Kapitel III: Låneregulering på boligmarkedet

Kapitel III kort fortalt

Siden finanskrisen er der blevet større opmærksomhed om makroprudentiel regulering. Det skyldes en større forståelse for, at regulering ikke blot skal sikre den enkelte finansielle institutions sundhed (mikroprudentiel regulering), men også se på samspillet mellem de enkelte institutioner og dermed det samlede finansielle systems stabilitet. I kapitlet gennemgås de overordnede økonomiske principper og argumenter for reguleringen og den empiriske litteratur om virkningen af makroprudentielle instrumenter, der er målrettet låntagere på ejerboligmarkedet. Studierne bekræfter, at makroprudentielle tiltag har en effekt på udlån og boligpriser, men der er fortsat mange huller i vores viden om de samfundsøkonomiske nettovirkninger af instrumenterne.

Regulering af den finansielle sektor er vigtig for at begrænse risikoen for finansielle kriser. Der er imidlertid også omkostninger ved regulering af sektorens aktiviteter, idet en sådan regulering vil begrænse husholdningers og virksomheders muligheder for at udnytte kapitalmarkederne til at udligne forskellene mellem indtægter og udgifter over tid. Man bør derfor så vidt muligt afveje gevinster og omkostninger ved hvert enkelt tiltag, sådan at reguleringen på området hverken bliver mildere eller skrappere, end hvad der forekommer samfundsøkonomisk velbegrundet.

Udover kapital- og likviditetskrav til kreditinstitutterne findes en lang række andre instrumenter i den finansielle regulering, der direkte begrænser lån på boligmarkedet. Det er imidlertid ikke oplagt, at der er behov for sådanne yderligere begrænsninger på individers låntagning, hvis hensynet alene er at sikre den finansielle stabilitet. Der kan dog være andre samfundsøkonomiske grunde til at håndhæve sådanne låntagerbaserede begrænsninger. Det kan eksempelvis være et paternalistisk ønske om at forhindre husholdninger i at foretage dispositioner, som kan skade deres privatøkonomi på længere sigt.

Det er væsentligt, at begrundelsen for de enkelte eksisterende og eventuelle fremtidige tiltag på området angives klart, idet det er forudsætningen for at kunne lave en rationel bedømmelse af sådanne tiltags betimelighed. Forslag til ændringer af den finansielle regulering bør i princippet bygge på cost-benefit-analyser, der identificerer de forventede fordele og omkostninger. Den empiriske gennemgang i kapitlet viser imidlertid, at der fortsat er meget store mangler i den kollektive viden om virkningen af de forskellige reguleringsinstrumenter. Det er derfor vanskeligt at opstille udførlige og troværdige cost-benefit-analyser på området, og der er et klart behov for mere empirisk forskning på området.

Der er generelt mere fokus på restriktioner målrettet lån til ejerboliger end til erhvervsejendomme. Dette kan virke påfaldende, da lån til virksomheder udgør en betydelig del af de samlede udlån og historisk har været årsag til flere finansielle kriser. Større fokus på reguleringen af erhvervslivets låntagning kan derfor være relevant.