Kapitel III: Den økonomiske vækst og miljøet
Hovedbudskaber
- Muligheden for fortsat, langsigtet økonomisk vækt afhænger kritisk af mulighederne for at substituere knappe naturressourcer med andre naturressourcer eller menneskabt kapital
- Stigende priser på knappe naturressourcer vil give incitament til genanvendelse, teknologisk udvikling og efterforskning
- Ambitionsniveauet i den globale klimapolitik skal skærpes mærkbart, hvis temperaturstigningerne skal begrænses
- Togradersmålsætningen kan opfattes som en afvejning mellem økonomiske omkostninger (ved at begrænse udledningerne af drivhusgasser) overfor gevinsten (ved færre klimaskader)
Kapitel III kort fortalt
Økonomisk vækst er i praksis tæt knyttet til brug af naturens ressourcer og forurening, men sammenhængen er ikke nødvendigvis entydig. De historiske erfaringer viser, at ressourceforbruget ikke behøver at stige i takt med den økonomiske aktivitet. Dette er blandt andet er et resultat af, at priserne på naturressourcer i perioder er steget. Kapitlet indeholder blandt andet en gennemgang af den historiske udvikling i forbrug, reserver og priser på en række naturressourcer.
Beregninger på klimamodellen DICE indikerer, at det vil være optimalt at stramme den globale klimapolitik mærkbart. Baseret på standardudgaven af modellen vil uændret klimapolitik føre til en stigning i den globale temperatur på 6 grader. Ifølge modellen vil det være optimalt at begrænse udledningerne af drivhusgasser og dermed temperaturstigningen.
I kapitlet præsenteres beregninger, viser at det med standardudgaven af DICE vil det være optimalt at føre en klimapolitik, der fører til en temperaturstigning på 3½ grad. Dette resultat afhænger dog blandt andet af afvejningen mellem nutidige og fremtidige generationer. Alternative beregninger viser, at det med en højere vægt på fremtidige generationers velfærd kan være optimalt at sigte efter en maksimal temperaturstigning på 2 grader.
