Kapitel III: Finanspolitisk holdbarhed

Kapitel III kort fortalt

Formandskabet vurderer, at den nuværende finanspolitik er godt og vel holdbar. Under fremskrivningens forudsætninger er der plads til en permanent lempelse i form af enten skattelettelser eller højere offentlige udgifter i størrelsesordenen 0,3 pct. af BNP eller 9 mia. kr. årligt. Den offentlige saldo vil ifølge beregningerne udvise underskud på mellem 0 og ca. ½ pct. af BNP fra 2030 til midt i 2050’erne. Derefter bliver saldoen positiv, og overskuddet vokser vedvarende. I 2100 udgør overskuddet knap 2 pct. af BNP. Fremskrivningen hviler dog på en lang række meget usikre forudsætninger om den fremtidige udvikling. Udviklingen i såvel saldoen på længere sigt som den finanspolitiske holdbarhedsindikator (HBI) er mindre positiv end den seneste tidligere holdbarhedsberegning i Dansk Økonomi, efterår 2022. Holdbarhedsindikatoren er samtidig betydelig lavere end regeringens seneste langfristede fremskrivning fra august 2023, der beregnede en HBI på 1,5 pct. Forskellen skyldes blandt andet, at formandskabets fremskrivning forudsætter en mindre virkning af de stigende aldersgrænser for folkepension og efterløn, og at den forudsatte produktivitetsvækst er højere i formandskabets fremskrivning. En høj produktivitetsvækst forringer alt andet lige de offentlige finanser, blandt andet fordi indtægterne fra beskatningen af pensionsformuen vil fylde mindre som andel af BNP, når produktivitetsvæksten er høj.

Følsomhed i fremskrivningen

Kapitel III undersøger de finanspolitiske konsekvenser af ændrede beregningsantagelser på flere forskellige områder, herunder konsekvensen af, at befolkningen vælger at arbejde færre timer om året fremover for at nyde mere fritid. En sådan udvikling kan kræve, at der gennemføres skattestigninger eller offentlige besparelser, hvis statsfinanserne fortsat skal være holdbare. Et vigtigt spørgsmål er her, om nutidens politikere skal reagere allerede i dag for at imødekomme formodede ønsker om større fritid hos fremtidige borgere. Dette er i sidste ende et intergenerationelt fordelingsspørgsmål og derfor et politisk spørgsmål.

Er mangel på arbejdskraft et selvstændigt problem?

Som følge af den demografiske udvikling i den næste snes år vil arbejdsstyrken falde relativt til befolkningen. Det har medført en diskussion, om dette i sig selv er et vigtigt samfundsøkonomisk problem, som kræver en ændret økonomisk politik, også selvom faldet i arbejdsstyrken ikke udgør noget problem for de offentlige finanser. Det er dog svært at pege på egentlige markedsfejl på det private arbejdsmarked, som tilsiger, at de demografiske forskydninger i sig selv (udover spørgsmålet om finanspolitisk holdbarhed) giver et særligt behov for offentlig indgriben. Det er et naturligt udgangspunkt, at markedsmekanismen bør træde i kraft i en situation med vigende arbejdsudbud og skabe en tilpasning i lønningerne på arbejdsmarkedet. Tilrettelæggelsen af stabiliseringspolitikken i de kommende år bør tage højde for, hvordan dette pres på lønningerne skal akkommoderes, og hvilke makroøkonomiske konsekvenser dette vil få for blandt andet betalingsbalancen og erhvervsstrukturen.