Flere ældre – En udfordring for velfærdssamfundet?
Kronik i Jyllands-posten d. 26.8.2003
Flere ældre - En udfordring for velfærdssamfundet?
| Flere ældre i det danske samfund vil sætte de offentlige finanser under betydeligt pres. Velfærdssamfundet bliver nødt til at prioritere mellem erhvervsaktive og ikke-erhvervsaktive og med hensyn til de tilbud, velfærdssamfundet kan stille til rådighed. Konsekvenserne af de demografiske forandringer vil først vise sig i en gradvis proces fra 2010 og frem, men reformer bør gennemføres inden. af Torben M. Andersen, formand, Det Økonomiske Råd |
| Der vil i fremtiden blive relativt flere ældre i den danske befolkning. Dette er en gradvis proces, som først for alvor vil begynde af have sin effekt efter 2010, og den vil toppe omkring 2040. Mens der i dag er ca. 3 personer mellem 17 og 61 år for hver person på 62 år eller mere, vil der i 2040 kun være godt 2 personer. Selvfølgelig er der usikkerhed omkring prognoser, der rækker så langt frem i tid, men udviklingen kan forudses med relativt stor sikkerhed en række år frem. Den person, der går på efterløn som 60-årig i 2023, er at finde blandt de 40-årige i dag, og den 20-årige, der skal indtræde på arbejdsmarkedet, er netop blevet født. I den offentlige debat har der på det seneste været en tendens til at bagatellisere betydningen af de demografiske ændringer. Senest har Jørgen Goul Andersen i Jyllandsposten den 20. august argumenteret for, at demografien ikke udgør noget væsentligt problem. Desværre vil problemer i andre lande eller generel vækst ikke løse vores problemer. At basere den aktuelle politik på, at de demografiske forskydning ikke skaber problemer, vil alene medvirke til at forstærke problemerne og skubbe en større byrde over på fremtidige generationer. Den demografiske udvikling lægger ikke nogen "bombe" under det danske samfund - det er en gradvis udvikling, som med relativt stor præcision kan forudses. Netop derfor er det vigtigt i tide at vurdere konsekvenserne af den demografiske udvikling og planlægge, hvordan disse skal håndteres. Den demografiske forskydning vil have direkte betydning for arbejdsmarkedet og de offentlige finanser. Arbejdsstyrken vil blive reduceret, og det vil stille arbejdsmarkedet i en helt ny situation. Færre på arbejdsmarkedet vil også betyde relativt flere modtagere af bl.a. pensioner m.m., men allervigtigst "færre" skattebetalere. Når betydningen for de offentlige finanser er særlig vigtig, hænger det sammen med, at vi har et veludbygget velfærdssamfund, og at det er forhold, vi selv har en mulighed for at påvirke via reformer. Der er foretaget en række beregninger af, hvordan den demografiske udvikling påvirker de offentlige finanser. Udgangspunkt for de fleste beregninger er de aktuelle standarder for service og indkomstoverførsler m.m.. På den måde tages der udgangspunkt i de ønsker til velfærdssamfundet, som er grundlaget for den aktuelle politik, og samtidig får man et billede af konsekvenserne af ikke at ændre politik. For at få et indtryk af de finansielle konsekvenser kan man beregne, hvilket niveau skatterne skal være på nu og i fremtiden, hvis vi en gang for alle ønsker at ændre beskatningen, så der i et fremadrettet perspektiv er balance mellem indtægter og udgifter for den offentlige sektor. Dette vil også sikre, at alle nulevende og fremtidige erhvervsaktive kommer til at bidrage lige meget til finansiering af udgifterne. Sådanne beregninger viser, at der er et behov for en permanent skattestigning, som svarer til en forøgelse af satsen for bundskat med mellem 2.5 og 5 procentpoint. Altså en ganske betydelig stigning. Denne kan også illustreres ved, at der hvert år fremover vil være et behov for en årlig besparelse på 15-30 mia. kr. på de offentlige udgifter. Som antydet er der selvfølgelig en vis usikkerhed om den præcise tyngde af problemerne, men alle beregninger viser, at demografien sætter de offentlige finanser under pres. Den demografiske udvikling skaber således en ganske stor udfordring for det danske velfærdssamfund. Dette er et prioriteringsspørgsmål - hvad skal tilpasse sig, for at de offentlige finanser kan hænge sammen? Der er flere muligheder, men få af dem er nemme eller uden problemer. En mulighed kunne være at hæve skatterne - dette er dog næppe realistisk, da skatteniveauet allerede er højt i Danmark, og internationaliseringen sætter skattesystemet under pres. Det offentliges gældsætning kan også øges - men det betyder, at "regningen" sendes videre til fremtidige generationer, og samtidig vil dette kunne bringe den makroøkonomiske udvikling på en ustabil vej, som det var tilfældet under den stigende offentlige gældsætning i 1970erne og 1980erne. Øgede skatter eller gældsætning kan således ikke anbefales som løsningsmetoder - der er behov for at se andre steder. For et velfærdssamfund som det danske er det af ganske stor betydning, hvor stor en andel af befolkningen, der er aktive på arbejdsmarkedet - simpelt kan man sige, at jo flere der er aktive, desto flere skattebetalere er der, og desto færre er afhængige af en eller anden form for overførselsindkomst. De offentlige finanser er derfor temmelig følsomme over for, hvor stor en andel af befolkningen, der er aktiv på arbejdsmarkedet, og med en større andel aktive på arbejdsmarkedet bliver det nemmere at finansiere velfærdssamfundet. Det er derfor centralt for debatten om de demografiske udfordringer, om erhvervsdeltagelsen kan øges. Da erhvervsdeltagelsen allerede er høj i Danmark, er det ikke nødvendigvis nogen let opgave, men der er selvfølgelig nogle muligheder for at øge erhvervsdeltagelsen blandt f.eks. indvandrere. Dette vil naturligvis kræve en indsats og vil også i sig selv lægge beslag på yderligere ressourcer. En anden mulighed er at påvirke tilbagetrækningsalderen. Tidspunktet for tilbagetrækning har i Danmark været stærkt påvirket af efterlønsordningen. Undersøgelser har vist, at det ikke kun er nedslidte, der benytter denne ordning, og en forøgelse af tilbagetrækningsalderen vil give et betydeligt bidrag til de offentlige finanser. Udfordringen kan også løftes ved omprioriteringer i de velfærdstilbud og ydelser, der stilles til rådighed for befolkningen. Man kan vælge at spare på pensions- og ældreområdet, eller man kan vælge at spare på andre områder. Igen vil der være tale om vanskelige beslutninger og centrale politiske prioriteringer. Endelig kan der skabes et spillerum, såfremt den offentlige sektor kan effektiviseres. Dette er i sig selv et væsentligt aspekt, og et område som bør have stor bevågenhed. Der er givetvis områder, hvor effektiviseringer er mulige, men de kommer ikke af sig selv og vil typisk kun kunne realiseres ved organisatoriske ændringer. Det er imidlertid ikke forsvarligt at basere politikken på, at man forventer i fremtiden at kunne effektivisere den offentlige sektor. Det hævdes ofte, at vækst vil løse problemerne, da vækst vil betyde øget velstand, og der herved bliver "råd" til at finansiere konsekvenserne af de demografiske forskydninger. Vækst vil imidlertid kun afhjælpe den offentlige sektors finansieringsproblem, såfremt enten de offentligt ansatte eller modtagere af overførselsindkomster ikke får del i den generelle velstandsstigning i samfundet. Dette vil i sig selv kræve væsentlige politiske beslutninger. Tilpasningskravene som følge af de demografiske forandringer er således ganske store og berører centrale prioriteringsspørgsmål - løsningerne er derfor heller ikke nemme eller uproblematiske. Ganske vist er der mange lande, som har et større problem end Danmark, men det løser desværre ikke vores problemer. Det er endvidere sandsynligt, at en "pensionskrise" i Europa i en årrække vil have en række negative effekter for den økonomiske udvikling i Danmark. Med den såkaldte 2010-plan lanceret af den forrige regering og tiltrådt af den nuværende regering er der lagt en strategi for forberedelserne frem til 2010, hvor de demografiske forandringer begynder at sætte ind. Denne strategi indeholder en række væsentlige prioriteringer knyttet til en målsætning om at holde tilbud til ældre i form af pension, plejetilbud, efterløn m.m. uændrede. Finansieringssiden har tre hovedelementer, nemlig en reduktion af den offentlige gæld, reduktion af stigningstakten i de offentlige udgifter og en forøgelse af arbejdsstyrke og beskæftigelse. 2010-planen er imidlertid også en meget ambitiøs plan. Et centralt punkt i planen er, at den reale offentlige udgiftsvækst i en årrække skal holdes under væksten i samfundet med 1-1 ½ procentpoint. Befolkningen skal således ikke forvente samme udvikling i tilbuddene fra den offentlige sektor, som man finder andre steder i økonomien. For at dette kan realiseres, vil det kræve en betydelig ændring i de krav og forventninger, der stilles til den offentlige sektor og/eller betydelige effektivitetsforbedringer for at kompensere for den lavere udgiftsvækst. Da der kun er taget få konkrete tiltag til effektivisering af den offentlige sektor, betyder dette, at "kampen" om ressourcer i fremtiden vil blive mere skarp. Det er altid nødvendigt at prioritere den offentlige indsats, men i en situation, hvor ressourcetildelingen til den offentlige sektor ikke følger den generelle vækst i samfundet, bliver denne prioritering ekstra vanskelig. Ønsker man f.eks. at styrke uddannelse samt forskning og udvikling, for at Danmark kan fastholde sin konkurrencesituation i en mere internationaliseret verden, kræver det, at der samtidig anvises områder, hvor ressourcetildelingen skal reduceres yderligere. En forøgelse af arbejdsstyrken og beskæftigelsen med knap 90 tusinde frem til 2010 i henhold til den oprindelig plan er også en meget ambitiøs målsætning, da det overvejende skal ske ved, at grupper, der i øjeblikket står uden for arbejdsmarkedet, får fodfæste på arbejdsmarkedet. Det har da også allerede vist sig svært helt at leve op til målsætningerne. Der er dog stadig tid til at gennemføre reformer, så målene kan nås, men det vil kræve snarlig handling. Det demografiske problem er et vanskeligt problem, da konsekvenserne først for alvor vil vise sig i en gradvis proces fra 2010 og frem til en top omkring 2030-2040. Fordelene ved i tide at gennemføre de nødvendige tilpasninger vil derfor først vise sig over en årrække. Imidlertid vil tilpasningen være nemmere, desto tidligere den gennemføres. Samtidig involverer den nødvendige prioritering også spørgsmål som tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og behovet for at spare op. Det er derfor særlig vigtigt, at beslutningerne bliver taget i god tid, således at befolkningen har et rimeligt grundlag for også at planlægge "pensionisttilværelsen". Der er al mulig grund til at tage de prioriteringsproblemer, som den demografiske udviklingen stiller os overfor, alvorligt. At foregive at der ikke er noget problem, vil alene gøre det fremtidige tilpasningsbehov meget større og sværere, og samtidig skubbe noget af byrden over på fremtidige generationer. Det netop offentliggjorte forslag til finanslov ændrer intet ved disse forhold. |
Torben M. Andersen
Jyllands-Posten,
26.8.2003
Skrevet i relation til