Er seniorjob en hensigtsmæssig velfærdsordning?

Ledige, der er berettiget til efterløn, og som mister dagpengeretten, efter de er fyldt 55 år, har ret til et såkaldt seniorjob. Det er kommunen, der har pligt til at oprette disse seniorjob. Seniorjob-ordningen er udtryk for positiv særbehandling af en særlig gruppe. Formandskabet for De Økonomiske Råd anbefaler, at ordningen genovervejes med henblik på at udfase den eller gøre den mindre attraktiv.
 

Seniorjob-ordningen blev oprettet i 2006, da en række andre særregler for ældre ledige blev afskaffet, herunder den daværende forlængede dagpengeret for 55-59 årige. Seniorjob-ordningen sikrer de ledige seniorer en indtægt, indtil de kan gå på efterløn, men et seniorjob er ikke nødvendigt for at opretholde retten til at få efterløn på et senere tidspunkt.
 

Det er bopælskommunen, der skal oprette seniorjob, som skal aflønnes til overenskomstmæssig løn. Ledige, som ansættes i et seniorjob, må ikke fortrænge personer, der er ansat på almindelige vilkår. Kommunerne tvinges dermed til at oprette job, der ellers ikke ville være blevet oprettet. Det betyder, at der bliver udført opgaver i den offentlige sektor, som ellers ikke ville være blevet udført – og den prioritering af skatteydernes penge, der normalt foregår i kommunerne, kortsluttes. Samtidig er der en betydelig risiko for, at kommunerne må oprette seniorjob, der ikke matcher de lediges kvalifikationer. Dermed er seniorjob-ordningen klart i konflikt med ønsket om en effektiv offentlig sektor.
 

Da seniorjob-ordningen blev indført, blev det aftalt, at ordningen skulle drøftes, hvis antallet af personer i seniorjob oversteg 1.500. Retten til seniorjob blev midlertidigt udvidet med finansloven for 2013. Ved starten af 2013 var der omkring 600 personer i seniorjob. Dette tal var ved udgangen af september steget til ca. 4.000, og Finansministeriet forventer, at der vil være ca. 5.000 personer i seniorjob i 2014. Det er derfor oplagt at genoverveje ordningen og eventuelt justere den.
 

Ud fra fagøkonomiske eller lighedsbaserede argumenter er det svært at begrunde, hvorfor gruppen af 55-59 årige med ret til efterløn skulle have behov for en ekstraordinær beskæftigelsessikring. Har de et vægtigere socialt behov end eksempelvis 55-59 årige uden udsigt til efterløn eller 30-40 årige med børn og dermed forsørgerforpligtelser?
 

Ledighedsrisikoen for personer mellem 55 og 59 år er ikke markant højere end for folk på arbejdsmarkedet i øvrigt. Derimod kan det være sværere for ældre at finde job, hvis de først er blevet arbejdsløse. Det sidste kan være et argument for en særlig indsats for ældre ledige. Chancen for at finde job for ældre ledige med ret til efterløn er imidlertid ikke mindre end for andre ledige i samme aldersklasse. Det er derfor vanskeligt at se, hvorfor seniorjob – hvis man ønsker at bibeholde ordningen – skal være en særlig mulighed for dem med ret til efterløn.
 

En undersøgelse, som vi har foretaget i samarbejde med Carsten Koch-udvalget og AK Samvirke, viser, at personer i seniorjob kun i et meget begrænset omfang søger efter et ordinært job. Dette hænger formentlig sammen med, at der ikke stilles krav til en aktiv jobsøgning for personer ansat i seniorjob. Det betyder, at der er en overhængende risiko for, at personer, der ansættes i seniorjob, forbliver i disse job, indtil de har mulighed for at gå på efterløn.
 

Erfaringen viser, at særregler for ældre kan være forbundet med betydelige samfundsøkonomiske omkostninger. Tidligere var ledigheden for ældre markant højere end for de øvrige aldersgrupper på arbejdsmarkedet. Efter den forlængede dagpengeret for 55-59 årige (og andre særregler for ældre) blev afskaffet, er ledigheden for denne aldersgruppe imidlertid faldet til et niveau omtrent svarende til det gennemsnitlige for alle aldersgrupper.
 

Vi anbefaler derfor, at seniorjob-ordningen justeres med henblik på at gøre den mindre attraktiv eller helt at afskaffe den. Som minimum bør der indføres pligt til at søge ordinært arbejde, når man er i seniorjob. Tilskyndelsen til at søge kunne øges ved at reducere lønnen i seniorjob, eller ved at reducere den maksimale ansættelsestid i seniorjob til eksempelvis to år. Større tilskyndelse til at søge ordinær beskæftigelse vil reducere de samfundsøkonomiske omkostninger ved ordningen.
 

Vores kritiske holdning til den nuværende seniorjob-ordning skyldes en generel skepsis over for særregler, der giver fordele til en særlig gruppe af personer eller virksomheder, uden at der kan peges på vægtige fagøkonomiske eller lighedsbaserede begrundelser. Seniorjob-ordningen reducerer det effektive arbejdsudbud og nedsætter produktiviteten, uden at ordningen kan siges i særlig grad at hjælpe de svageste i samfundet.