Forebyg økonomiske tømmermænd

Den økonomiske vækst er høj, og efterspørgslen stiger mere end set i mange år. Den stærke vækst har ført til, at ledigheden er faldet med næsten 70.000 personer siden begyndelsen af 2004, og erhvervslivet mangler arbejdskraft i et omfang, som vi skal tilbage til midten af 1980’erne for at se magen til. I en sådan situation er det stærkt uheldigt, at finanspolitikken bidrager til at øge efterspørgslen og dermed øger risikoen for overophedning.

Den økonomiske situation i midten af 1980’erne ligner på mange måder situationen i dag: Ledigheden faldt, huspriserne steg kraftigt, og det private forbrug steg væsentligt hurtigere end indkomsterne.

Festen i midten af 1980’erne med nogle ordentlige tømmermænd: Konkurrenceevnen blev svækket af kraftige lønstigninger, og betalingsbalancen forværredes markant. Derefter fulgte kartoffelkur og 7 år med stigende ledighed, lav vækst og fald i boligpriserne.

Situationen i dag behøver dog ikke at ende som for 20 år siden. Først og fremmest er dansk økonomi i dag langt mere åben over for omverdenen end i 1980’erne. Den mere åbne økonomi gør, at virksomheder og lønmodtagere er udsat for en mere effektiv konkurrence fra udlandet, hvilket bidrager til at moderere lønkrav og prisstigninger. Muligheden for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft – fra f.eks. Sverige eller Østeuropa – er også bedre i dag end for 20 år siden.

Ud over den større åbenhed bidrager en række andre forhold til, at økonomien fungerer væsentligt bedre end i 1980’erne. Væsentligst er nok omlægninger i både arbejdsmarkedspolitikken og skattesystemet.

Selvom der er meget godt at sige om dansk økonomi i dag, så kan den ikke sætte sig ud over den økonomiske ”grundlov”, der siger, at prisen på en vare stiger, når efterspørgslen overstiger udbuddet. Når udbuddet af jordbær er lavt og efterspørgslen høj, så stiger prisen – og sådan er det også med arbejdskraft! Presset på arbejdsmarkedet gør ganske enkelt, at arbejdsgiverne i øjeblikket har store vanskeligheder med at få besat ledige stillinger til den gældende løn. En naturlig markedsmæssig reaktion på dette er, at lønnen vil stige.

En situation, hvor lønstigningerne øges fra det nuværende niveau under 3½ pct. til f.eks. 4 eller 4½ pct. i et par år kan dårligt siges at være katastrofalt for økonomien. Nogle virksomheder vil selvsagt få større vanskeligheder med at eksportere, og importerede varer vil blive endnu mere konkurrencedygtige, end de er i forvejen. Dette vil bidrage til at tage presset af arbejdsmarkedet, og ledigheden vil måske endda begynde at stige lidt. Da den nuværende ledighed ligger under den ledighed, man kan forvente i en normal konjunktursituation, er en lidt højere arbejdsløshed under alle omstændigheder forventelig før eller siden.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at lønstigningstakten stiger mere, f.eks. på områder, der er særligt udsatte for flaskehalse. Specielt problematisk vil det blive, hvis højere løn- og prisstigninger ”bider sig fast” og fører til forventninger og krav om højere lønstigninger i en årrække fremover. I så fald vil det danske løn- og prisniveau stige uholdbart ikke mindst i forhold til landene i euro-området. Dermed vil det blive nødvendigt med en længere årrække, hvor efterspørgslen i Danmark reduceres, og hvor ledigheden må være relativt høj – formentlig over 150.000 personer. Det er sandsynligt, at et sådant forløb kan føre til et direkte fald i boligpriserne, hvilket selvsagt vil forstærke en økonomisk nedtur. Som nævnt er det tvivlsomt, om erfaringerne fra 1980’erne fuldt ud kan bruges i dag, men den gang måtte økonomien som sagt igennem syv år med lav vækst og stigende ledighed.

Selvom det synes mest sandsynligt, at dansk økonomi lægger an til en ”blød landing”, er der altså en klar risiko for, at den nuværende gunstige økonomiske situation slår over i en barsk periode med høj ledighed. I den seneste vismandsrapport vurderer vi, at finanspolitikken i 2007 vil bidrage med knap ½ pct. til væksten i BNP. Dermed bidrager den økonomiske politik mærkbart til risikoen for overophedning, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. I vismandsrapporten anbefaler vi derfor, at finanspolitikken strammes. En strammere finanspolitik end den, der er lagt op til, vil øge sandsynligheden for en blød landing.

Der er en række finanspolitiske instrumenter til rådighed, men i praksis har finanspolitiske indgreb altid bivirkninger. Reduceres antallet af offentligt ansatte, vil det gå udover serviceniveauet på hospitaler, i børnehaver eller i hjemmehjælpen. Det kan også gå ud over uddannelserne, hvis besparelserne rammer folkeskole, gymnasier eller universiteter. Udskydes de offentlige investeringer, vil det måske ikke være så synligt på den korte bane, men besparelser på vedligeholdelsen af veje, togskinner eller kloakker bliver jo synlige før eller siden. Og besparelser på de offentlige overførsler – f.eks. folkepension, efterløn, dagpenge eller børnecheck – vil selvsagt gå ud over levestandarden for en stor gruppe relativt dårligt stillede.

På indtægtssiden lægger skattestoppet en selvpålagt, snærende begrænsning på manøvrerummet. Der er imidlertid mange gode grunde til at løse problemet med overophedning ved at foretage en omlægning af skatterne. Konkret foreslår vi i den nye vismandsrapport, at man reducerer skatten på arbejdsindkomst med 10 mia. kr. og finansierer skattelettelsen med en tilsvarende forhøjelse af ejendomsværdiskatten. En sådan forhøjelse af ejendomsværdiskatten svarer ikke en gang til den skattelettelse, som boligejerne reelt har fået siden 2001 som følge af, at skattestoppet fastlåser ejendomsværdiskatten, selvom huspriser og alle andre priser stiger.

Den foreslåede skattereform vil have en lang række fordele. For det første vil den dæmpe efterspørgselspresset i økonomien og dermed reducere risikoen for overophedning. Dette skyldes, at den højere ejendomsværdiskat – som følge af en påvirkning af boligpriserne – vil bidrage mere til at reducere efterspørgslen, end den lavere skat på arbejde vil bidrage til at øge den.

For det andet vil en lavere skat på arbejde øge arbejdsudbuddet. Det er usikkert, hvor stor effekten er, og især hvor hurtigt den slår igennem, men der er godt belæg for at forvente et større arbejdsudbud i kølvandet på lavere skat. Et højere arbejdsudbud vil mindske mangelen på arbejdskraft og dermed også reducere risikoen for overophedning. Samlet vurderer vi, at skatteomlægningen på kort sigt vil reducere presset på arbejdsmarkedet med 5.-10.000 personer.

For det tredje vil skatteomlægningen reducere skattebegunstigelsen af investering i ejerboliger og dermed lede en større del af den samlede opsparing over i mere produktive investeringer. Den lavere skat på arbejdsindkomst vil også gøre skattesystemet mere robust overfor den øgede globalisering.

Endelig for det fjerde vil skatteomlægningen på sigt forbedre de offentlige finanser og dermed den finanspolitiske holdbarhed. Skatteomlægningen er på kort sigt stort set neutral i forhold til de offentlige finanser, men de afledte positive effekter på arbejdsudbuddet gør, at skattegrundlaget vokser, hvorved de offentlige finanser forbedres på længere sigt.

Fra et samfundsøkonomisk synspunkt er der altså stærke argumenter for den foreslåede skatteomlægning. Hertil kommer, at de fordelingsmæssige konsekvenser vil være begrænsede. Ganske vist vil en lavere skat på arbejdsindkomst i høj grad komme de mere vellønnede grupper til gode, men det vil også primært være dem, der rammes af en højere ejendomsværdiskat. For pensionister og andre med lav arbejdsindkomst foreslår vi en indefrysningsordning, som sikrer, at de ikke tvinges til at fraflytte deres bolig på grund af højere ejendomsværdiskat.

En skatteomlægning, der både stabiliserer økonomien på kort sigt og øger velstanden på langt sigt, bør derfor foretrækkes frem for en traditionel finanspolitisk stramning, som vanskeligt kan undgå at have uønskede negative bivirkninger af den ene eller anden slags.