Produktiviteten skal øges med respekt for andre hensyn

En høj indkomst er den bedste opskrift på et lykkeligt liv. Omtrent sådan skriver den britiske forfatter Jane Austen i romanen ”Mansfield Park”. Udsagnet er provokerende – fordi det indeholder et element af sandhed. En høj indkomst er grundlaget for velstand, og velstand spiller nu engang en vigtig rolle for velfærden. Det skriver vi om i den nyligt offentliggjorte rapport ”Produktivitet 2017”.

Den primære kilde til velstandsfremgang er produktivitetsvækst. Produktivitet er en betegnelse for, hvor meget vi er i stand til at producere pr. arbejdstime. Derfor er effektivisering af produktionsprocessen årsagen til produktivitetsvækst og til det stadig stigende velstandsniveau, som Danmark og mange andre lande oplever. Der er tale om små bidrag hvert år, men set over en længere årrække vokser de sig store – meget store; i dag skaber danskerne i gennemsnit mere end tre gange så meget pr. arbejdstime som i 1966.

Nøglen til højere produktivitet er ikke at arbejde mere. Produktivitetsstigningerne siden dengang er sket samtidig med, at den gennemsnitlige arbejdstid er faldet fra ca. 2.000 timer om året til knap 1.500 timer i dag. Løsningen er heller ikke at løbe hurtigere. Det er selvfølgelig muligt at øge produktiviteten i et vist omfang ved at stille større krav til medarbejdere og anvende maskiner og bygninger mere intensivt. Men det slider på ressourcerne, og der er grænser for, hvor høj arbejdsintensiteten kan blive. Den langsigtede, vedvarende produktivitetsvækst opnås ved løbende at tilrettelægge produktionsprocessen mere hensigtsmæssigt, tilpasse uddannelsesniveauet og ikke mindst ved at tage nye teknologier i anvendelse.

Den velstandsfremgang, som produktivitetsvæksten har skabt, har givet samfundet en række vigtige gevinster. Vi har bedre og mindre forurenende biler, vi bor i bedre huse, vores ferier er længere, og rejser er ikke kun forbeholdt de velstående. Produktivitetsvæksten har med andre ord givet os både mere forbrug og mere fritid. Fremgangen ses også i den offentlige sektor, hvor stigende skatteindtægter har gjort det muligt at udbygge blandt andet infrastruktur, sundhedssystem og uddannelsessektor. Produktivitetsvækst er dermed også en gevinst, hvis man ønsker at prioritere mere offentligt forbrug frem for mere privat forbrug. Af samme grund ligger der ikke nogen særlig politisk opfattelse bag vurderingen af, at produktivitetsvæksten har givet en række samfundsøkonomiske gevinster.

Der kan også være bivirkninger ved produktivitetsvækst. En vigtig drivkraft bag produktivitetsvæksten er, at der hele tiden opstår nye og mere effektive virksomheder, som udfordrer og udkonkurrerer eksisterende mindre effektive virksomheder. Denne proces kaldes virksomhedsdynamik eller disruption. Når eksisterende virksomheder bliver udkonkurreret, må de lukke og afskedige deres medarbejdere. På denne måde kan virksomhedsdynamik have store omkostninger for nogle personer, og den svækker jobsikkerheden generelt, hvilket er ubehageligt for medarbejderne. Dette problem kan modvirkes ved at have sociale sikkerhedsordninger og et fleksibelt arbejdsmarked.

Et andet eksempel på, at produktivitetsvæksten ikke entydigt er en samfundsøkonomisk gevinst, er arbejdsmarkedspolitikken. Denne har blandt andet til formål at bringe personer på kanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelse. Disse personer har som regel svagere kvalifikationer. Derfor falder produktionen pr. arbejdstime, hvis det lykkes at bringe dem i beskæftigelse. Til gengæld stiger produktionen pr. indbygger, og personerne undgår ledighed. Det vil naturligvis være helt forkert at undlade at føre arbejdsmarkedspolitik alene med den begrundelse, at det svækker produktiviteten.

Eksemplerne illustrerer, at produktivitet ikke kan stå alene som en samfundsøkonomisk målsætning. Det overordnede mål for samfundsudviklingen bør være at opnå den størst mulige velfærd. En høj produktivitet og høj velstand er vigtige ingredienser heri, men i nogle tilfælde er målet om højere produktivitet i konflikt med andre vigtige målsætninger. Derfor kan det være velbegrundet at have offentlig regulering, som fremmer hensynet til blandt andet miljøet, stabiliteten i den finansielle sektor og fødevaresikkerheden, selvom det koster på produktiviteten.

Den økonomiske politik bør indrettes, så der opnås en balance mellem disse hensyn, der sikrer størst mulig velfærd. Markedet skaber ofte en hensigtsmæssig incitamentsstruktur og en effektiv produktionsproces. Offentlig regulering kan derfor stå i vejen for produktivitet. Men nogle markeder er prægede af væsentlige markedsfejl i form af svag konkurrence og såkaldte eksternaliteter såsom forurening. På nogle markeder er fejlene så omfattende, at det er bedre at lade den offentlige sektor stå for produktionen. Derfor bør den økonomiske politik have fokus på at skabe gode rammevilkår for virksomhederne ved at korrigere markedsfejl og sikre en effektiv produktion i den offentlige sektor.

Opgaven for politikere, embedsmænd og for os som det nye produktivitetsråd er at finde de områder, hvor dårligt fungerende markeder og eksisterende regulering hæmmer produktivitetsvæksten unødigt. Og så er det vigtigt, at produktionen i den offentlige sektor er effektiv. Det er vigtigt at få det maksimale ud af vores ressourcer – men vi skal sørge for, at det sker i respekt for andre hensyn.