Vismænd er ikke modstandere af vedvarende energi - men indsatsen skal give mening

Den seneste vismandsrapport indeholdt en analyse af støtten til vedvarende energi. Reaktionerne har kunnet give indtryk af, at vismændene skulle være modstandere af vedvarende energi og af en ambitiøs klimapolitik. Dette er meget langt fra sandheden.
 

Vi anfægter ikke klimaeksperternes udsagn om, at den globale opvarmning er et alvorligt problem, og at der er behov for hurtig handling. Tværtimod lægger vi dette til grund. Afbrændingen af kul, olie og gas skal nedbringes markant indenfor en begrænset årrække, og derfor er der brug for forpligtigende internationale aftaler om og effektive systemer til nedbringelse af drivhusgasudledningerne. Reduktionerne må i sagens natur overvejende påhvile de mest udviklede lande, herunder EU-landene.
 

EU har en målsætning om inden 2050 at reducere CO₂-udledningen med 80 til 95 pct. i forhold til 1990. Skal denne målsætning opfyldes, må vedvarende energi spille en langt større rolle end i dag, og det vil kræve markante, bekostelige omstillinger. På vejen mod målet er der vigtigt at benytte så effektive redskaber som muligt.
 

EU’s kvotesystem er et effektivt redskab, fordi det etablerer én fælles pris på CO₂-udledning i hele kvotesektoren. Nogle påstår, at systemet er brudt sammen, fordi kvoteprisen er lav, og der er et ophobet overskud af kvoter. Den lave kvotepris er bl.a. et resultat af flere år med europæisk lavkonjunktur, der har dæmpet efterspørgslen. Kvoteoverskuddet er udtryk for, at mange forventer en fremtidigt højere kvotepris. Det betyder, at det kan betale sig at anskaffe og gemme kvoter, hvilket bidrager til at holde prisen oppe. Så længe de kvoteomfattede virksomheder overholder afleveringsforpligtigelsen for kvoter, vil CO₂-udledningen fra kvotesektoren ligge under det fastsatte loft, hvorfor systemet faktisk fungerer.
 

Alligevel er den lave kvotepris begrædelig og kan ses som udtryk for, at ambitionsniveauet i europæisk klimapolitik i virkeligheden ikke er så højt. Hvis ambitionsniveauet ønskes hævet, kan de europæiske politikere beslutte at sænke kvoteloftet hurtigere, end der aktuelt er lagt op til. Det ville føre til en højere kvotepris og en stærkere tilskyndelse til at skifte til vedvarende energi og udvikle nye teknologier. Og udledningen af CO₂ ville falde.
 

Skal vi opfylde EU’s klimamål for 2050, er det nødvendigt, at de aktuelle forhandlinger om EU’s klimapolitik fører til aftale om markante reduktioner frem mod 2030. Udmeldingen om et reduktionsmål på 40 pct. i 2030 tolker vi som et godt tegn. Kvotesystemet må – gerne i en udvidet udgave – være et hovedredskab til opnåelse af målet.
 

Et godt spørgsmål er, hvad Danmark kan gøre – og hvad vi ikke bør gøre. Vismændene har flere gange påpeget, at offentlig støtte til vedvarende energi i kvotesektoren er problematisk. Dansk støtte til vindproduceret el har ingen direkte klimaeffekt. Flere vindmøller reducerer behovet for CO₂-kvoter i Danmark, men de frigivne kvoter vil på et eller andet tidspunkt blive brugt andre steder i Europa. Bundlinjen er, at CO₂-udledningen i Europa over tid ikke afhænger af antallet af danske vindmøller, men af det udstedte antal kvoter.
 

Nogle fremfører, at Danmark bør være et ”foregangsland” og støtte vedvarende energi i kvotesektoren, selv om det ikke har en direkte CO₂-effekt. Herved kan vi demonstrere, at det ikke er så dyrt at gå langt med omstillingen til vedvarende energi. Argumentet er tvivlsomt: Det kan også være, at Danmark ved at gå foran kommer til at vise, at det er forbundet med betydelige omkostninger at gennemføre en ekstra grøn omstilling. Eksempelvis blev vindmøllerne ved Anholt kun opført, fordi der blev givet en garanteret afregningspris, der ligger langt (aktuelt tre gange) over markedsprisen på el.
 

Et andet fremført argument er, at støtten til vedvarende energi i kvotesektoren bidrager til den globale teknologiudvikling, som i sidste ende skal løse klimaproblemet. At gammeldags, national og teknologispecifik erhvervsstøtte skulle virke teknologifremmende er helt udokumenteret. Man kunne med større ret mene, den var teknologifastholdende netop ved at støtte anvendelsen af allerede udviklet teknologi. Det kræver i hvert fald en meget overbevisende argumentation at aflive den oplagte forhåndsformodning, at de samme midler brugt direkte på forskning og udvikling ville frembringe mere ny teknologi. En tysk ekspertkommission har netop analyseret den tyske støtte til vedvarende energi og ikke fundet belæg for, at støtten skulle virke teknologifremmende.
 

Omstillingen til et fossilfrit samfund kan ikke undgå at medføre store omkostninger. Det er derfor vigtigt at være omkostningsbevidst. Vi opfordrer derfor de danske politikere til at genoverveje støtten til vedvarende energi, herunder til de planlagte havvindmølleparker Horns Rev 3 og Krigers Flak. Den danske klimapolitik bør efter vores mening underbygge – ikke undergrave – EU’s kvotesystem, og danske politikere bør internationalt arbejde for klare – og meget gerne ambitiøse – klimamål. Danmark kunne eksempelvis arbejde for, at EU's 2030-reduktionsmål for drivhusgasser skærpes fra 40 pct. til 45 pct.

Ønsker Danmark at gå længere, end EU’s klimapolitik lægger op til, bør fokus rettes mod de dele af økonomien, der ikke er omfattet af kvotesystemet. Reducerede danske udledninger fra transport, individuel boligopvarmning og landbrug vil i det mindste have en direkte effekt på den samlede europæiske drivhusgasudledning.