Flygtninge og lavere skat er vidt forskellige ting

Beskæftigelsen er steget gennem de seneste par år, og der er udsigt til, at beskæftigelsen vil stige med omkring 230.000 personer frem imod 2025. Vi vurderer, at der fortsat er ledig kapacitet i dansk økonomi, men det præcise omfang er usikkert, og der meldes i stigende grad om mangel på arbejdskraft.

Derfor maner vi til forsigtighed, og med udsigt til en markant fremgang i beskæftigelsen vurderer vi ikke, at der er behov for at lempe finanspolitikken i forhold til det planlagte forløb. I øvrigt er afstanden til de underskudsgrænser, der gælder i finanspolitikken ikke stor, så der er heller ikke meget plads til at lempe finanspolitikken, hvis man måtte ønske det

Mads Lundby Hansen og Jørgen Sloth Bjerre Hansen fra CEPOS stillede os i Børsen i sidste uge to spørgsmål.

Det ene spørgsmål går på, hvordan vi på den ene side kan advare mod ufinansierede skattelettelser, når vi på den anden side mener, at det kan forsvares at underskudsfinansiere en midlertidig stigning i udgifterne til flere flygtninge. Er det udtryk for, at vi foretrækker højere udgifter frem for lavere skat? Nej.

Vi gør i vismandsrapporten opmærksom på i, at både besparelser og højere skatter er alternativer til en kortsigtet underskudsfinansiering af flygtningeudgifterne.

Når vi alligevel åbner for en kortsigtet underskudsfinansiering som en mulighed for netop flygtningeudgifterne, er det fordi de i særlig grad er vanskelige at forudsige og styre på kort sigt. Og så er det noget der i høj grad kommer til os ude fra. Det er dermed noget andet end skattelettelser, som man jo selv bestemmer, hvornår man vil sætte i værk.

Finansiering gennem råderum
Det andet spørgsmål drejer sig om, hvordan vi ser på finansiering ved hjælp af det såkaldte ”råderum”.

”Råderummet” er ikke et særligt veldefineret begreb, men det handler grundlæggende om, hvorvidt man med givne forudsætninger om væksten i de offentlige udgifter, vurderer, at man vil nå de mellemfristede mål for de offentlige finanser. Hvis der er udsigt til en overopfyldelse af målene, så kan man argumentere for, at der er et ”råderum” i forhold til de givne forudsætninger.

I dag er der bred accept af et mål om balance i 2020, og den økonomiske politik tilrettelægges, så det mål forventes at blive nået. I praksis betyder det, at de udgiftslofter, der begrænser de offentlige udgifter i de kommende fire år, fastsættes, så målet nås. Man kan lidt firkantet sige, at de mellemfristede mål i samspil med de forventede skatteindtægter, sætter en ramme for, hvor stor væksten i det offentlige forbrug må være i gennemsnit frem imod 2020.

Når regeringen efter sommerferien fremlægger en 2025-plan, vil den sandsynligvis indeholde et mål for saldoen i 2025. Hvis man i planen lægger til grund, at de offentlige udgifter vokser relativt lidt frem til 2025, kan der blive plads til skattelettelser indenfor det politisk fastsatte mellemfristede mål. Det er det, man ofte omtaler som et ”råderum”, og som man formentlig gerne vil anvende i en kommende skattereform.

Tidsforskel udgør udfordring
Der er imidlertid mindst to udfordringer ved at finansiere skattelettelser på den korte bane med det ”råderum”, der måtte fremkomme ved en lav udgiftsvækst i perioden 2021-25.

For det første er der den tidsmæssige forskel mellem skattelettelserne og finansieringen. Hvis en skattereform underfinansieres på kort sigt, vil det indebære en lempelse af finanspolitikken. Det vil umiddelbart øge underskuddet på de offentlige finanser og øge presset på arbejdsmarkedet. Det vurderer vi, som nævnt, ikke er hensigtsmæssigt i den nuværende økonomiske situation.

For det andet kan finansieringen ligge så langt ud i fremtiden, at den ikke kan besluttes i Folketinget. Der er en asymmetri mellem at vedtage skattelettelser nu og aftale at finde finansieringen senere. Det er i praksis ikke muligt på nuværende tidspunkt at vedtage lavere offentligt forbrug efter loftårene, der aktuelt kun går frem til 2019. For at håndtere denne asymmetri er det vigtigt, at finansieringen er eksplicit indskrevet i skatteaftalen, og at der helst står et bredt flertal bag aftalen.

Hvis man ville være helt sikker på, at finansieringen er på plads kunne man vælge at gå skridtet videre og gøre skattelettelserne betingede af, at udgiftslofterne reduceres, sådan at det mellemfristede mål nås. Det ville være i endnu bedre overensstemmelse med det forsigtighedsprincip, der blandt andet ligger bag budgetloven, som Det Økonomiske Råd et blevet sat til at overvåge bliver overholdt.

Uanset, hvordan man gør det, så er det vigtigt at have fokus på finansieringen. Den bør stå knivskarp, så politikerne ikke risikerer at dele penge ud uden at fortælle, hvordan regningen skal betales.