Styrk den globale kamp for klimaet

Der er brug for en markant større global indsats for at modvirke klimaændringerne. Alligevel behøver det ikke koste voldsomt meget at leve op til to-gradersmålsætningen, som blev vedtaget ved COP-15 i København. Det er et par af hovedbudskaberne i den seneste vismandsrapport.

I rapporten, der blev fremlagt for medlemmerne af Det Miljøøkonomiske Råd i slutningen af februar, præsenterede vi en række beregninger, der havde til hensigt at illustrere konsekvenser af forskellige ambitionsniveauer i den globale klimapolitik. Den type beregninger er forbundet med meget stor usikkerhed. Derfor er beregningerne kun illustrative, men vi mener alligevel, at der er nogle robuste pointer. Mange af pointerne er ikke nye, men de er vigtige og fortjener derfor at blive gentaget.

Klimaforskere peger på, at den globale temperatur vil stige markant, hvis verdenssamfundet ikke ændrer kurs. Vi er ikke naturvidenskabsmænd, men vi lægger dette til grund for vores beregninger. I et muligt og formentlig ikke urealistisk scenarie, som vi præsenterer, stiger temperaturen med 6 grader over før-industrielt niveau, hvis den globale klimaindsats holdes på nuværende niveau.

En ofte anvendt model, der kobler naturvidenskabelige og klimatiske sammenhænge med økonomien, er DICE. Modellen, der er udviklet af den amerikanske økonom William Nordhaus, giver en ramme for at vurdere de økonomiske omkostninger ved forskellige klimapolitikker – og det er relativt enkelt at vurdere resultaternes følsomhed overfor antagelserne.

I modellen anslås på den ene side de omkostninger, der følger af at gennemføre klimapolitiske tiltag, og på den anden side de omkostninger i form af klimaskader, der opstår, når temperaturen stiger.

Med standardopsætningen af modellen når man frem til, at det er optimalt at styrke den globale klimaindsats betydeligt og derved begrænse den globale temperaturstigning til omkring 3½ grader.

Tages modellen for gode varer, er der således behov for at styrke klimaindsatsen markant. Ifølge modellen er det dog ikke hensigtsmæssigt at gå så langt som to-gradersmålsætningen.

Katastrofiske risici

Der er imidlertid en række forhold, der gør, at modellens standardantagelser fører til, at den optimale klimapolitik er “for slap”.

Ét væsentligt forbehold er, at modellen ikke tager tilstrækkeligt hensyn til såkaldt “katastrofiske” risici – altså muligheden for, at der med meget lille sandsynlighed kan ske meget store skader, hvis temperaturen stiger. Tager man højde for sådanne risici, trækker det i retning af en mere ambitiøs klimapolitik.

Et andet væsentligt forbehold drejer sig om, hvordan man skal sammenveje omkostninger for de nuværende generationer med gevinster (i form af mindre klimaskader) for generationer, der lever om 100 år eller mere. I modellen vejer fremtidige generationers velfærd relativt lidt, hvilket trækker i retning af en relativt behersket klimaindsats på kort sigt.

Vi har udført en alternativ beregning med DICE-modellen, hvor man som udgangspunkt lægger lige så meget vægt på fremtidige generationer som på nuværende. Med denne antagelse bliver den optimale klimapolitik meget tæt på den, der skal til for at leve op til to-gradersmålsætningen. Faktisk viser den alternative beregning, at klimapolitikken på kort sigt skal være mere ambitiøs end det, der skal til for at leve op til to-gradersmålsætningen.

To-gradersmålsætningen kan altså ses som et kompromis mellem de tekniske, økonomiske og etiske hensyn, der nødvendigvis skal afbalanceres for at kunne definere en globalt set hensigtsmæssig klimapolitik.

Vær ambitiøs og effektiv

Nogle vil hævde, at ovenstående budskab er i modstrid med det, vi tidligere har sagt om dansk klimapolitik. Det er det ikke: Klimaproblemet er globalt og skal løses globalt.

Vores råd er derfor fortsat, at Danmark på den internationale bane bør arbejde for en mere ambitiøs og effektiv klimapolitik. Jo mere effektiv klimapolitikken er, jo billigere er det at leve op til en given målsætning, og jo større chance er der for, at den kan gennemføres.

På nationalt plan bør indsatsen fokusere på de områder, hvor der rent faktisk er en effekt. Nationale tiltag, der øger anvendelsen af vedvarende energi i forsyningssektoren, har ingen direkte effekt på klimaet, fordi forsyningssektoren er omfattet af EU’s kvotesystem. Ved at gennemføre nationale tiltag, der går udover vores internationale forpligtelser, pådrager vi os derfor øgede omkostninger uden nogen direkte effekt på klimaet. Danske politikere bør som konsekvens heraf fokusere den nationale indsats uden for kvotesektoren, hvilket især vil sige transportsektoren og landbruget.