Før finanslovdebatten

Mange går meget op i, om vi skal stramme finanspolitikken nu, eller vi kan vente lidt. Og hvis vi skal stramme, hvor meget skal det så være med. Skal det være med 6, 8 eller 10 mia? Hvis man så oven i købet kan finde en forskel mellem regering og opposition, mellem vismænd og Nationalbank eller mellem nuværende og forhenværende vismænd, så begynder det jo faktisk at ligne en journalistisk historie, der kan fylde op på erhvervssiderne uge efter uge.

Realiteten er, at en sådan debat i høj grad er spild af politikeres og økonomers energi. Ændringer af den størrelse, der normalt er tale om, har ikke den store betydning. Det betyder ikke, at den samlede finanspolitik ikke er vigtig, men de store effekter kommer af automatiske ændringer (f.eks. faldende arbejdsløshedsunderstøttelse, når antal arbejdsløse falder, eller stigende skatter, når indkomsterne stiger) og som konsekvenser af allerede vedtagne lovændringer. Det man faktisk ændrer på budgettet som led i de lange forhandlinger om finanslovsforslagets vedtagelse er i virkeligheden småpenge i den store sammenhæng. Samtidig har det ofte vist sig, at selv om man efter lange forhandlinger er blevet enige om en stramning på 5 eller 10 mia, så er resultatet ved årets udgang, når realiteterne faktisk foreligger, ikke en stramning, men en lempelse eller en neutral konjunkturpolitik.

Den konkrete konjunktursituation er heller ikke sådan, at en drastisk stramning er tvingende nødvendig. Væksten i dansk økonomi er i øjeblikket ikke buldrende høj. Det er altså ikke en typisk stramningssituation, vi står i. Men arbejdsløsheden er lavere end den har været i mange år, og lønstigningerne er højere, end de er hos vore konkurrenter. Der er således ikke i øjeblikket plads til et fortsat fald i ledigheden. Det ligger derfor alt i alt ret entydigt i kortene, at finansloven for år 2000 bør indeholde en moderat stramning på omkring 0,5 pct af BNP. Når 0 er for lidt og 1 pct for meget, så har der udviklet sig en flerårig tradition for at sige 0,5 pct, men det ligger jo i det foregående, at selve tallet ikke bør diskuteres alt for meget. Men en moderat stramning, der også bliver ført ud i livet, er nødvendig.

Når der ikke skal spildes alt for meget krudt på at diskutere detaljer i stramningsgraden, så er det, fordi dansk økonomi har en række andre problemer, som det er vigtigt at få diskuteret.

Det første af dem er den manglende konkurrenceevne på grund af større lønstigninger end udlandets. Det kan i en åben økonomi med faste valutakurser ikke fortsætte i længden, og vi ser da også, at de danske eksporterhverv taber markedsandele. Det er et af argumenterne for at stramme den økonomiske politik. Skal man stramme sig til lavere lønstigninger betyder det en stramning, der sætter ledigheden i vejret, indtil den er så høj, at lønstigningerne i det afmattede arbejdsmarked falder til niveauet hos vore konkurrenter. Men det er en relativt ubehagelig mixtur. Det er dyrt at sætte ledigheden i vejret. Dels er det selvfølgelig særdeles ubehageligt for dem, der bliver fyret, og dels får en arbejdsstyrke, der er i job, også en erhvervserfaring og en positiv holdning til arbejdet, der gavner produktiviteten. Der er således ingen tvivl om, at der bør gøres, hvad der er muligt, for at holde den lave ledighed - og om muligt sænke den yderligere.

Det er imidlertid ikke let. Nogen taler om en "naturlig" ledighed, som man ikke kan komme under uden at få accelererende lønstigninger. Det er der noget om, men ordet "naturlig" giver nogen helt forkerte associationer i retning af noget stabilt og naturgivent. Det, der er rigtigt, er, at man i en given situation ikke kan sænke ledigheden, uden at der kommer flaskehalse og lønstigninger. Men hvor langt man kan komme ned med ledigheden, uden den slags tegn på mangel på arbejdskraft viser sig, afhænger både af arbejdsløsheden i de foregående år og af arbejdsmarkedspolitikken. Den "naturlige" ledighed er således ikke konstant over tiden. Har man haft en lang periode med høj ledighed, vil mange af de ledige være uden jobtræning og være demoraliserede af lange ledighedsperioder. Der vil derfor være mange job, de ikke kan udfylde uden en betydelig genoptræning. Det er derfor svært at bringe ledigheden hurtigt ned. Den "naturlige" ledighed er derfor overhovedet ikke naturlig, men afhænger af ledigheden i de foregående år. Det er en af de ting, der gør det vigtigt, at kæmpe for at holde ledigheden nede.

Men som sagt har vi højere lønstigninger end udlandet, og det er et tegn på, at ledigheden er lavere, end vi kan tillade os med den nuværende struktur. Hvis vi vil bevare den lave ledighed, må vi altså diskutere strukturen. Det kan forekomme urimeligt, for der er jo lavet en lang række reformer af det danske arbejdsmarked i de senere år, og vi har stort set løst nogle af de store problemer, f.eks. ungdomsarbejdsløshedsproblemet. Men skal vi beholde den nuværende lave ledighed (og den er væsentligt lavere end ledigheden i de fleste andre europæiske lande) og helst bringe den endnu længere ned, så kan det ikke nytte noget at hvile på laurbærrene. Når lønstigningerne er for høje, så er det et tegn på, at de vækstsektorer, der skal skaffe ny arbejdskraft, skal tilbyde for store lønstigninger for at få folk til at flytte fra arbejdsløshedsområder eller tilbagegangserhverv. Hvilket igen viser, at arbejdsmarkedet ikke er fleksibelt nok.

Et af de steder der er problemer, er i bunden af lønskalaen. De fleste arbejdsløse er ufaglærte, og ufaglærte arbejdsløse få ofte meget lidt ud af at flytte efter et job. Der er derfor god grund til at se på dagpengesystemet og på skattereglerne for at se, hvad man kan gøre ved det.

Hvor arbejdsmarkedets problemer er dem, der viser sig tydeligt allerede, så er der også en række mere langsigtede problemer, det er vigtigt at få diskuteret og gjort noget ved, før de viser sig. Et af dem er den stigende andel af ældre, der kommer et stykke ind i det næste årtusinde. Det er vigtigt at holde folk på arbejdsmarkedet både ved, at folk selv betaler en betydelig del af prisen ved at trække sig tidligt tilbage, og dels ved at gøre det attraktivt at blive på arbejdsmarkedet (endnu et argument for en høj beskæftigelse). Det er også vigtigt, at vi kommer ind i perioden med de mange ældre uden gæld og med penge på kistebunden. Både den offentlige og den private opsparing bør derfor øges. Alle disse problemer blev der taget hul på med pinsepakkens nedsættelse af rentefradraget for gæld og med efterlønsreformen. Det var en prisværdig begyndelse; men vi kan komme i alvorlige problemer et stykke ind i næste århundrede, hvis man ikke fortsætter med at arbejde med disse problemer.

Selve den offentlige sektor og vor velfærdsstat kræver også en grundig debat. Vi har ikke råd til at opfylde alle ønsker, og nøgleordet bliver derfor prioritering. Vil vi helst have en høj eller en tidlig pension? Er det en rigtig prioritering, at der er kø ved hospitaler, plejehjem og børneinstitutioner, medens man har ret til orlov og efterløn? Hvilke offentlige ydelser er basale, og hvilke kan vi godt undvære? Der er nok at tage fat på, og det skulle jo nødig ende i et spil sorteper mellem stat og kommune.

Dansk økonomi har det rimeligt godt. Der er problemer, men der er ikke brug for akutte kriseindgreb eller dramatiske konjunkturpolitiske tiltag. De alvorligste problemer er mere langsigtede. Det er derfor en alvorlig fejltagelse, hvis den økonomisk-politiske debat i efteråret kommer til at handle om den kortsigtede konjunkturregulering. Det er langt vigtigere at få diskuteret de overordnede strukturproblemer på arbejdsmarkedet, i den offentlig sektor og med hensyn til opsparingens størrelse, så vi er velforberedte, når det næste årtusindes problemer med bl.a. flere ældre viser sig.

Måtte efterårets økonomisk-politiske debat komme til at dreje sig om de kommende årtiers strukturproblemer og ikke om de kommende kvartalers konjunkturpolitik.