Dansk Økonomi, efterår 2014

Kapitel I: Konjunkturvurdering

Hovedbudskaber

  • Den forventede vækst i dansk økonomi de kommende år er lavere end vurderet for et halvt år siden, men den underliggende udvikling i dansk økonomi er noget bedre end det billede, som nedjusteringen tegner.
  • Formandskabet for De Økonomiske Råd vurderer, at den planlagte finanspolitik vil gå til grænserne - både hvad angår den faktiske og den strukturelle saldo. Det kan ikke udelukkes, at der bliver behov for at stramme finanspolitikken i 2016.
  • Formandskabet anbefaler, på baggrund af analyser i kapitlet, at der bør være en grænse for, hvor stor en del af et boliglån man kan tage med variabel rente.  Grænsen skal styrke den makroøkonomiske stabilitet.   

 

 

 

 

 

Kapitel I kort fortalt

Det Økonomiske Råds formandskab vurderer, at væksten i dansk økonomi vil blive omkring ½ pct. i 2014 og omkring 1½ pct. i 2015. Den underliggende udvikling i produktionen i de private byerhverv er bedre, end vækstraterne for BNP indikerer. Det skyldes blandt andet, at BNP bliver trukket ned, fordi Nordsøproduktionen falder i disse år. Frem imod 2020 ventes beskæftigelsen at stige med 185.000 personer - dels fordi konjunktursituationen ser ud til at blive normaliseret, dels fordi den strukturelle beskæftigelse vil stige.

Finanspolitikken går til grænsen

Formandskabet vurderer på baggrund af en gennemgang af de offentlige finanser (i afsnit I.6), at de væsentligste udfordringer for finanspolitikken er den faktiske saldo, hvor der er risiko for et underskud nær eller over 3 pct. i 2015 og 2016, og den strukturelle saldo, hvor underskuddet ligger tæt på budgetlovens grænse på ½ pct. af BNP i både 2014, 2015 og 2016. Formandskabet vurderer, der er risiko for, at der i 2016 må strammes mere end det, regeringen lægger op til.

Lånegrænser kan være en god ide

Formandskabet anbefaler, at man indfører en lånegrænse på lån med variabel rente. Det er baseret på en analyse af, hvordan realkreditgælden er fordelt på familier og lånetyper og et hensyn til den makroøkonomiske stabilitet (afsnit I.4).

Udviklingen i arbejdsstyrken

En analyse i kapitlet sætter særligt fokus på udviklingen i arbejdsstyrken (afsnit I.3). Analysen viser, at arbejdsstyrken i 2012 var reduceret med 65.000 personer som følge af den dårlige konjunktursituation. Årsagen er, at den dårlige konjunktursituation i høj grad har øget antallet af studerende og ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere.

Aspekter af budgetloven

Budgetloven diskuteres i et særligt afsnit (afsnit I.7).  Formandskabet peger blandt andet på, at der er behov for at klargøre en række forhold, herunder håndtering af skatteudgifter i forhold til udgiftslofterne og i forhold til retningslinjerne for gennemførelse af tiltag med virkning for den strukutrelle saldo, efter finanslovsforslaget er fremlagt.

 

Del af
Publikationens forside - Dansk Økonomi, efterår 2014

Dansk Økonomi, efterår 2014