Morgendagens finanspolitik bør diskuteres i dag

I vores seneste rapport konkluderede vi, at den nuværende finanspolitik er mere end holdbar. Konklusionen gav anledning til panderynker og frygt for, at vi leder svage sjæle i fristelse. Det er selvsagt ikke vores hensigt. Hensigten er at bidrage med analyser, så politikerne kan træffe beslutninger på oplyst grundlag.

Den finanspolitiske holdbarhed er et pejlemærke for den langsigtede tilstand på de offentlige finanser.

Når finanspolitikken er mere end holdbar, betyder det, at de forventede skatteindtægter på lang sigt overstiger udgiftsbehovet. Konkret viser vores fremskrivning et gennemsnitligt årligt plus på omkring 20 mia. kr.

Selv om overskuddene først kommer efter 2050, understøtter beregningen opfattelsen af, at de offentlige finanser i Danmark er sunde.

Vores beregning af den langsigtede holdbarhed flugter i høj grad med tilsvarende beregninger, som regeringen fremlagde her i foråret - og i øvrigt også med tilsvarende beregninger, som vi selv foretog for et år siden. Det er således ikke nogen helt ny historie.

Anbefaler ikke lempelse

Trods enighed om beregningerne har vores rapport alligevel givet anledning til bekymrede miner.

Tilsyneladende er man bange for, at vores analyse kan bruges som argument for at lempe finanspolitikken her og nu - altså ufinansierede skattelettelser eller forøgede udgifter.

Det er en fejllæsning. Vi lægger ikke op til en finanspolitisk lempelse, men vi lægger op til en diskussion af den langsigtede finanspolitiske kurs. De pointer vil vi forsøge at forklare i det følgende.

Når vi advarer imod finanspolitiske lempelser, skyldes det især hensynet til konjunkturerne.

Vi så i midten af 00'erne, at gode tider, der uhindret får lov at udvikle sig, kan føre til opbygning af ubalancer, som efterfølgende giver gevaldige økonomiske tømmermænd. Den fejl må ikke gentages, og derfor opfordrer vi til, at den relativt stramme finanspolitiske linje fastholdes de kommende år.

Afvejning af argumenter

Selv om der af konjunkturmæssige grunde ikke er plads til at lempe de førstkommende år, giver beregningen af den finanspolitiske holdbarhed anledning til at diskutere den finanspolitiske kurs på lidt længere sigt.

Som udgangspunkt er det naturligvis ikke hensigtsmæssigt at opkræve flere skatter end nødvendigt. Taget meget bogstaveligt er den positive holdbarhed udtryk for, at indtægterne set over det lange sigt vil overstige de forventede udgifter.

Der kan imidlertid være flere årsager til, at det kan være fornuftigt at lægge en relativt forsigtig linje i finanspolitikken, så holdbarheden i en periode er positiv.

For det første bygger beregningen af den finanspolitiske holdbarhed på en lang række antagelser, der er usikre.

En af de vigtige antagelser er, at den markante stigning i pensionsalderen, der følger af Velfærdsaftalen, rent faktisk får folk til at blive tilsvarende længere på arbejdsmarkedet. Sker det ikke, forværres holdbarheden.

For det andet viser fremskrivningen, at de forventede overskud på de offentlige finanser, der er udsigt til med uændret politik, først materialiseres efter 2050 og frem.

For det tredje viser fremskrivningen, at der i en periode vil opstå underskud, der vil være større end det, budgetloven tillader, hvis man vælger at gennemføre lempelser i en størrelsesorden, der svarer til "overholdbarheden".

Det er alle gode argumenter for at lægge en forsigtig linje i finanspolitikken, men gevinsterne bør naturligvis vejes op imod de omkostninger og konsekvenser, der er forbundet hermed.

Fastholdes en finanspolitisk linje, der er klart mere end holdbar, medfører det en risiko for, at vi som samfund kan komme til at underinvestere i uddannelse, infrastruktur og - mere generelt - i en velfungerende offentlig sektor.

En anden omkostning opstår, når man opkræver flere skatter end nødvendigt, da skatteopkrævning bl.a. forvrider arbejdsudbudsbeslutningen.

Og nok så vigtigt har det konsekvenser for fordelingen mellem generationerne.

Diskussionen er vigtig

En finanspolitik, der er mere end holdbar, indebærer således både fordele og ulemper. Den rette afvejning mellem disse forudsætter, at konsekvenserne fremlægges så klart som muligt.

Den nuværende finanspolitiske strategi er udtryk for en forsigtig linje. Det kan være fornuftigt, men det bør holdes op imod omkostningerne. Det er ikke sådan, at "jo mere holdbar, jo bedre".

Hvorvidt den nuværende strategi er udtryk for den rette afvejning er en vigtig diskussion. Afvejningen involverer nemlig vigtige spørgsmål om håndtering af usikkerhed og fordeling mellem nulevende og fremtidige generationer.