Dansk Økonomi, forår 2014

Kapitel II: Holdbarhed og generationer

Hovedbudskaber

  • Finanspolitikken er grundlæggende langtidsholdbar. Men der er udsigt til, at den offentlige saldo i en længere periode vil vise et underskud, der klart overstiger budgetlovens underskudsgrænse på ½ pct. af BNP
  • Traditionelle virkemidler til at forbedre den offentlige saldo - højere skatter eller lavere udgifter - vil påvirke den intergenerationelle fordeling. Sådanne tiltag vil indebære en omfordeling af ældre til yngre generationer
  • Et alternativ kan være at rykke beskatningen af ratepensioner frem. Det vil principielt ikke påvirke generationsfordelingen

Indhold af kapitel II

Formandskabet  vurderer, at den nuværende finanspolitik grundlæggende er holdbar. Beregningen af den langsigtede udvikling i de offentlige finanser inddrager betydningen af den demografiske udvikling og bygger i øvrigt på planlagt politik og neutrale antagelser om finanspolitikken. Fremskrivningen viser, at der er behov for en permanent forbedring af de offentlige finanser på 0,1 pct. af BNP.

Det er stort set den samme vurdering som i  Dansk Økonomi, foråret 2013.

Hængekøje i den offentlige saldo - konflikt med budgetlovens underskudsgrænse

Fremskrivningen viser, at den offentlig saldo fra slutningen af 2020'erne vil udvise et underskud, der igennem et par årtier overstiger budgetlovens underskudsgrænse på ½ pct. af BNP. Trods dette brud på budgetloven er der ikke udsigt til, at den offentlige bruttogæld vil overstige EU reglerne grænse på 60 pct. af BNP.

Hængekøje kan modvirkes ved at ændre pensionsbeskatningen

Principielt kan den offentlige saldo forbedres, hvis man ændrer beskatningsreglerne for ratepensioner. Ændres beskatningen, så skatten forfalder ved indbetalingstidspunktet frem for ved udbetaling, vil det forbedre den offentlige saldo. En sådan ændring vil principielt ikke have realøkonomiske konsekvenser. 

Det anbefales dog ikke at ændre skattereglerne på nuværende tidspunkt. Men hvis man i løbet af 2020'erne fortsat har udsigt til underskud, der bryder på reglerne, kan en ændring i pensionsbeskatningen være at foretrække frem for traditionelle finanspolitiske stramninger.

Historiske generationsregnskaber

Kapitlet indeholder, udover beregningen af den finanspoltiske holdbarhed, et generationsregnskab. Det beskriver livsvilkårene for generationerne født i 1930 frem til de årgange, der fødes i 2030. Beregningerne dækker både udviklingen i indkomster og generationernes nettebetalinger til eller fra den offentlige sektor.


Dokumentationsnotater mm.

Del af
Publikationens forside - Dansk Økonomi, forår 2014

Dansk Økonomi, forår 2014