Staten kan få langt mere ud af nordsøolien

Olie- og gasressourcerne i Nordsøen udgør en meget stor værdi for samfundet. Den præcise størrelsesorden kendes ikke – både fordi vi ikke har fuld viden om, hvor meget olie og gas, der kan udvindes, og fordi der er usikkerhed om den fremtidige udvikling i olie- og gaspriserne.

Et realistisk – men usikkert – bud er, at værdien af olie- og gasressourcerne i Nordsøen svarer til omkring halvdelen af Danmarks bruttonationalprodukt – omkring 900 mia. kr. Og det er vel at mærke efter, der er taget højde for alle omkostninger forbundet med at udvinde olien og gassen herunder normal forrentning af den investerede kapital.

Den store værdi af naturressourcerne er udtryk for, at udvinding af olie og gas giver en indtjening, som ligger langt ud over den normale forrentning i andre erhverv. Denne ekstraordinære indtjening kaldes ressourcerenten, og den skyldes grundlæggende, at olie og gas kun findes i begrænsede mængder. Af den seneste vismandsrapport fremgår det, at udvindingserhvervene i årene 2004-10 i gennemsnit har haft et afkast af den investerede kapital efter skat på knap 24 pct. Det er ca. tre gange så højt som afkastet før skat i industrien.

Naturressourcerne er samfundets ejendom, og som udgangspunkt bør den ekstraordinære indtjening – ressourcerenten – tilfalde staten. Et naturligt udgangspunkt for beskatningen af værdierne i Nordsøen er således, at den del af ressourcens værdi, der er tilbage, når udvindingsselskaberne har fået en rimelig forrentning af deres investeringer, bør tilfalde staten.

Man kan sammenligne forholdet med andre områder, hvor statslige institutioner køber tjenesteydelser fra private. Staten har en forpligtelse til at sikre, at den ikke betaler unødigt mange penge for de givne ydelser.

Plads til højere beskatning

Det høje efter-skat-afkast i udvindingserhvervene er udtryk for, at staten med den nuværende beskatning langt fra inddrager hele den ekstraordinære indtjening, der er i aktiviteterne i Nordsøen.

Det betyder, at der er et betydeligt spillerum for en højere beskatning i forhold til det nuværende niveau. I 2001 fremlagde det såkaldte kulbrinteskatteudvalg beregninger baseret på en effektiv skat på ressourcerenten på 84 pct.

I Norge betyder den direkte statsdeltagelse, selskabsskatten og særskatten på Nordsøudvindingen tilsammen ifølge beregningsforudsætningerne i den seneste vismandsrapport en marginal skat på ressourcerenten på 85 pct. Hertil kommer mere beskedne indtægter fra afgifter og udbytte fra Statoil. Ifølge det norske nationalbudget for 2012 anslås den samlede norske værdi af den fremtidige udvinding at være på 4.000 mia. norske kroner og statens andel heraf godt 3.500 mia. kr., svarende til en andel af ressourcerenten på 87½ pct.

Det er langt over det nuværende danske niveau. Beregninger i den seneste vismandsrapport kommer under forskellige antagelser frem til effektive skattesatser på den danske ressourcerente i størrelsesordenen 60-70 pct.

En god forretning

Normalt er et argument imod høj beskatning, at en høj skat påvirker aktiviteten negativt. I det konkrete tilfælde kunne man frygte, at en høj skat på aktiviteterne i Nordsøen ville betyde for lav efterforsknings- og udvindingsaktivitet.

Heldigvis findes der en beskatningsform, der hverken tilskynder til for mange eller for få investeringer (set i forhold til det samfundsøkonomisk set optimale niveau), et såkaldt neutralt skattesystem. I 2001 udarbejdede kulbrinteskatteudvalget en grundig rapport, som beskrev, hvordan en sådan skat kan indrettes. Et nøgleelement er, at virksomhederne bør kunne fratrække en beregnet normalforrentning af deres investeringer i skattegrundlaget.

Det nuværende skattesystem afviger på flere punkter fra det neutrale system, som kulbrinteudvalget i sin tid anbefalede. I det nuværende system kan virksomhederne fratrække forrentningen af de investeringer, der er lånefinansieret (da renteudgifter er fradragsberettigede), mens der ikke er fradrag for normalforrentningen af egenkapitalen. En anden særlig regel er, at man kan fratrække mere end de samlede investeringsomkostninger, nemlig i alt 130 pct.

5-10 mia. kr. mere om året

Afvigelserne fra den neutrale skat gør, at investeringsbeslutninger, der træffes i udvindingsselskaberne, typisk vil afvige fra det samfundsøkonomisk optimale. Det er i den forbindelse måske værd at gøre særligt opmærksom på, at for mange investeringer er lige så lidt ønskelige som for få: Skattesystemet bør ikke tilskynde til investeringer, der kun er rentable, fordi der er en skattemæssig gevinst, og hvor de samfundsmæssige omkostninger derfor på forhånd må forventes at være større end gevinsten. Det gælder således ikke om at hente så meget som muligt af den olie op, som befinder sig i Nordsøen, men om at hente så meget op, som er en god forretning ud fra en samfundsøkonomisk betragtning.

Den nye regering har nedsat et embedsmandsudvalg, der skal kigge beskatningen af aktiviteterne i Nordsøen efter i sømmene. Dette er fornuftigt. Den nuværende beskatningsmodel indebærer, at investeringsomfanget er påvirket i forhold til det samfundsøkonomisk optimale. Samtidig betyder den nuværende beskatning, at statens andel af den ekstraordinære indtjening – ressourcerenten – er væsentligt mindre, end den f.eks. er i Norge.

Rettes beskatningen mod ressourcerenten på et niveau svarende til det norske, vil staten i de kommende 10-20 år kunne imødese en merindtægt på 5-10 mia. kr. om året, svarende til en permanent forbedring af de offentlige finanser på ca. 2 mia. kr.

Ud fra en rent økonomisk betragtning er der ingen tvivl: Der er en bedre beskatningsmodel end den nuværende, og beskatningens niveau bør sikre staten en væsentlig større del af overskuddet i Nordsøen.

Der er imidlertid et aber dabei. Aftalen om udvindingsrettigheder og beskatning indgået i 2003 mellem den daværende regering og Dansk Undergrunds Consortium indeholder en såkaldt kompensationsklausul. Denne lægger en række begrænsninger på mulighederne for at ændre beskatningsforholdene i Nordsøen. Det er selvfølgelig vigtigt, at staten opfattes som en pålidelig aftalepartner, så jurister og politikere må vurdere hvilke muligheder for skærpet beskatning, disse begrænsninger efterlader.