Et sundt landbrug i fremtiden

Rekordhøst, høje kornpriser og overskud på bundlinien – dette er nogle af overskrifterne i sensommerens aviser, når det gælder landbruget.

Landbruget i krise, stop for ny miljøtiltag og lempelse af jordskatterne – sådan var over-skrifterne for et halvt år siden, som førte til revision af Grøn Vækst pakken.

Hvad skal man tro på? Er landbruget virkelig i dyb krise, eller kan en sommer med høje kornpriser rette op på en uheldig udvikling? Og hvis landbruget er i krise, hvad så med miljømålsætningerne - skal de stå på standby, indtil økonomien er rettet op?

Der er blevet skrevet meget om landbrugets krise og fremtid i det sidste år. Der er ingen tvivl om, at landbruget står foran en række store udfordringer både på det økonomiske og miljømæssige område. Denne artikel bygger på analyserne om Landbrug i vismandsrap-porten Økonomi og Miljø 2010, og har til formål at forsøge at sætte fokus på problemerne for erhvervet og give nogle bud på, hvor vi ser landbruget bevæge sig hen.

Hvilken krise?

For at forstå den krise, landbruget er i nu, er det nødvendigt at træde et skridt tilbage og se på den historiske udvikling, ligesom sektoren må ses i en større sammenhæng.

Historisk set har landbruget været igennem en fantastisk udvikling i de sidste 100 år. Udvikling i teknologi og produktivitet har øget den samlede produktion og skabt et konstant pres på de globale priser på landbrugsprodukter. De faldende priser har igen skabt et behov for en høj produktivitetsvækst for at landbruget var rentabelt.[1] En produktivitets-vækst, som er skabt gennem en strukturel udvikling imod større, mere effektive landbrug og gennem fortsatte investeringer. Det har løbende presset landbruget, men den høje produk-tivitetsvækst har betydet, at dansk landbrug gennem tiden har kunnet matche de lavere priser ved at blive stadigt mere effektivt. Det har været en sund udvikling.

Der er desværre tegn på, at dansk landbrug i de sidste ti år har afveget fra denne udvik-ling. Produktivitetsvæksten er meget lav, omkostninger i produktionen er steget og det har ført til et faldende nominelt driftsafkast[2]. Derfor har den gennemsnitlige landmand reelt tabt penge på driften i de sidste 10 år.

Det negative resultat af driften har dog ikke været noget problem for mange landmænd, da jordpriserne er steget voldsomt i samme periode således at kapitalgevinsterne langt har oversteget tabet på driften. Landmændene er derfor bliver rigere, selv om en del ikke har tjent penge på driften. Det betyder, at mange landmænd har optaget store lån i de seneste år. Lån, der er blevet brugt til at investere i jord og teknologi - men også til at dække en urentabel produktion. Nu er udviklingen i jordpriserne vendt, og mange landmænd risikerer at blive enten teknisk insolvente eller er meget følsomme overfor rentestigninger, da de har optaget billige lån med fleksibel rente. Gældskrisen, landmændene står i, imidlertid et indivi-duelt problem og ikke en trussel for erhvervet. På længere sigt vil de urentable landmænd forlade erhvervet og en faldende jordpris vil føre til lavere omkostninger. Begge dele vil være til gavn for erhvervet. Der er ingen tvivl om, at det er barskt for den enkelte land-mand, men sådan er det private erhvervsliv nød til at fungere for at være effektivt.

Den faldende produktivitetsvækst er til gengæld et stort problem for dansk landbrug. Det er nødvendigt at produktivitetsvæksten kommer tilbage til tidligere tiders høje niveau, hvis dansk landbrug skal være konkurrencedygtigt i fremtiden. Den fremtidige rentabilitet af produktionen afhænger også af prisudviklingen på landbrugsvarer, som i øjeblikket er meget usikker. OECD forventer, at verdensmarkedspriserne for de fleste landbrugs-produkter fortsat vil falde - også selv om der i denne sommer har været historisk høje kornpriser.

Vejen ud af krisen

Men hvordan kan man bedst muligt sikre, at dansk landbrug igen opnår høj produktivitets-vækst? Ved at skabe de bedst mulige rammevilkår for erhvervet. Gode rammevilkår handler om at skabe fleksibilitet for landbrugsvirksomhederne og minimere administrative og reguleringsmæssige omkostninger i produktionen af landbrugsvarer. Samtidig skal land-bruget til stadighed leve op til kravene om reduceret miljøbelastning og et rimeligt niveau for dyrevelfærd.

I Økonomi og Miljø blev der peget på en friere selskabsdannelse som en måde at understøtte udviklingen hen imod brug med en bedre produktivitet. Det gennemsnitlige heltidslandbrug er i dag en virksomhed, hvor aktiverne andrager over 20 mio. kr., jf. Landbrugsregnskabsstatistikken. Det gør det meget svært at rejse den nødvendige kapital på egen hånd. Grøn Vækst åbnede muligheder for andre ejerformer, men der er stadig unødvendige begrænsninger. F.eks. kan man tillade at landbrug drives i egentlige aktie-selskaber, hvor driftslederen ikke nødvendigvis skal have bestemmende indflydelse. Ved at fjerne denne type begrænsninger vil landbruget også fremover kunne udvikle sig i retning af mere effektive brug.

Det er fremført, at en friere selskabsdannelse ikke er mulig på grund af den store special-viden mht. miljø og dyrevelfærd, der er nødvendig for at drive et landbrug. Det er selv-følgelig vigtigt, at landbruget overholder reglerne på disse områder. Men mange andre produktionsvirksomheder har også høje krav til overholdelse af kompliceret lovgivning, uden at deres ejerforhold er begrænsede. Det burde også kunne lade sig gøre i land-bruget. Eksistensen af strukturelle og ejermæssige begrænsninger viser, at der stadig ikke er gjort op med idealet om det danske familiebrug. Et ideal, der ikke spiller sammen med er dansk landbrug, som kan klare sig i konkurrencen med udlandet.

En anden vigtig del i at skabe gode rammevilkår for landbruget er at sikre, at omkostninger ved miljøregulering er så lave som mulige. Dette er ikke ensbetydende med at miljømålene skal slækkes, men stiller krav til viden om miljøtilstanden og sammenhængene mellem landbrugsproduktion og påvirkningen af miljø og natur, samt at denne viden kombineres med reguleringsordninger, hvor landmandens know-how udnyttes. Det vender vi tilbage til i de følgende afsnit.

Desuden skal EU's landbrugsstøtte nævnes. I dag gives hovedparten af støtten som tilskud til jordejere. Det betyder, at landbrugsstøtten bliver overvæltet i jordprisen, hvorfor prisen på jord inkluderer værdien af alle fremtidige udbetalinger af støtten og derved tilfalder de nuværende - og ikke de fremtidige - ejere. På denne vis bidrager støtten til fastholde eksisterende landmænd på deres ejendom - også selv om deres produktivitet er under gennemsnittet. Samtidigt gør støtten det mere omkostningsfuldt for ny landmænd at etablere sig og for eksisterende landmænd at udvikle deres bedrift. Derfor må det fortsat anbefales at arbejde for afvikling af EU's landbrugsstøtte eller at nyttiggøre den ved at omlægge den til at understøtte de løbende tilpasninger, som landbruget i EU står over for – herunder miljømålsætningerne. Også selv om denne dagsorden pt. er meget fraværende i EU.

Krisen og miljøet

I det seneste år har krisen i dansk landbrug kunnet mærkes i miljøpolitikken. Landbrugssektoren afviser at kunne bære højere omkostninger til miljøregulering og henviser til de dårlige tal på bundlinien og den vigende konkurrenceevne. Danmark har imidlertid en række nationale og internationale målsætninger på miljø- og klimaområder, hvor landbruget spiller en helt central rolle: Vandrammedirektivet, Habitatdirektivet, klima-mål og pesticidhandlingsplan kan ikke realiseres, uden at landbruget yder et afgørende bidrag.

Derfor står landbruget samlet set overfor nogle store udfordringer. Men vi mener ikke, at en grundlæggende strukturelt betinget krise giver noget argument for at udskyde målsæt-ninger til senere. Dette skyldes, at de landbrug, som udvikler sig gennem krisen også skal være de landbrug, som er i stand til at skabe et positivt driftsoverskud samtidig med at de opfylder det omgivende samfunds miljøkrav. Og ved at udskyde gennemførelsen af de mål, som vi har forpligtiget os til, fastholder vi blot ressourcer i erhvervet på trods af, at de ikke tjener samfundsøkonomien bedst muligt der.

Vandrammedirektivet

En hjørnesten i den danske miljøindsats på landbrugsområdet er den fortsatte indsats for at mindske udledningen af næringsstoffer til vandmiljøet. Denne indsats har stået på i 25 år, og landbruget har spillet en central rolle ved at halvere kvælstofudvaskningen frem til i dag. Den næste milepæl er i 2015, hvor Vandrammedirektivets målsætninger skulle være nået. For at nå den målsætning skal landbruget blandt andet reducere kvælstofudledningen til vandmiljøet yderligere med mindst 19.000 ton i løbet af de næste 5 år. Dette er meget ambitiøst. Derfor fremlagde Regeringen i den oprindelige version af Grøn Vækst en plan, hvor reduktionen i kvælstofudledning skulle nås gennem en kombination af obligatoriske og frivillige ændringer i driften samt en uspecificeret omlægning af den generelle kvælstof-regulering, hvor sidstnævnte skulle skaffe 10.000 ton af de 19.000 ton.

I Økonomi og Miljø 2010 blev en omlægning af den generelle kvælstofregulering diskuteret. Konklusionen var, at en ensartet regulering, som den nuværende kvælstofnorm, næppe er et realistisk middel, da det vil kræve en meget markant reduktion i kvælstofgødskningen. Det vil føre til meget høje omkostninger for den gennemsnitlige landmand og forringe konkurrenceevnen væsentligt. De meget høje omkostninger ved en generel, ensartet regulering skyldes de store forskelle i udledningen og derved reduktionspotentialet på forskellige lokaliteter. Som et alternativ kunne tænkes regionale differentierede kvælstof-kvoter, som handles indenfor f.eks. et vandopland. Der kan dog være væsentlige problemer i denne model, da de administrative omkostninger i form af overvågning og styring af de mange markeder, gør det til en dyr og kompleks løsning, som stadig ikke udnytter den store lokale variation i reduktionspotentialet, som findes på markniveau.

Derfor er det anbefalingen i Økonomi og Miljø 2010 at, at stort set hele reduktionen bør foregå gennem en lokal indsats. Det vil betyde, at nogle områder skal tages helt ud af drift, som dog kan kompenseres gennem EU's landbrugsordninger. Denne mulighed kan benyt-tes til at udtage de mest miljøfølsomme jorde af produktion permanent. Herigennem kompenseres de ejere, hvis jorde ikke længere skal dyrkes, og samtidig undgår resten af landbruget at blive pålagt uhensigtsmæssigt høje omkostninger til stramning af den generelle miljøregulering.

Ophør med landbrugsdrift på de miljøfølsomme jorder vil naturligvis være en udfordring for de landmænd, som berøres direkte, men det er ikke et samfundsøkonomisk problem. Tværtimod vil det være et problem, hvis man fra politisk hold søger at fastholde landbrugs-erhvervet på et givet aktivitetsniveau. Pointen er, at landbruget er et erhverv på linie med alle andre erhverv i Danmark, og hvis erhvervets rammevilkår ændrer sig enten ved faldende priser eller ændret miljøregulering, vil det kræve en tilpasning i aktiviteten. Herved frigøres ressourcer i form af arbejdskraft og kapital, som med tiden finder en mere hensigtsmæssig anvendelse andre steder i økonomien. At der så vil være landbrugs-arealer, som nu overgår til naturarealer, er blot udtryk for, at det omgivende samfund har ændret præferencerne for anvendelse af jorden til fordel for produktion af naturgoder frem for produktion af landbrugsvarer. Dette afspejler, at rammevilkårene for landbruget skal føre til den samfundsøkonomisk mest hensigtsmæssige anvendelse af ressourcer i land-bruget, hvilket ikke altid er sammenfaldende med de landbrugsøkonomiske interesser.

Fremtidens landbrug

Fremtidens landbrug i Danmark skal have gode muligheder for løbende at tilpasse strukturen. Herved sikres den produktivitetsudvikling, som er nødvendig for at erhvervet er konkurrencedygtigt i forhold til udlandet. Landbruget skal også leve op til det omgivende samfunds skærpede miljøkrav, og miljøkravene skal stilles på en måde, som sikrer, at målene nås samtidigt med at de samfundsøkonomiske omkostninger minimeres. En effekt heraf er, at der vil være områder, hvor dele af landbrugsjorden er overgået til naturformål. Dette er ikke det samme som at sige, at landbruget ikke må udvikle sig – tvært imod – men landbruget skal udvikle sig i de områder, hvor det er samfundsmæssigt hensigtsmæssigt. Søger man at modvirke denne udvikling ud fra kortsigtede ønsker om at hjælpe uproduktive landmænd, bliver det på lang sigt til skade for landbruget og for dyrt for Danmark.

[1] Det vil sige forholdet imellem, hvor meget input af arbejdskraft, kapital og materialer der bruges til at producere et output

[2] Det nominelle driftsafkast er forholdet mellem driftsoverskud og kapitalværdi