ældste år.

Velfærdsopbyggere

Når generationerne født før midten af 1980’erne alle har været nettoydere set over hele livet i henhold til beregningerne, er forklaringen, at disse generationer har deltaget i velfærdsstatens opbygningsfase. Dermed har de betalt væsentligt mere i skatter som erhvervsaktive, end de selv har modtaget som børn og unge. Selvom de også som gamle nyder godt af gratis offentlige ydelser, har det første vejet tungere.

Dermed får man det umiddelbart lidt påfaldende resultat, at de ældste årgange i beregningerne, der har den laveste livsindkomst, samtidig har betalt de største nettobidrag set over hele livet til den offentlige sektor. Til gengæld har deres børn nydt godt af den bedre offentlige service som følge af udbygningen af velfærdsstaten.

De nævnte tal kan dermed ses som udtryk for, at den naturlige overførsel af midler, som forældre til alle tider har givet deres børn, ikke mindst via forsørgelsen og uddannelsen i deres opvækst, i efterkrigstiden i højere grad er kommet til at foregå via den offentlige sektor. Man kan dermed også forestille sig, at det relativt høje nettobidrag for disse generationer modsvares af tilsvarende færre privat afholdte omkostninger til børnenes opvækst.

Økonomiske fordelingsspørgsmål, også mellem forskellige generationer indbyrdes, spiller i mange sammenhænge en vigtig rolle. Det er næppe muligt at sige objektivt, hvordan den mest retfærdige fordeling mellem yngre og ældre generationer bør være. Det er i sidste ende et politisk spørgsmål. Men en forudsætning for en fornuftig debat om emnet kræver reel viden om, hvordan fordelingen mellem generationerne er i udgangspunktet, og hvordan den vil blive fremover for en uændret økonomisk politik. Forhåbentlig kan beregningerne hjælpe med hertil.