Mens vi venter på EU

 Helle Thorning Schmidt, Kirsten Auken, Naser Khader og Christian Thygesen behandler i deres kronik i Berlingske Tidende 12. juni årsagerne til og perspektiverne i skattekoordinering i EU. Deres kronik bærer titlen "Koordinerede skatter i EU, tak", og hovedsynspunktet i kronikken er, at Danmark vil have interesse i skattekoordinering i form af f. eks. minimumssatser for udvalgte skatter, evt. kombineret med harmonisering af reglerne for beregning af skattegrundlaget. Forfatterne argumenterer for, at Danmark i højere grad end andre lande er afhængige af et stabilt og stort skatteindtag for at kunne finansiere vores velfærdsmodel, men at den fremadskridende globalisering har bevirket, at regeringens muligheder for at skaffe provenu er begrænset for flere skatters vedkommende. For disse skatter bestemmes satserne snarere af eksterne hensyn end hjemlige politiske prioriteter. For at løse disse problemer bør vi ifølge forfatterne anvende EU som et effektivt instrument til at dæmme op for de uheldige konsekvenser, der følger af at 'ligge på bredden af det globale hav'.

Det Økonomiske Råds formandskab ('vismændene') har i sin forårsrapport et omfattende kapitel om udfordringerne for det danske skattesystem. Udgangspunktet for vores skatteanalyse er dels det 'ydre' pres på skattesystemet forårsaget af globalisering, dels det 'indre' pres, der hænger sammen med ønsket om at udnytte samfundets ressourcer, ikke mindst arbejdskraft, bedst muligt. Vores opfattelse af det ydre pres falder sådan set godt i tråd med betragtningerne i Schmidt, Auken, Khader og Thygesens kronik. Men vi forlader os ikke (blot) på skattekoordinering inden for EU.

For det første har mange års erfaringer med forskellige udspil til styrkelse af skattekoordineringen i EU ledt til en erkendelse af, at effektiv skattekoordinering inden for f.eks. selskabsskatteområdet og beskatningen af renteindtægter har lange udsigter. Beslutninger på skatteområdet træffes som bekendt kun i enstemmighed i EU, og før man evt. indfører flertalsafgørelser vil alle initiativer på skatteområdet derfor forudsætte, at alle medlemslandene kan se deres fordel i det pågældende initiativ. Men EU's medlemslande er forskellige, både i størrelse og mht. ambitionerne for den offentlige sektors funktion. Oven heri kommer, at institutioner og tradition på skatteområdet og inden for den finansielle sektor er meget uens. Det klassiske eksempel er Luxembourg, der pga. sin lidenhed og hemmelighedsbeskyttede banksektor tiltrækker kapital fra resten af Europa. Dette land -- og flere andre i EU -- har ingen interesse i aftaler om minimumssatser for selskabsbeskatning eller udveksling af information om finansielle placeringer.

For det andet kan vi i Danmark gribe i egen barm og selv trimme vores skatte- og udgiftssystem, så det bedre kan modstå det ydre pres. I stedet for at vente på den skattekoordinering, der givetvis ikke kommer foreløbig og som i hvert fald bliver både halvhjertet og ufuldstændig, kan vi med fordel justere det danske skattesystem, så det på den ene side er bedre afstemt over for internationaliseringen og på den anden side bedre holder de samfundsøkonomiske omkostninger nede, som altid er forbundet med at opkræve skatter.

Vi finder i vores rapport, at skattesystemet ikke er specielt sårbart over for hverken grænsehandel eller migration (befolkningsvandring). Det generelle moms- og afgiftssystem og beskatningen af løn mv. er derfor ikke særligt udsat for internationaliseringen (endnu). Men forskellige mekanismer på kapitalindkomstområdet -- flytning af investeringer eller hele virksomheder til udlandet, flytning af indkomst til udenlandske enheder inden for en koncern, eller uoplyst placering i udenlandske finansielle institutioner og aktiver -- har stort potentiale i henseende til at sænke vores provenu fra beskatning af selskabsindkomster og personlige kapitalindkomster.

Samlet set anviser vi i rapporten tre retningslinier, man bør følge samtidig for at imødegå problemerne stammende fra ydre og indre pres på skattesystemet. For det første bør man sikre, at forskellige former for kapitalanbringelser bliver ensartet beskattet. Uanset om der er tale om obligations- eller aktieinvestering, pensionsopsparing eller investering i fast ejendom bør indkomsterne herfra beskattes med nogenlunde samme sats. For det andet bør man gradvis aflaste skatter, hvis baser udtyndes gennem internationale transaktioner (jfr. ovenfor) eller gennem at dæmpe arbejdsudbudet. Dette taler for kapitalindkomstbeskatning på et generelt lavt niveau og målrettede ændringer i indkomstskattesystemet, for eksempel i form af hævning af topskattegrænsen og indførsel af beskæftigelsesfradrag.

Endelig for det tredje påpeger vi i vores kapitel i samme rapport om boligmarkedet i Danmark, at det offentlige hvert år hælder omkring 30 mia. kr. ud på boligområdet i form af direkte og indirekte subsidier. Resultatet heraf er overinvestering i boligforbrug set fra en samfundssynsvinkel og hertil yderst betænkelige fordelingsvirkninger -- de rigeste har ganske enkelt størst glæde af subsidieringen af boligforbruget. Den naturlige konsekvens heraf er en tilbagerulning af boligsubsidierne, i hvert fald de over 20 mia., der ikke falder i form af personlig boligstøtte. Den dermed forbundne besparelse vil være rar at have, når skattesystemet yderligere skal justeres over for den fremadskridende globalisering -- og hvis skattekoordineringen i EU udebliver.

Så mens vi venter, er det bare med at komme i gang.