Stabilitets- og vækstpagten

Stabilitets- og vækstpagten trådte i kraft ved overgangen til ØMU’ens tredje fase i 1999. Traktaten blev efterfølgende revideret i 2005, og i forlængelse af den europæiske statsgældskrise er der gennemført en række stramninger, blandt andet i form af den såkaldte "twopack" og den såkaldte "sixpack".

Formålet med Stabilitets- og vækstpagten er at sikre, at de enkelte landes offentlige finanser er sunde.

Nedenfor beskrives Stabilitets- og vækstpagten kort, og der henvises til yderligere informationer i faktaboksen nederst på siden.

S&V-pagten i korte træk

De centrale elementer i Stabilitets- og vækstpagten er:

• Underskuddet på de offentlige finanser må normalt højest udgøre 3 pct. af BNP.
   
• Den offentlige bruttogæld må højest udgøre 60 pct. af BNP - eller den skal nedbringes med en tilfredsstillende hastighed.

Stabilitets- og vækstpagten (og de opfølgende "twopack" og "sixpack") fastlægger en række retningslinjer, der har til formål, at forebygge opbygningen af underskud - den præventive del - og regler for, hvad der sker, hvis reglerne bliver overtrådt - den korrigerende del - herunder de såkaldte EDP-regler (Excessive Deficit Procedure).

Den præventive del

Den præventive del har fokus på at forhindre, at det ”går galt” med finanspolitikken.

For at forebygge, at finanspolitikken kører af sporet overvåger EU løbende medlemslandenes offentlige finanser. Det sker blandt andet via landenes årlige stabilitets- og konvergensprogrammer (eurolandene laver stabilitetsprogrammer, mens ikke-eurolandene laver konvergensprogrammer). Stabilitets- og konvergensprogrammerne skal blandt andet indeholde en fremskrivning af landets økonomi med skøn for offentlig saldo samt gælden.

Strukturel saldo og MTO

Stabilitets- og vækstpagten fastlægger, at medlemslandene som udgangspunkt skal sørge for, at den strukturelle offentlige saldo overholder det enkelte lands MTO (Medium Term Objective). De enkelte medlemslande skal fastlægge et nationalt MTO ud fra EU’s beregnede mindstekrav. For Danmarks vedkommende er det mest bindende krav det såkaldte ”minimum benchmark”, som skal sikre, at der under en normal lavkonjunktur er en tilstrækkelig afstand til grænsen for det faktiske underskud på 3 pct. af BNP. For Danmark har Finansministeriet beregnet den nationale MTO til -1 pct. af BNP.

Med Finanspagten skal kravet til den strukturelle saldo (MTO) skrives ind i den nationale lovgivning, hvilket i Danmarks tilfælde er sket med budgetloven.

Stabilitets- og konvergensprogrammer

Udover krav til stabilitets- og konvergensprogrammer fastlægger Stabilitets- og vækstpagten også en række krav til budgetprocedurerne. Blandt andet er det (med den såkaldte "twopack") fastlagt, at eurolandene skal sende forslag til finanslov til EU-Kommissionen, og at EU-Kommissionen kan bede om et revideret budget, hvis den finder alvorlige mangler mht. overholdelsen af bestemmelserne i Stabilitets- og vækstpagten, herunder at underskuddet bliver for stort.

Et andet element i den forebyggende del (indført med den såkaldte sixpack) er overvågning af makroøkonomiske ubalancer. Dette har dog også en korrigerende del i form af Excessive Imbalance Procedure (EIP) for lande, hvor der er uforholdsmæssige store ubalancer. Læs mere om sixpacken, makroøkonomiske ubalancer og EIP her.

Den korrigerende del har fokus på at sikre, at de offentlige finanser kommer tilbage på sporet, hvis det alligevel er ”gået galt”.

De væsentligste kriterier, der skal overholdes, er, at det faktiske underskud som udgangspunkt ikke må overstige 3 pct. af BNP, og at den offentlige bruttogæld ikke må overstige 60 pct. af BNP. Hvis et medlemsland har en gæld, der er større end denne grænse, skal gælden gradvist falde ned mod grænsen. Dette betragtes som opfyldt, hvis forskellen til 60 pct. af BNP falder med i gennemsnit 1/20 af forskellen om året set over de seneste tre år.

Det er EU-Kommissionen, der i første omgang skal vurdere, om disse kriterier er overholdt. Hvis Kommissionen vurderer, at de ikke er overholdt, kan et land komme i den såkaldte EDP (Excessive Deficit Procedure). Med de stramninger, der fulgte med den såkaldte sixpack, kan et land også komme i procedure, hvis det ikke lever op til gældskriteriet.

Mange lande fik i forbindelse med finanskrisen offentlige underskud, der var for store. Et af de lande, der fik en henstilling var Danmark. Læs mere om EU-henstillingen til Danmark i boksen til højre.

Vurderingen af om et land har uforholdsmæssigt store underskud og derfor skal "i procedure" følger som udgangspunkt en række trin, som kort skitseres her.

EDP-proceduren

Typisk vil processen, der leder frem til en henstilling starte med, at EU-Kommissionen konstaterer, at der (for indeværende eller næste år) er udsigt til, at underskuddet i et land overstiger 3 pct. (eller at gælden er over 60 pct. og ikke falder hurtigt nok). Hvis dette er tilfældet skal Kommissionen lave en indstilling til ministerrådet, om hvorvidt landet skal i procedure. Indstillingen fra EU-Kommissionen skal generelt tage højde for alle relevante faktorer, herunder den mellemfristede position for den offentlige saldo og den offentlige gæld samt den økonomiske udvikling på mellemfristet sigt.

Ministerrådet vil på denne baggrund tage stilling til, om underskuddet er uforholdsmæssigt stort og om landet dermed skal i procedure. Dette vil indebære, at Ministerrådet giver en henstilling om, at landet foretager årlige finanspolitiske stramninger på mindst  -½ pct. af BNP for at komme under underskudsgrænsen inden for en given årrække.  Landene bestemmer selv, hvordan disse stramninger skal laves (f.eks. højere skatter og/eller lavere offentlige udgifter).

Sanktioner og undtagelser i EDP

Hvis landet ikke bringer underskuddet under grænsen inden for den fastsatte tid, kan ministerrådet vælge at acceptere en udsættelse af tidsfristen. I sidste ende kan en overskridelse føre til, at landet bliver idømt en sanktion som ultimativt kan ske i form af en bøde på op til 0,2 pct. af BNP. Bøder er dog kun en mulighed for eurolande.

Det gælder en undtagelse fra reglen, om at underskuddet højst må udgøre 3 pct. af BNP, hvis det vurderes, at overskridelsen er exceptionel og midlertidig, samt at underskuddet stadig er tæt på 3 pct. af BNP.

Et underskud over 3 pct. af BNP betragtes som ekstraordinært, såfremt det skyldes en usædvanlig begivenhed udenfor landets kontrol eller et kraftigt økonomisk tilbageslag. Overskridelsen betragtes som midlertidig, hvis det vurderes, at underskuddet vil komme under 3 pct. af BNP efter den usædvanlige begivenhed eller når det kraftige økonomiske tilbageslag er ovre.