Pres på forskere

Det er utroligt glædeligt, at forskningens vilkår er kommet højt på den politiske dagsorden, og at industrien i stigende grad kræver øget offentlig forskning i Danmark. Det har ud over en diskussion om de økonomiske rammer også betydet et øget krav om nyttiggørelse af forskningen bl.a. gennem et intensiveret samarbejde mellem offentligt ansatte forskere og industrien. Det rejser nogle helt grundlæggende spørgsmål om, hvordan de to kulturer kan mødes i et samarbejde, der både er til de to partners fordel, men som samtidig kan være med til at tilgodese brede samfundsmæssige interesser. Hvis dette lykkes, kan alle jo slutte op om målsætningen om tættere relationer mellem offentlig forskning og industrien.

Det var netop baggrunden for, at vi i en Kronik ("Forskning til fals", Politiken 9. februar) kraftigt anbefaler, at der opstilles en forskningens grundlov, der sikrer, at offentligt ansatte forskere ikke kun har ret, men også pligt til at offentliggøre og formidle forskningsresultaterne, også i de tilfælde, hvor forskningen er finansieret fra private kilder. Formålet er at sikre, at offentlig forskning spredes så meget og så hurtigt som muligt, at undgå skævvridning i forskningen, at forhindre forskere købes til tavshed og at forhindre selvcensur. Kun ved at følge internationale standarder for forskning, kan danske forskere bevare troværdighed og dermed adgang til den internationale forskningsverden. Risikoen for, at tavshed og selvcensur bliver en del af hverdagen, vil blive forøget i takt med, at universiteter og sektorforskningsinstitutioner, institutter og enkelt forskeres succes i stigende grad måles på omfanget af eksterne bevillinger. Ingen kan jo være i tvivl om, at de forsknings- og erhvervspolitiske vinde for tiden blæser i den retning, og at udviklingskontrakter for universiteter vil være påvirket af disse vinde.

DERFOR ER DET bekymrende, at forskningsminister Birte Weiss i sin kommentar (Pol. 13.2.) slår til lyd for, at forskningens frihed først og fremmest må sikres gennem den enkelte forskers personlige integritet, og at det i bund og grund handler om den enkelte forskers etik og holdninger. Sigtet med vores kritik var netop at afstive den enkelte forskers mulighed for selvstændig stillingtagen i forhold til det pres, der kan imødeses fra institutionernes ledelse og fra andre interesser. Man skal jo huske, at det i dag er ledelsen, der afgør forskningsaktiviterne, herunder graden og karakteren af samarbejdet med eksterne rekvirenter.

ET AF succeskriterierne i fremtiden vil i stigende grad blive synlig nyttiggørelse, bl.a. målt ved kontrakter med virksomheder og fonde, og dette vil gælde på alle niveauer fra enkelt forskerni veau til institutionsniveau. I den situation er det vel ikke urimeligt at være bekymret for, om den enkelte forskers personlige integritet er tilstrækkelig til at udvikle og sikre de spilleregler, der bevarer og videreudvikler en forskning, der mere vedvarende kan berige samfundet og ikke kun medvirker til løsning af mere kortsigtede problemer. Vi kan derfor kun være enig med Jørgens Kjems, Risø, der i en kommentar i Politiken 11.2. gav udtryk for, at vi bør have en debat om forskningskulturen i Danmark. En sådan debat bør netop diskutere den minimumsbeskyttelse, den enkelte forsker bør tilbydes i den kommende tid, hvor forskningen vil blive udsat for et massivt direkte og indirekte pres for at bevise sin eksistensberettigelse. Lad os så håbe, det ikke glemmes, at universitetsforskningens vigtigste produkt for industri og resten af samfundet er uddannelsen af højtkvalificerede kandidater og ph.d..er.