Har den finanspolitiske vagthund muskler nok?

DE FINANSPOLITISKE regler er blevet mere omfattende de senere år. Regelværket er komplekst, men skåret ind til benet kan de offentlige finansers sundhedstilstand vurderes ved at se på begreber som strukturel saldo, udgiftslofter og finanspolitisk holdbarhed. Finanspolitikken skal være langtidsholdbar, udgiftslofterne skal overholdes, og det strukturelle underskud må ikke være for stort.

Men hvem skal i grunden vurdere, om disse finanspolitiske mål overholdes? Det har Folketinget besluttet, at Det Økonomiske Råd skal. Det er vores opgave løbende at vurdere, om de offentlige budgetter og de kort-og langsigtede mål for de offentlige finanser overholdes. Loven om De Økonomiske Råd sikrer en høj grad af uafhængighed, og uafhængig kontrol bidrager til troværdighed.

Kompleksiteten i det finanspolitiske rammeværk er dog blevet så stor, og det kan være svært at overskue det hele. En forudsætning for, at vi kan varetage vores opgave, er derfor, at den nødvendige information er til stede. Vi har derfor gentagne gange påpeget behovet for afklaring af centrale begreber samt lettilgængelig og letforståelig dokumentation.

VURDERINGEN af den strukturelle saldo er en central del af vores opgave som finanspolitisk vagthund. Budgetloven foreskriver, at det er finansministeren, der fastlægger metoden til beregning af den strukturelle saldo. Selv om metoden ligger fast, er beregningen dog baseret på en lang række vurderinger. Derfor kommer vi frem til andre resultater end Finansministeriet. Andet ville også være underligt, og der ville ikke være nogen idé i, at vi blot skulle gentage Finansministeriets regnestykke.

En særlig udfordring ved brugen af den strukturelle saldo er, at revisioner er meget svære at komme uden om. Det gælder både i de historiske år og i fremskrivningerne. Der offentliggøres løbende nye data, og vi udvikler løbende vores metoder og dermed vurderingen af de underliggende strukturer i økonomien. Det giver anledning til revisioner - også i de år, der er gået.

Men også fremadrettet sker der ændringer i vurderingen af den strukturelle saldo. Nogle af ændringerne skyldes simpelthen, at den økonomiske politik er ændret, eller at forudsætningerne om demografi, oliepris eller andet skifter. Andre ændringer i den strukturelle saldo er sværere at forstå. Nogle af disse hænger sammen med, at Finansministeriets metode har en række svagheder.

En af svaghederne ved Finansministeriets metode er, at den bygger på en antagelse om en relativt entydig sammenhæng mellem konjunktursituationen og de offentlige finanser, som ikke er så entydig i virkeligheden. Metoden tager således ikke højde for, at effekten på den faktiske saldo af en given forbedring af konjunktursituationen afhænger af, om ændringen eksempelvis skyldes større forbrug eller højere eksport. Det betyder, at midlertidige forskydninger i efterspørgslens sammensætning kommer til at påvirke den beregnede strukturelle saldo, selv om der ikke er sket nogen reel ændring i de offentlige finanser. Det er blandt andet derfor, at vi også laver en beregning af den strukturelle saldo efter en alternativ metode. Den alternative metode, som vi grundlæggende foretrækker, er ikke på samme måde påvirket af efterspørgselsskift, og det er netop en af styrkerne ved den.

DET ER HELT rimeligt at diskutere, om vi lever op til rollen som finanspolitisk vagthund. Vi er blevet sammenlignet med en godmodig granddanois (Pol. 24.5.), og tilsyneladende er opfattelsen, at vi er for ufarlige, og at der burde være mere bid i vores kontrol. Nogle taler endda om, at der er brug for en kamphund.

Vores opgave er grundlæggende at kontrollere de offentlige finansers sundhedstilstand. Det gør vi først og fremmest ved at sammenholde udviklingen med de mål, der er sat for finanspolitikken. Vi gør det også ved at diskutere forskellige aspekter af det finanspolitiske rammeværk og eksempelvis pege på uklarheder i forbindelse med vedtagelsen af finansloven eller indgåelse af politiske aftaler.

Vi har foretaget disse vurderinger i 2 år, og vi har påpeget problemer. Der har ikke været godt nok styr på de offentlige investeringer, og regeringen har gentagne gange overskredet grænsen for den strukturelle saldo uden at forklare årsagerne til disse overskridelser. Men det overordnede billede er, at de offentlige budgetter er blevet overholdt, og at de offentlige finanser grundlæggende er sunde. Det ville være utroværdigt, hvis vi problematiserede den førte finanspolitik i en sådan situation.

Budgetloven skal evalueres inden for de nærmeste par år. Det giver anledning til at overveje, om kompleksiteten og rigiditeten i det finanspolitiske rammeværk er blevet for stor. Det vil også være en lejlighed til at diskutere, om vagthunden har tilstrækkelige muskler og udnytter de muskler, den har, på den rigtige måde.