Spærretid

Formandskabet undlader i nogle perioder at udtale sig til pressen om specifikke områder. Vi kalder det spærretid.  Spærretiden gælder:

  • Op til offentliggørelsen af en ny rapport. I en periode på to måneder op til offentliggørelsen af en rapport taler vi ikke med pressen om de emner, som bliver analyseret i rapporten
  • Når der er udskrevet valg. Når der er udskrevet valg, svarer vi ikke på spørgsmål fra pressen, der relaterer sig til valgkamp

Hvorfor spærretid?

Faglighed og uafhængighed er pejlemærker i det daglige arbejde hos De Økonomiske Råd. Det gælder også i forhold til pressen. Spærretid er et led i bestræbelsen på det.  

Når vi deltager i den offentlige debat er det først og fremmest på grundlag af rapporterne - aktuelle som tidligere - fra De Økonomiske Råd. Dette bidrager til at sikre en klar linje  i formandskabets udtalelser. Samtidig sikres i videst muligt omfang, at medlemmerne af De Økonomiske Råd er bekendt med baggrunden for formandskabets udtalelser. 

Spærretid op til offentliggørelsen af en ny rapport

Konklusionerne fra rapporterne som et resultat af et grundigt arbejde, der ofte har strukket sig over lang tid. Vi arbejder typisk med analyserne helt frem til deadline, og det giver derfor ikke mening, at vi udtaler os, før vi er færdige med arbejdet. Samtidig lægger vi stor vægt på, at analyser og budskaber præsenteres for, diskuteres og kommenteres internt i Det Økonomiske Råd/Det Miljøøkonomiske Råd, inden de når offentligheden. 

Derfor udtaler vi os ikke om emner, som vi behandler i den kommende rapport i spærretiden på to måneder forud for møder i Det Økonomiske Råd/Det Miljøøkonomiske Råd. Spærretiden gælder ikke emner, der har været behandlet i tidligere rapporter - med mindre de forventes behandlet i den kommende rapport. Dog afholder formandskabet sig som hovedregel helt fra at deltage i den offentlige debat i to uger forud for afholdelsen af et rådsmøde.

Spærretid under valgkamp

Vi betragter det som en del af vores opgave at kvalificere den offentlige debat inden for dansk økonomi og forholdet mellem miljø og økonomi - men vi kan  ikke være økonomiske overdommere i politiske debatter eller under en valgkamp.

Grænsen mellem politik og økonomi er hårfin, og under en valgkamp bliver gråzonen kun mere udtalt.  Vi vurderer ikke, at det inden for de givne rammer er muligt at forholde sig til de økonomisk-politiske udspil, der flyver gennem luften i sådan en periode på en måde, som er fagligt tilfredsstillende.

Vores viden bygger på analyser, og det ville kræve analyse af det enkelte udspil, hvis vi skulle kunne stå inde for at udtale os om de mange forslag. Det vurderer vi ikke er muligt med de givne ressourcer, ligesom vi ikke har de institutionelle rammer til det.

I særlige tilfælde, hvor formandskabet vurderer, at det er hensigtsmæssigt, kan vi afvige fra principperne om spærretid.