Boligejere med havudsigt bør betale mere

Danmark er et af de lande i verden med længst kystlinje relativt til areal - vi er en usædvanlig kystvendt nation. Derfor bør det vække til eftertanke, når klimafremskrivninger viser, at højvandstande, der i dag anses for at være 100-års hændelser i Danmark, vil være 10-års hændelser om 50 år. Tilsvarende ventes en 100-års hændelse i 2073 at svare til en 5.000 års hændelse i dag.

Hvad vil de økonomiske konsekvenser være af et sådant skift? Hvordan kan man prøve at imødegå konsekvenserne? Disse spørgsmål vil vi adressere i det, der følger, baseret på vores seneste miljøøkonomiske rapport.

De økonomiske konsekvenser af højvandstilstande er allerede i dag i milliardklassen. For at opnå en fornemmelse af, hvad fremtiden kan bringe, gennemfører vi et tankeeksperiment i vores rapport. Vi forestiller os, at den geografiske fordeling af boligerne er som i dag, og spørger, hvor meget de nuværende skadesomkostninger ventes at stige, hvis klimaet i 2073 måtte indfinde sig ”i morgen”.  Vores analyser viser, at skadesomkostningerne sandsynligvis fordobles eller tredobles.

Hvordan kan vi som samfund imødegå omkostningsstigninger af denne karakter? Grundlæggende er der kun få ting, vi kan gøre: Vi kan gøre vores boliger mere modstandsdygtige over for højvandshændelser, og vi kan forandre vores bosætningsmønster. Det er ikke en lang liste af muligheder, men det er til gengæld meget effektive indsatser. International forskning har sandsynliggjort, at begge tilpasningsformer realistisk kan nedbringe de økonomiske omkostninger ved permanente oversvømmelser mangefold.

Mens det i betydelig omfang kræver samarbejde mellem stat, kommuner og borgere at gøre eksisterende boliger mere modstandsdygtige over for højvandstand, bestemmer vi som borgere selv bosættelsesmønstret. I det følgende vil vi fokusere på det sidstnævnte. Men det skal i forbifarten bemærkes, at vores rapport også analyserer og indeholder anbefalinger på det førstnævnte område.

Et forbedret bosætningsmønster betyder, at vi i stigende grad bosætter os, hvor oversvømmelser er mindre sandsynlige. Men i øjeblikket bevæger boligmassen sig i realiteten i retning af vandkanten frem for den modsatte vej, hvilket jo så gør vores samfund stadig mere eksponeret over for oversvømmelsesrisiko. I perioden 2009-2020 blev der således bygget 8.000 flere boliger i områder, der i fremtiden er i risiko for oversvømmelse, end i områder, der ventes at være sikre i denne henseende.

Dette byggemønster lader sig selvsagt kun forklare ved, at der er tilskyndelse til, at bygge ved havet. Der er utvivlsomt flere tilskyndelser, men en af dem er stormflodsordningen, som alle boligejere med brandforsikring betaler ind til.

Med stormflodsordningen er der nemlig tale om en forsikring, hvor forsikringspræmien er ens for alle boligejere, uagtet om boligen er i risiko for oversvømmelse ved højvandstand eller ej. Det betyder, at boligejere i lavrisikoområder uforvarende understøtter boligejere, der bor i højrisikoområder.

Mere konkret indebærer støtten, at de faste boligomkostninger ved at bo i vandkanten er lavere, end de ellers ville være. Dermed bliver salgspriserne på boliger i kystnære områder højere, end de ellers ville være, hvilket giver tilskyndelse til, at der bygges flere boliger i disse områder, end man ellers ville have set. Stormflodsordningen, som den tager sig ud i dag, er dermed medvirkende til, at det er så populært at opføre nye boliger i områder med risiko for oversvømmelse ved højvandstand.

Rent samfundsøkonomisk vil det være mere effektivt, hvis forsikringspræmierne afspejler den reelle oversvømmelsesrisiko. Det vil nemlig betyde, at det prissignal bygningsentreprenører såvel som husholdninger står over for, vil afspejle oversvømmelsesrisikoen. Specifikt vil det fjerne den implicitte støtte til byggeaktivitet i vandkanten, som stormflodsordningen faktisk er udtryk for i dag.

Heroverfor vil man ofte høre den indvending, at stormflodsordningen er solidarisk, hvilket anses for at være en appellerende egenskab ved ordningen. Argumentet går altså på fairness og fordeling. Til dét er der tre ting at sige.

For det første er det solidariske princip mest indlysende fair i situationer, hvor det hovedsageligt er et spørgsmål om held eller uheld, hvem der rammes af det ugunstige udfald, som man søger forsikring i mod. Det er ikke decideret tilfældet her, hvor bopælens placering er aldeles afgørende for risikoen og desuden et udtryk for en families eller persons aktive tilvalg.

For det andet afspejler forsikringspræmien ikke værdien af boligen. Alle betaler det samme, uanset om det er en stor dyr bolig eller et lille, gammelt sommerhus.

For det tredje er det værd at notere sig, at gennemsnitsindkomsten for husholdninger, der bor i områder med stor oversvømmelsesrisiko, er større end for dem, der bor i områder uden en sådan risiko, hvilket vi dokumenterer i vores rapport. Stormflodsordningen omfordeler dermed (uforvarende) fra fattigere til rigere boligejere: direkte siden fattigere husholdninger betaler for rigere husholdningers forsikring, og indirekte siden støtten løfter boligpriserne (og dermed formuen) for rigere husholdningers boliger relativt til fattigere husholdningers.

Hvis man overvejer at ændre på stormflodsordningen, er det altså muligt at give incitamenter til, at omkostningerne ved stormflod mindskes uden det øger uligheden – faktisk tværtimod. Desuden kan fairness egenskaberne ved forsikringsordningen i sig selv diskuteres, som antydet.

Vi anbefaler derfor en omlægning af stormflodsordningen for såvel boliger som virksomheder. Det er ikke nogen enkelt sag at foretage en sådan omlægning, hvorfor vi i vores rapport også anbefaler, at man nedsætter en ekspertgruppe til at rådgive om detaljerne i en sådan omlægning (siden Djævlen nogen gange er at finde her). Men grundprincipperne kan med fordel være som følger.

For det første bør forsikringspræmierne være risikobaserede og afspejle boligens værdi – boligejere, der er meget eksponeret for oversvømmelse, skal betale en større præmie. Derved vil omtalte subsidiering af boligbyggeri i oversvømmelsestruede kystområder forsvinde, hvilket vil være med at afhjælpe den stigende oversvømmelsesrisiko, der følger i dønningerne på klimaforandringerne. Tilskyndelse til private forbyggende tiltag kan desuden tilses fx via størrelsen på selvrisikoen eller via præmiereduktioner.

For det andet bør en sådan forandring indfases gradvist. Præmiestigningerne kan vise sig at være betydelige, hvilket kan være en urimelig byrde at pålægge husholdninger, der historisk har handlet i god tro. Ændringerne bør dog implementeres umiddelbart, når det gælder nybyggeri. 

For det tredje bør forsikringsordningen så vidt muligt administreres af private forsikringsselskaber, som det også ses i flere andre lande. Det er ikke et ideologisk hensyn, men derimod et praktisk ét af slagsen: modsat Staten har private selskaber erfaring med at udbyde forsikringspræmier, der varierer med risikoen for oversvømmelse.

Klimaforandringerne vil gøre oversvømmelser i kystområder, som den vi så i efteråret, mere hyppige og alvorligere. Det understreger behovet for at have en effektiv ordning, der kan hjælpe til at imødegå den fremtid, vi står over for. Stormflodsordningen er ikke en sådan ordning, og den trænger derfor til en revision.