Hvad skal vi overhovedet med den aktive arbejdsmarkedspolitik?

Efter alle efterårets avishistorier om hoved- og indholdsløs aktivering kunne nogen måske føle sig fristet til at stille ovenstående spørgsmål. Det vil jeg forsøge at besvare i dette indlæg ved at beskrive nogle af de virkninger af den aktive arbejdsmarkedspolitik, der er bedst forskningsmæssigt belæg for.

Kontakten med den ledige hjælper

Det ubetinget mest utvetydige resultat er, at kontakten til den ledige er yderst effektiv. Dette resultat genfindes i adskillige analyser gennemført i mange forskellige lande. Samtaler med jobkonsulenter bevirker at ledige hurtigere finder arbejde. Der er dog, både i danske og internationale analyser, en tendens til at samtalerne er mindre effektive for ledige med lang tid på offentlig forsørgelse. I de danske eksperimentelle studier på området er der endvidere en udtalt tendens til at møderne er mest effektive med henblik
på at skaffe kvinder i arbejde.

Samtaler har både et vejledende element og et element af rådighedstest. Således sker det af og til, at der i forbindelse med en samtale (eller udeblivelse herfra uden gyldig grund) gives en sanktion til den ledige i form af at midlertidigt bortfald af ydelse. Sådanne sanktioner har også meget store effekter på farten hvormed ledige finder beskæftigelse.

Aktivering hjælper generelt ikke (direkte)

Der findes hundredvis af analyser af effekterne af deltagelse i aktivering. De udviser et meget blandet billede, men det er generelt meget svært at påvise store positive effekter af aktivering. Der er en tilbøjelighed til, at løntilskudsjobs i den private sektor forøger chancen for at finde beskæftigelse, men for stort set al anden form for aktivering, hvad enten der er tale om offentlige løntilskudsjobs eller uddannelse/opkvalificering, skal man lede grundigt for at finde effekter som er store nok til at retfærdiggøre omkostningerne. Det skyldes især den såkaldte fastlåsningseffekt, som indebærer at mens aktiveringen pågår finder søger deltagerne ikke beskæftigelse i samme omfang som de der ikke deltager i aktivering. Ikke-deltagerne oparbejder derfor et beskæftigelsesmæssigt ’forspring’ i forhold til deltagerne, som for mange aktiveringsformer først bliver indhentet igen efter meget lang tid.

Der er dog en tilbøjelighed til at effekterne bliver mere gunstige, når de målrettes grupper som har haft problemer på arbejdsmarkedet, indvandrere, lavt uddannede, enlige mødre (i USA), m.v. Det skyldes formentlig at fastlåsningseffekterne er meget små for disse grupper (som jo ikke finder job særlig hurtigt selv uden aktivering)

…Men udsigten til aktivering hjælper

Det er imidlertid sådan, at udsigten til at skulle deltage i aktivering (og andre aktive indsatser, som møder) har en meget kraftigt motiverende effekt på sandsynligheden for at finde beskæftigelse. Den politisk korrekte betegnelse herfor er ’motivationseffekten’, mens den i litteraturen anvendte betegnelse er det mere mundrette (og retvisende?) ’trusselseffekten’. Denne effekt er tilsyneladende kraftigst for mænd og virker ikke så stærkt på kvinder.

Hvad gør vi så fremadrettet?

Der er god grund til at fortsætte den aktive linie i arbejdsmarkedspolitikken, da den både har en motiverende og en vejledende effekt, og da der er en forholdsvist solid indikation af, at de gradvise stramninger i politikken har medvirket til at nedbringe den strukturelle ledighed fra sit meget høje niveau i starten af 90erne til det meget lave niveau i dag.

Opkvalificering ser ud til at kunne anvendes til at hjælpe de svageste, men generelt giver det ikke mening at poste (for) mange midler i opkvalificering af ordinært ledige i de bedste match-kategorier. Trusselseffekten taler dog for at bevare en form for pres som sikrer tilstrækkelig aktiv jobsøgning hos de stærkeste ledige. Dette kan imidlertid også nås i forbindelse med kontaktforløbene, så spørgsmålet er, om ikke der kan opnås en forbedring her.

Generelt er den danske arbejdsmarkedspolitik dog – på trods af de mange negative historier - så velfungerende, at enhver påtænkt ændring heraf bør være genstand for grundige analyser før den gennemføres – ganske som ny medicin jo skal have dokumenteret effekt før den frigives. Behovet for en evidensbasereret udvikling af arbejdsmarkedspolitikken er stort og vil (med mindre der dukker noget endnu mere spændende op i mellemtiden) være genstand for mit næste indlæg i denne serie.