Flyt reformarbejdet fra arbejdsudbud til produktivitet

Bør hovedfokus ændres fra en målsætning om at forøge arbejdsudbuddet til en målsætning om at finde veje til at stimulere produktiviteten og derigennem den økonomiske vækst? Vores svar er "ja".

Reformer, der øger arbejdsudbuddet, vil føre til vækst i bnp pr. indbygger. Gevinsten er større forbrugsmuligheder i såvel privat som offentligt regi. Omkostningen er på den anden side, at fritiden skrumper.

Om øget forbrug er mere værd end fritid, er en individuel - og dermed ultimativt politisk - afvejning. Fagøkonomien har ikke belæg for at anbefale det ene fremfor det andet.

Produktivitetsreformer virker anderledes. Øget produktivitet betyder, at samfundet kan skabe mere værdi ved uændret arbejdstid. En styrkelse af produktiviteten udgør grundlaget for en højere løn, som kan omsættes til øget forbrug.

Men produktivitetsforøgelser kan også omsættes til mere fritid. Så uanset om man ønsker sig mere forbrug eller mere fritid, vil reformer, der styrker produktiviteten, være relevante. Derfor er det et naturligt sted at lægge reformfokus.

Det skal i parentes bemærkes, at produktivitetsreformer er mange ting, og at listen med potentielle virkemidler indeholder såvel uddannelse, erhvervs- og konkurrenceforhold som beskatning af kapital og arbejdskraft. Men hvorfor har et øget arbejdsudbud været et fagøkonomisk velbegrundet hovedfokus indtil for nylig?

Forklaringen er, at et øget arbejdsudbud er alfa og omega, når det gælder de offentlige finanser. Her hjælper produktiviteten ikke meget.

Arbejdsudbuddet er mindre vigtigt

Indtil for få år siden hang finanspolitikken ikke sammen, og skiftende regeringer og et stort flertal i Folketinget signalerede, at man ønskede andre løsninger end højere skatter og offentlige besparelser, som var alternativerne til et øget arbejdsudbud.

Derfor blev hovedfokus arbejdsudbudsreformer, og i dag vurderer vi, at statens finanser er holdbare - hvilket i høj grad skyldes reformerne.

Det betyder, at forslag til arbejdsudbudsreformer i mindre grad end før er en bunden opgave og taler for i højere grad at orientere reformindsatsen i retning af produktivitetsfremmende initiativer.

Det betyder på ingen måde, at man bør undlade at interessere sig for tiltag, der fremmer arbejdsudbuddet. Der er stadig grupper i befolkningen, for hvem erhvervsdeltagelsen er beskeden. Virksomme tiltag, der retter sig mod sådanne grupper, er lige så oplagte at forfølge, som de altid har været. Ligeledes er der løbende behov for at kortlægge omkostninger og gevinster ved politiske tiltag, som påvirker afvejningen mellem fritid og arbejde.

Men det ændrer ikke ved, at det er fagøkonomisk velbegrundet at flytte hovedfokus i det fremtidige reformarbejde fra arbejdsudbud til produktivitet.