Stram nu op på EU's kvotesystem

Der er landet en global klimaaftale ved det store klimamøde (COP21) i Paris. Aftalen er både interessant og løfterig, men dens effektivitet vil afhænge af ambitionsniveauet i de klimaplaner, som landene har forpligtet sig til at formulere.

De rige lande kan ved tidligt at anlægge en tydeligt ambitiøs praksis gøre deres for, at det udviklingsspor, der vokser ud af Parisaftalen, bliver ambitiøst. Og EU kan bidrage ved snarligt at foretage en ensidig og markant opstramning af sin energi- og klimapolitik. Vi giver nedenfor et operationelt bud på, hvordan det kan gøres.  

Parisaftalen omfatter stort set alle verdens lande, som med aftalen har forpligtet sig til at indmelde planer for udviklingen i deres udledninger af klimagasser.

Planerne udformes af landene selv, uden at der er aftalt bindende reduktionsmål. Det nye er, at alle lande nu forpligter sig til at udarbejde sådanne selvdefinerede planer, at planerne løbende kontrolleres, at planerne skal revideres hvert femte år, og at revisionerne kun må forstærke – ikke svække – målsætningerne.

Det reduktionspotentiale, der ligger i, at næsten alle lande er med og løbende skal stramme deres planer, er baggrunden for, at Parisaftalen udtrykker håbet om, at temperaturstigningerne kan holdes under 1½ grader. Men hvis dette håb skal opfyldes, vil det kræve markant forstærkede indsatser. Det er der desværre ingen garanti for.

Man kan således forestille sig to spor efter Paris:
Et med lidet ambitiøse planer som i ringe grad følges op af konkret implementering, hvor landene vogter på hinanden og hver for sig ikke ønsker at være det første til at forpligte sig på store reduktioner. Og et andet hvor de indmeldte planer er ambitiøse og følges op af konkrete handlinger, og hvor landene inspireret af andre landes ambitiøse indmeldinger motiverer hinanden til at målsætte og realisere store reduktioner. Ambitionsniveauet i de første reaktioner på Parisaftalen kan meget vel blive afgørende for, om det bliver det første eller det andet spor, der bliver fulgt. Her har EU muligheden for at gå foran med formulering af ambitiøse, mere vidtgående mål og ved at følge op på målene med en effektiv implementering.

EU erklærede sig allerede ved indmeldingen af 2020-målene villig til at hæve ambitionsniveauet, hvis andre lande påtog sig sammenlignelige og passende forpligtelser. Med Parisaftalen kan man sige, at denne forudsætning nærmer sig en opfyldelse.

Konkret kan EU vælge at gå foran ved her og nu at foretage en større og permanent reduktion i antallet af kvoter indenfor EU's kvotesystem. Kvotesystemet regulerer over halvdelen af EU’s udledninger af drivhusgasser og omfatter de over 11.000 virksomheder, der er de største udledere af klimagasser i EU.

En markant reduktion af kvoteudbuddet vil være et klart signal om handling fra EU, der kan bidrage til, at det er det ambitiøse klimaspor, der realiseres efter Parisaftalen. Ved at lægge indsatsen i kvotesektoren, vil opstramningen kunne nås inden 2020, og samtidig vil en reduktion i antallet af udstedte kvoter være teknisk og administrativt enkel at foretage.

En reduktion af kvoteudbuddet vil samtidig – som en vigtig sidegevinst – kunne skabe større troværdighed om kvotesystemet som et primært og omkostningseffektivt styringsmiddel til drivhusgasreduktioner i EU.

Kvoteprisen har i flere år været lav, hvilket skyldes en kombination af den økonomiske krise, nationale støtteordninger til vedvarende energi i kvotesektoren og for lave ambitioner ved fastlæggelsen af kvoteudstedelsen.

Den lave kvotepris er et resultat af disse forhold og ikke udtryk for, at kvotemarkedet fungerer dårligt. Men den lave pris har betydet, at der er sat spørgsmålstegn ved kvotesystemets troværdighed, og det er et problem. Hvis folk ikke tror på systemets fremtid, så vil de ikke købe kvoterne med henblik på senere salg, og så bliver kvoteprisen lavere, end den egentlig skulle være.

Færre kvoter vil i sig selv bidrage til en højere kvotepris her og nu, men nok så vigtigt vil et markant udtag af kvoter sende et klart signal om, at kvotesystemet er kommet for at blive. En genskabt troværdighed omkring systemet vil samtidig i sig selv kunne bidrage til at skabe en højere kvotepris.

Der er yderligere perspektiver i denne handlemulighed for EU:
En hovedudfordring ved at nå de store reduktioner, Parisaftalen lægger op til, er at sikre, at reduktionerne undervejs frem mod en stort set fossilfri verden foretages omkostningseffektivt, dvs. så billigt som muligt. Her er EU’s kvotesystem et i praksis unikt reguleringsinstrument, fordi det netop sikrer, at prisen for at udlede en ton CO₂ er den samme overalt indenfor systemet.

Det er samtidig et system, som hen ad vejen kan udvides til at omfatte større dele af udledningerne og til at omfatte flere lande, som derved får mulighed for at realisere deres klimaplaner mere omkostningseffektivt.