Vismænd: Længere dagpengeperiode i dårlige tider

Den automatiske justering efter konjunkturerne kan med fordel tage udgangspunkt i den model, som Arbejdsmarkedskommissionen foreslog tilbage i 2009. Ifølge den har en ledig ret til dagpenge i en fast minimumsperiode, men hvis ledigheden er nået over et på forhånd specificeret niveau ved udgangen af dagpengeperioden, vil den blive forlænget, eksempelvis med et halvt år. Og der kan evt. være flere forlængelser.

Når konjunkturreguleringen bør foregå efter på forhånd fastlagte regler, er det fordi, det vil reducere behovet for politiske snuptagsløsninger og skabe større klarhed – og dermed også bedre incitamenter til jobsøgning – for den enkelte ledige. De senere års midlertidige forlængelser af dagpengeperioden og indførelsen af uddannelsesydelsen og arbejdsmarkedsydelsen kan ses som udtryk for, at der politisk er et ønske om at gøre dagpengesystemet mere lempeligt under en lavkonjunktur, hvor det er forholdsvis svært at finde et job.

Der er flere årsager til, at dagpengeperioden bør være konjunkturafhængig.

Et konjunkturafhængigt dagpengesystem bidrager til, at ledige i forskellige konjunktursituationer reelt stilles mere lige. Under lavkonjunkturer er de lediges sandsynlighed for at finde beskæftigelse mindre end under en højkonjunktur, og der er dermed større risiko for, at en ledig når at opbruge den to-årige dagpengeret. Med en konjunkturafhængig dagpengeperiode, forbedres arbejdsløshedsforsikringen, fordi der er mest dækning der, hvor der er størst behov for den. Det er i sig selv velfærdsforbedrende.

Et konjunkturafhængigt dagpengesystem vil medføre større udsving i beskæftigelsen, og det kan ikke endegyldigt fastlægges, hvordan den gennemsnitlige beskæftigelse over konjunkturerne påvirkes. Beskæftigelsen reduceres således under en lavkonjunktur, hvor den i forvejen er lav, på grund af lavere jobsøgning som følge af den længere dagpengeperiode. Effekten kan dog være begrænset, da der i forvejen er relativt få ledige stillinger at søge. Den lavere beskæftigelse under en lavkonjunktur vil endvidere modsvares af, at beskæftigelsen øges under højkonjunkturer, hvor der er gode muligheder for at finde job. Selv om det ikke kan rodfæstes rent empirisk, er det plausibelt, at den sidste effekt er den stærkeste. I så fald vil en konjunkturmodløbende dagpengeperiode forøge den strukturelle beskæftigelse.

Og det er vigtigt at bemærke, at en konjunkturafhængig dagpengeperiode ud fra de empiriske resultater, om hvordan søgeadfærd og stillingsopslag påvirkes, sandsynligvis er velfærdsforbedrende, selv hvis den ikke forøger den strukturelle beskæftigelse. 

Et kritikpunkt mod et konjunkturafhængigt dagpengesystem er, at det kan svække lønfleksibiliteten. Når ledigheden i en lavkonjunktur er høj, er der behov for en nedadgående tilpasning i reallønnen for at styrke konkurrenceevnen. Når dagpengesystemet gøres mere generøst i en sådan situation, vil det svække det nedadgående lønpres, hvilket kan føre til, at lavkonjunkturen forlænges. Dette bør dog ikke være en reel bekymring med det her skitserede system, hvor det er periodelængden, der justeres efter konjunkturerne. En længere dagpengeperiode medfører således ikke, at dagpenge­systemet bliver mere generøst for den store del af arbejdsstyrken, der kun rammes af relativt kortvarig ledighed.

I et konjunkturafhængigt dagpengesystem bør det være den samlede ledighed (og evt. andre indikatorer), dagpengeperioden reguleres efter, mens regions- eller brancheopdelte ledighedsniveauer ikke bør inddrages. Det vil nemlig svække arbejdskraftens geografiske og branchemæssige mobilitet og føre til øget strukturel ledighed og lavere produktivitet. I Canada eksisterer et relativt sofistikeret konjunktur­afhængigt dagpengesystem, som inddrager den regionale ledighed. Når det canadiske system er indrettet således, skal det ses i lyset af landets størrelse. De relevante canadiske regioner er arealmæssigt i gennemsnit fire gange så store som Danmark.

Et konjunkturafhængigt dagpengesystem vil sikre mere ensartede vilkår for ledige i forskellige konjunktursituationer. Dette kan gøre medlemskab af A-kasser mere attraktivt, og modellen kan designes, så de offentlige finanser ikke forværres i gennemsnit over konjunkturcyklen. Samtidig vil indførelsen af et konjunkturafhængigt dagpengesystem, styret efter faste regler, reducere incitamentet til politiske snuptagsløsninger, der svækker gennemskueligheden på arbejdsmarkedet. Vi anerkender, at der er visse udfordringer forbundet med den praktiske implementering af et sådant dagpengesystem, men vi vurderer, at de ikke er større end, at fordelene så klart opvejer ulemperne.