Forskningspolitik som fodboldspil

Forskningspolitik er faktisk helt som fodbold. Det er uhensigtsmæssigt, hvis alle, som det ofte ses i lilleputfodbold, løber ukoordineret efter den samme bold. Der skal struktur og arbejdsdeling til. På den anden side er det også et problem, hvis arbejdsdelingen resulterer i for stive systemer, hvor der ikke er samarbejde mellem forsvar, midtbane og angreb.

Begge farer er oplagt til stede i forskningspolitikken. Hvor ofte har man ikke set næsten alle frie ressourcer drejet mod de samme modebetingede forskningsområder. Eller alle svinge fra en foragt for erhvervslivets behov til at gøre det samme erhvervslivs krav til det eneste afgørende. Omvendt er der også åbenbare eksempler på uhensigtsmæssige gab mellem den teoretiske forskning og samfundets aktuelle behov.

En af vanskelighederne ved at opbygge en hensigtsmæssig struktur indenfor forskningen er, at der er så mange komplicerede og usikre sammenhænge. Forskning er jo ingen pølsefabrik, hvor man med stor sikkerhed kan måle ernæringsværdi, kvalitet og mængde af det produkt, der kommer ud af processen. Forbindelsen fra grundforskningens tilsyneladende formålsløse søgen efter ny viden til tekniske fremskridt i produktionen er ikke let at påvise, bl.a. fordi der kan være meget lange tidsforsinkelser.

I øjeblikket er et lovforslag om patentering af bl.a. universiteternes forskningsresultater til høring hos de berørte parter. I følge forslaget skal universiteterne indrette sig på i størst mulig udstrækning at patentere deres forskningsresultater. Universiteterne skal have kontorer, der administrerer patentansøgningerne. Forskningsresultater må først offentliggøres, når det er sikkert, at de ikke kan udnyttes kommercielt ved patentering, og den enkelte forsker kan straffes, hvis dette ikke sikres. Den gevinst, der måtte komme ved et patent, deles mellem universitetet og forskeren.

Et sådant forslag må give anledning til nogle principielle overvejelser om forskningens rolle i samfundsøkonomien og om forskningspolitikkens indretning.

I 1970erne gik studenter og yngre lærere rundt med bannere, hvorpå der stod "Forskning for folket, ikke for profitten". Nu taler forskningspolitikere og talsmænd for lovforslaget om, at vi skal skabe en ny "innovationskultur på universiteterne", og universiteterne skal indrettes på og tilskyndes til at producere patenter.

Når man ser så forskellige synspunkter markedsført, kan der være grund til at overveje, hvad der mere nøgternt kan siges om forskningspolitik. Hvilket af de to synspunkter er rigtigt? "Ingen af dem!", er det korte og unuancerede svar.

Det er på den ene side vigtigt, at der er forbindelse hele vejen fra grundforskningen til virksomhedernes udviklingsprojekter. På den anden side er det også vigtigt, at der er en fornuftig arbejdsdeling mellem universiteter, sektorforskning og virksomhedernes udviklingsafdelinger.

I Det Økonomiske Råd har vi prøvet at se på forskningens virkning på produktivitetsudviklingen. Beregningerne viser, at der er en positiv, men usikker effekt. Processen er for kompliceret og ustabil til, at vi kunne komme med nogle meget sikre udsagn. Og det er jo naturligt nok, for det er ikke sådan, at der går en lige vej fra grundforskningen til den smarte idé, der giver penge i erhvervslivet. Umiddelbart er den betydeligste virkning af universitetsforskningen nok uddannelse af kandidater, der får kvalificeret forskningsbaseret undervisning, dvs. studenterne får kendskab til de nyeste forskningsmetoder og -resultater, og bliver dermed godt rustede til kravene i en vidensbaseret økonomi. Samtidigt er den mest sikre effekt af universitetsforskningen nok uddannelsen af mere kvalificerede kandidater. Men det kan så til gengæld kun opretholdes på længere sigt, hvis universiteterne har gode forskningsmiljøer med grundforskning som en central del af aktiviteterne.

Selv om sammenhængen mellem forskning og den økonomiske udvikling er vanskelig at måle, kan vi som økonomer alligevel sige en del om forskningspolitikken. En ting, man med nogenlunde sikkerhed kan sige, er, at det meste af grundforskningen bør være offentlig. Fordi der ellers vil blive for lidt af den. Grundforskningens resultater giver nemlig ofte først et rimeligt afkast langt uden for virksomhedernes planlægningshorisont. Produktivitetsgevinsten ved et sådant forskningsresultat er desuden ofte af værdi for mange forskellige virksomheder. Hvis grundforskningen skulle foretages af en privat virksomhed, ville resultatet derfor enten hurtigt sprede sig til konkurrenterne (og derfor give for lille et afkast til virksomheden selv), eller via patenter forbeholdes virksomheden selv (og dermed kun giver en lille del af det mulige samfundsmæssige afkast, fordi kun en enkelt af de mange potentielt mulige brugere får lov til at bruge opfindelsen).

Hele begrundelsen for offentlig forskning er, at den enten ikke kan udnyttes økonomisk med det samme, eller at den kan udnyttes af mange forskellige virksomheder samtidigt. En forskning, der via et patent sigter direkte mod at blive udnyttet i en enkelt virksomhed, er der ingen argumenter for at foretage i offentlig regi. Er en sådan patentorienteret forskning rentabel for virksomheden, bør virksomheden ikke blive subsidieret med offentlige midler. Er forskningen urentabel for virksomheden, og er virksomheden den eneste, der har gavn deraf, bør der ikke spildes penge på den overhovedet.

Patenter og offentlig forskning hører dårligt sammen. Offentlig forskning skal spredes så meget som muligt, og så hurtigt som muligt. En forskning, der ikke må bruges i undervisningen, og som ikke må diskuteres med kollegaer her og i udlandet, fordi man stiler mod en fremtidig patentering i et konkurrenceforhold med andre forskere og studerende, hører ikke hjemme i offentlig regi. Et af hovedargumenterne for et lille lands forskning er netop, at de danske forskere derved har adgangsbillet til de internationale forskersamfund og kommunikationen med disse. Hvis vore forskningsresultater holdes hemmelige, til vi er sikre på, at de ikke kan patenteres, giver det ingen adgangsbilletter til noget som helst. Det er ikke muligt at finde noget argument for, at de danske skatteydere skal finansiere en forskning, der sigter mod et patent, der udnyttes i samarbejde med en udenlandsk virksomhed.

Udnyttelse af patenterede innovationer er specielt problematisk i Danmark, fordi vor erhvervsstruktur i udpræget grad består af mange små virksomheder. Her drejer det sig netop om at sprede forskningen til så mange som muligt. Dansk landbrug er vel det mest udprægede eksempel. Grundforskningen på Landbohøjskolen spredes i et åbent samarbejde til sektorforskningsinstitutterne og herfra via rådgivningstjenesten videre til de mange virksomheder. Patenter vil kun skabe ulykker i denne spredning.

Patenter er egnede i en struktur, hvor der er store virksomheder og private universiteter. Men i et system med små virksomheder og offentlige universiteter drejer det sig derimod især om at sikre spredningen via sektorforskning, teknologiske serviceinstitutter, rådgivning og konsulentordninger. Her skal man ikke med universitetspatenter holde teknologiske serviceinstitutter, sektorforskningen og virksomheder ude fra anvendelse af forskningsresultaterne, men tværtimod få så mange som muligt i gang med at udnytte forskningsresultaterne så hurtigt som muligt.

Den nye lov om patenter er derfor en alvorlig misforståelse af den naturlige arbejdsdeling mellem offentlig grundforskning og private udviklingsopgaver. Den er samtidig udtryk for en åbenbar signalforvirring. Det er nu efter en indkøringsperiode blevet slået fast, at dansk universitetsforskning meget klart skal satse på at publicere internationalt og gøre sig gældende internationalt. Det vil for mange fag sige, at man skal bruge flere ressourcer på de internationalt interessante problemstillinger og færre på den hjemlige andedam. Internationaliseringen er altså et klart signal om at forske i mere grundlæggende problemer, der kan publiseres i anerkendte internationale tidsskrifter.

Lovforslaget om patenter giver universiteterne det stik modsatte signal; hvis lovforslaget vedtages i dets nuværende form, vil universiteterne og forskere få klare incitamenter (endda meget direkte økonomiske) til at dreje i retning af det mere anvendelsesorienterede, der direkte kan patenteres. Jo flere patenter, jo bedre! Hvis resultatkontrakter for universiterne dernæst kobles sammen med antallet af patenter, bliver skævvridningen af universitetsforskningen endnu værre. En sådan udvikling forekommer højst uhensigtsmæssig. Hvis samfundet vil have grundforskning på vore universiteter og bevare forskningsfriheden, forekommer det meget uovervejet at give universiteterne og deres frie grundforskere et klart økonomisk incitament til at vælge forskningsemne, ikke efter hvad der er videnskabeligt interessant, men efter hvad der kan patenteres og give penge her og nu til universitetet og den enkelte forsker. Det kan frygtes, at i hvert fald nogle universitetsforskere og institutter lokkes fra samfundsmæssig relevant grundforskning over til privatøkonomisk givtig patentforskning. Og selv om det er vigtigt, at forskning udnyttes, så er det meget kortsigtet, hvis man ikke støtter og værdsætter en grundforskning, der i første omgang ingen udsigter har til at blive brugt, men alene er en søgen efter ny viden. Måske kun til gavn for forskeren selv og de studenter, han underviser. Men højt kvalificeret forskningsbaseret undervisning er også, når det kommer til stykket, netop en sikring af fremtiden, og det der først og fremmest berettiger offentlige universiteter.

Kilde: Forskning og økonomisk udvikling, kap. 5 i Det Økonomiske Råds formandskabs Dansk Økonomi, foråret 1997.