Kapitel III: Uddannelsesstøtte på de videregående uddannelser

Kapitel III kort fortalt

Uddannelse støttes i Danmark ved at stille uddannelse gratis til rådighed og ved at yde direkte støtte til studerende i form af SU. I forhold til de øvrige nordiske lande er det samlede støtteniveau lidt højere, men sammensat med større vægt på stipendie og mindre vægt på studielån.

I kapitlet ses der på, hvordan det vil påvirke unges tilbøjelighed til at påbegynde og fuldføre en uddannelse, hvis uddannelsesstøtten omlægges, så studielån udgør en større andel af den samlede støtte.

Den samlede subsidiering af videregående uddannelser i Danmark vurderes at være højere end det niveau, der kan begrundes med hensynet til at modvirke de forvridende effekter af beskatning.

Et groft overslag baseret på de nuværende skattesatser taler for, at uddannelse alene af denne årsag bør subsidieres med mellem 30 pct. og 50 pct. afhængigt af hvor høj en marginalskat den færdiguddannede kan forvente at komme til at betale. Det anslås, at de videregående uddannelser i Danmark subsidieres med godt 60 pct. blandt andet som resultat af uddannelsesstøtte og uddannelser uden deltagerbetaling.

Støtteniveauet er formentlig også højere, end hvad der kan begrundes med tilstedeværelsen af positive eksternaliteter tilknyttet uddannelse (eksempelvis i form af øget vidensspredning, hurtigere implementering af ny teknologi og reduceret kriminalitet).

Det er vanskeligt for den enkelte studerende at optage lån med sikkerhed i forventede fremtidige indtægter. I fravær af offentlig indgriben kan det føre til, at talentmasse går tabt. Det skaber et argument for, at staten yder statsgaranterede lån til studerende.

International forskning og beregninger i kapitlet tyder på, at uddannelsesstøtte – både i form af stipendier og lån – øger studieoptaget og mindsker frafaldet. Imidlertid påvirkes studieoptaget og gennemførelse kun i begrænset omfang af, om ydelsen gives som stipendium eller lån.

De offentlige udgifter ved at yde stipendier er væsentlig højere end ved at yde lån. På marginalen lader ændringer i retning af øget låneandel ikke til at påvirke andelen, der starter eller fuldfører en videregående uddannelse, i betydeligt omfang. Samtidig har personer med en videregående uddannelse set over et livsperspektiv udsigt til at opnå en høj indkomst. Dermed lader der ikke til at være hverken effektivitets- eller fordelingsmæssige argumenter imod at yde en større del af støtten som lån frem for stipendier.

Der er flere forhold, der taler for at en sådan omlægning med fordel kunne finde sted for studerende på kandidatuddannelser. Disse har begrænset usikkerhed om egne evner, bedre viden om fremtidige indkomstmuligheder og kan forvente, at blive blandt de bedst lønnede efter uddannelsens afslutning.

Omlægges studiestøtte i retning af at lægge større vægt på studielån, er der flere forhold, der bør overvejes. Det kan således være relevant at overveje at gøre stipendier afhængig af forældreindkomst. Det kan også overvejes, om tilbagebetaling af studielån bør gøres afhængig af den enkeltes indkomst efter endt uddannelse.