Vandrammedirektivet lukker ikke landbruget

Den senere tids store mediebevågenhed, hvor landbruges bekymringer for erhvervets fremtid er blevet præsenteret, tager udgangspunkt i EU's Vandrammedirektiv. Men hvad ligger der egentligt i dette Vandrammedirektiv, og hvor betydningsfuldt er landbruget egentligt økonomisk set?
 

For at starte med det første: EU's Vandrammedirektiv revolutionerer måden at tænke miljøpolitik på. Direktivet fastsætter konkrete mål for, hvilken tilstand man ønsker at opnå i fjorde, søer og vandløb og med dette udgangspunkt opgøres, hvor stor en reduktion af miljøbelastningen, der er nødvendig for at nå målet. Dette er modsat de hidtidige danske vandmiljøplaner, hvor der blev sat mål for udledningen i forventning om, at de så vil give en god effekt på miljøtilstanden.

En helt afgørende konsekvens af den ny måde at tænke miljøpolitik på er, at der bliver tale om lokale målsætninger. Vi ved konkret, hvilken miljøkvalitet, der skal være f.eks. i de indre dele af Limfjorden, og derfor vil indsatsen afhænge heraf. I egne, hvor der er et intensivt landbrug på arealer, der leder ned til følsomme vandforekomster, vil der være behov for en stor indsats, mens der i egne, hvor landbrugets påvirkning af vandmiljøet er beskeden, måske endog kan være rum for en mere intensiv produktion end i dag.
 

Betydning for samfundet

Men i de egne, hvor der er behov for en stor indsats – f.eks. ved Limfjorden, vil konsekvenserne da ikke være betydelige for lokalsamfundet? Dette er ofte det implicitte spørgsmål, der ligger bag, når det fremføres, at landbruget giver anledning til 180.000 arbejdspladser. Her er det en væsentlig pointe, at hovedparten af disse arbejdspladser ligger i følgeindustrien.

I primærlandbruget er det ca. 13.000 heltidsbedrifter som står for 90 procent af den samlede omsætning. Så når landmændene omtaler deres store effekt på beskæftigelsen, er det som at høre musen stå ved siden af elefanten og juble: ”hør hvor vi gungrer”. Sagen er, at såfremt produktionen af slagtesvin i Himmerland reduceres af hensyn til miljøet i Limfjorden, er det ikke ensbetydende med, at slagterierne får mindre at lave. Hvis slagterierne er konkurrencedygtige, vil der givet være landmænd andre steder i landet, der kan øge produktionen tilsvarende, og det på steder, hvor det miljømæssigt er mindre problematisk.
 

Der er således ikke belæg for at forvente, at gennemførslen af Vandrammedirektivet vil lægge landdistrikterne øde. Men naturligvis vil det landbrug, vi ser i morgen, vil være forskelligt fra det landbrug vi ser i dag. Men det skyldes, at landbruget er et særdeles dynamisk erhverv, der løbende tilpasser sig til ændringer i priser, teknologi og politiske rammevilkår – f.eks. miljøreguleringen. Dette er faktisk en af landbrugets spidskompetencer!

Det handler derfor ikke om landbrugets afvikling men landbrugets udvikling. Det kan godt være, at der er landbrugsarealer, som fremover ikke skal dyrkes eller skal dyrkes på en anden måde, men landbrugets vil altid fylde meget i Danmark.
 

Lokal indsats

Givet vi vil gennemføre Vandrammedirektivet, er et vigtigt spørgsmål, hvordan vi gør det mest hensigtsmæssigt. Vandmiljøet har været en hjørnesten i den danske miljøindsats på landbrugsområdet gennem 25 år, og landbruget har spillet en central rolle ved at halvere kvælstofudvaskningen frem til i dag.

Den næste milepæl er i 2015, hvor Vandrammedirektivets målsætninger skulle være nået. For at nå den målsætning skal landbruget blandt andet reducere kvælstofudledningen til vandmiljøet yderligere med mindst 19.000 ton pr. år. Dette er meget ambitiøst, men det er faktisk også et underkantsskøn, da der er områder, som endnu ikke er fuldt indregnet i dette mål.

Derfor fremlagde Regeringen i den oprindelige version af Grøn Vækst en plan, hvor reduktionen i kvælstofudledning skulle nås gennem en kombination af obligatoriske og frivillige ændringer i driften samt en uspecificeret omlægning af den generelle kvælstofregulering.
 
I den Miljøøkonomiske Vismandsrapport fra 2010 blev en omlægning af den generelle miljøregulering diskuteret. Konklusionen var, at det vil være uforholdsmæssigt dyrt at nå målene gennem stramning af den nuværende nationalt ensartede regulering. Det er i stedet vores anbefaling at, at stort set hele reduktionen foregår gennem en lokal indsats.

Det vil betyde, at nogle arealer skal tages helt ud af drift, hvilket dog kan kompenseres gennem EU's landbrugsordninger. Herigennem kompenseres de ejere, hvis jorde ikke længere skal dyrkes, og samtidig undgår resten af landbruget at blive pålagt uhensigtsmæssigt høje omkostninger ved stramning af den generelle miljøregulering. Men det er væsentligt at trække på landmændenes egen viden om, hvordan de bedst muligt tilpasser landbrugsdriften.

Derfor foreslår vi også, at målene opnås i samspil med landmændene. Landmændene i oplandet til en fjord skal naturligvis være ansvarlige for at målet om et bedre miljø opnås, men det er også væsentligt, at de selv kan bidrage med forslag til, hvordan indsatsen tilrettelægges.
 

Landbrugsland? Både/og

Sidst kan man spørge: Er Danmark da slet ikke et landbrugsland mere? Her er svaret både/og. Landbruget forvalter 2/3 af Danmarks samlede areal, hvoraf langt hovedparten er intensivt dyrket. Dermed har landbruget stor betydning for det landskab og miljø, som danskerne oplever, når de færdes uden for byerne. På den anden side er landbruget ikke længere det bærende erhverv for dansk økonomi. Samlet bidrog landbrug og følgeindustri i 1966 med 8 pct. af den samlede produktion, mens andelen i 2008 er faldet til ca. 2 pct. Beskæftigelsen i landbrugssektoren er faldet fra 13 pct. af den samlede beskæftigelse i 1966 til 3 pct. i 2008.
 

Fremtidens landbrug skal have gode muligheder for løbende at tilpasse sig – præcis ligesom alle andre erhverv i Danmark. Herved sikres den produktivitetsudvikling, som er nødvendig for at erhvervet er konkurrencedygtigt i forhold til udlandet. Landbruget skal også leve op til det omgivende samfunds skærpede miljøkrav, og miljøkravene skal stilles på en måde, som sikrer, at målene nås til de lavest mulige omkostninger.

En effekt heraf er, at der vil være områder, hvor dele af landbrugsjorden er overgået til naturformål. Dette er ikke det samme som at sige, at landbruget ikke må udvikle sig – tvært imod – men landbruget skal udvikle sig i de områder, hvor det er samfundsmæssigt hensigtsmæssigt. Søger man at modvirke denne udvikling ud fra kortsigtede ønsker om at hjælpe dagens landmænd, bliver det på lang sigt til skade for landbruget og for dyrt for Danmark.

Øvrige publikationer i tilknytning til rapporten

Jesper S. Schou og Signe Anthon

Altinget.dk, 21. marts 2011
Skrevet i relation til