Biodiversitet. Her sikrer vi Danmarks natur bedst

Både globalt og i Danmark er biodiversiteten desværre i tilbagegang. Biologisk mangfoldighed er en afgørende forudsætning for stabile og velfungerende økosystemer, der kan levere en række ydelser, som mennesket har gavn af.

På et FN-møde i 2010 i den japanske by Nagoya blev en række lande enige om at standse tilbagegangen i biodiversiteten inden 2020. Danmark tilsluttede sig Nagoya-aftalen, og EU-Kommissionen har udmeldt ambitiøse EU-målsætninger. I den seneste miljørapport til Det Miljøøkonomiske Råd har vismændene i samarbejde med biologiske forskere fra KU analyseret hvilke indsatser, der er nødvendige for at nå målet om at standse tilbagegangen i den danske biodiversitet. Vi har vurderet de samlede samfundsøkonomiske omkostninger ved disse indsatser. 
 

Analysen viser, at der er behov for et nyt fokus i naturpolitikken, hvis tilbagegangen i biodiversiteten skal standses mest effektivt og billigst muligt. I dag er der en tendens til at fokusere på de åbne naturarealer, som f.eks. eng, hede og mose. Vores analyser peger på, at de danske skove skal indtænkes i beskyttelsen af biodiversiteten i langt højere grad.

En målrettet indsats for at forbedre levevilkårene i åbne naturarealer er nemlig vigtig, men ikke tilstrækkelig. De fleste danske arter lever i skovene, og her findes også de fleste truede arter. Disse arter vil blive beskyttet ved at lade områder i de danske skove ligge urørt og udvikle sig til ægte naturskov. Samtidig er omkostningerne ved at undlade skovhugst relativt lave i forhold til omkostningerne ved indsatser, der skal foretages for at forbedre levevilkårene i den åbne natur. Både ud fra en biologisk og økonomisk synsvinkel bør vi derfor gøre mere for at forbedre levevilkårene i skovene.

Analysen er lavet på et bredt udsnit af danske arter og resultaterne vurderes at være dækkende for størstedelen af de landlevende arter. For at sikre disse arter er der som minimum behov for at gennemføre en indsats på 126.000 ha (1.260 km2) eksisterende naturområder, heraf 47.000 ha skov og 79.000 ha åben natur. Indsatsen i skovene består primært af omlægning af løvskov til såkaldt urørt skov, hvor der ikke må foretages skovdrift, mens indsatsen i den åbne natur består i, at de udpegede områder skal plejes (f.eks. gennem afgræsning). Der er desuden behov for at udvide arealerne med åben natur ved at inddrage omkring 44.000 ha tilstødende agerland (omkring 1 pct. af landbrugsjorden). Endelig skal der indføres kvælstof-bufferzoner om de pågældende åbne naturområder for at sikre en reduktion i belastningen af næringsstoffer fra landbrugets husdyrproduktion.

Disse små arealstørrelser forudsætter, at indsatsen sker i det netværk af områder, der tilsammen giver mest ’biodiversitet for pengene’. Biologer vurderer, at hvis tilbagegangen i biodiversiteten skal stoppes, skal hver eksisterende art beskyttes i mindst tre forskellige områder. Dette kriterium er anvendt i vores analyse, som er baseret på detaljerede oplysninger om den geografiske udbredelse af et bredt udsnit af landlevende arter og viden om, hvilke naturtyper de lever i (skov, åben natur og agerland). Figuren viser kvadrater, hvor der findes et skovområde eller et åbent naturområde, hvor levevilkårene skal forbedres, hvis alle arter skal beskyttes billigst muligt. Der er arter, som kun findes få steder i Danmark. Områder, som huser disse arter, skal nødvendigvis indgå i netværket, hvis alle arter skal beskyttes. Dette er de røde felter på kortet. De gule felter er områder, hvor der lever arter, som også kan beskyttes i andre områder, men i så fald fordyres indsatsen.

Områderne er vigtige, fordi der allerede lever arter i dem, og det er mest omkostningseffektivt at forbedre levevilkårene i naturområder, hvor arterne lever i forvejen. Dette står i kontrast til den del af den danske naturindsats, der søger at skabe helt nye naturområder, f.eks. gennem skovrejsning. Den indsats kan give mening ud fra rekreative hensyn, men ikke for at beskytte biodiversiteten, da der ofte går årtier før nye naturområder udvikler sig som vigtige levesteder for sjældnere arter. Økonomisk og biologisk er der mest ræson i at fokusere på eksisterende arealer.

Beregninger viser, at den samlede samfundsøkonomiske omkostning ved at gennemføre de beskrevne tiltag i skov og den åbne natur er relativ beskeden, nemlig i alt godt 0,8 mia. kr. pr. år – eller under en halv promille af BNP. Konsekvenserne af ikke at gøre en indsats for at bevare biodiversiteten er svære at sætte præcise tal på, men omkostningerne kan potentielt være meget store. Derfor bør vi anlægge et forsigtighedsprincip og gå i gang med at gennemføre de tiltag, som kan standse tilbagegangen i biodiversiteten. Denne indsats skal – i højere grad, end tilfældet er i dag – ske i de danske skove.

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Eirik S. Amundsen, Claus Thustrup Kreiner og Michael Rosholm udgør De Økonomiske Råds formandskab. Carsten Rahbek er leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på KU.

Anm.:                    Røde kvadrater indeholder ”ikke-fleksible” naturområder, som
                             skal udpeges.

                             Gule kvadrater indeholder ”fleksible” naturområder, som kan
                             erstattes af andre naturområder.