Vismænd: Uddannelsessystemet er skævt
Kronik i Berlingske Tidende d. 23.12.2003
Vismænd: Uddannelsessystemet er skævt
| Prioritering. De videregående uddanelser har brug for et alvorligt eftersyn. Finansieringen af tilbagebetaling på uddannelserne er skævt fordelt. Vismændene foreslår, at vi indfører undervisningsafgift kombineret med et uddannelsesfradrag efter endt uddannelse af Formandskabet for Det Økonomiske Råd professor Torben M. Andersen, lektor Jørgen Birk Mortensen og professor Jan Rose Skaksen |
| Uddannelse har mange formål og kan ikke alene vurderes ud fra økonomiske kriterier. For den enkelte giver uddannelse større livsindhold og fremmer den holdnings- og erkendelsesmæssige udvikling. For samfundet betyder uddannelse, at de fælles opfattelser og traditioner videregives til kommende generationer. De økonomiske aspekter af uddannelse kan imidlertid ikke ignoreres. I Danmark brugte alene den offentlige sektor i 2002 123 mia. kr. på området. Uddannelse er en investering i fremtidig velstand, hvor afkastet kommer via mere kvalificeret arbejdskraft efter uddannelsens afslutning. Spørgsmålet er, om samfundet får nok ud af sine investeringer. For at besvare dette spørgsmål skal man være opmærksom på, hvordan finansieringen af uddannelse i det danske velfærdssamfund er indrettet. For den enkelte er uddannelse stort set gratis, og modydelsen til samfundet erlægges i form af efterfølgende skattebetalinger. Herved opnås en hensigtsmæssig risikodeling, så der ikke er så stor risiko ved at påbegynde et usikkert studieforløb: Uddannede, der opnår en høj aflønning, skal afgive en forholdsvis stor del af deres gevinst til staten gennem høje marginalskatter. Uheldige personer, der ikke fuldfører uddannelsen eller bliver ledige efter endt uddannelse, betaler en mindre andel af deres indkomst i skat. Finansieringen af uddannelsessystemet har imidlertid nogle indbyggede problemer. De uddannede personer med ringe ledighedsrisiko og høj løn skal populært sagt betale en vis arbejdsmængde for at bidrage til finansieringen af velfærdsstaten, herunder uddannelsessystemet. Efter uddannelsen er afsluttet, er der imidlertid tilskyndelse til at arbejde mindre: De høje marginalskatter gør, at der sandsynligvis arbejdes for få timer, da fritid bliver mere attraktivt. Et andet problem ved finansieringsmodellen er, at unge kan erhverve uddannelsen gratis i Danmark og derefter rejse til lande, hvor skatteniveauet er lavere. Det sker i dag i et begrænset omfang, men problemet kan stige fremover i kraft af øget globalisering. I vores seneste rapport dokumenterer vi betydelige økonomiske fordele ved uddannelse både for den enkelte og samfundet: Uddannede har generelt lavere ledighed end ufaglærte. Endvidere stiger lønnen med uddannelseslængden. Livsindkomsten, dvs. summen af alle årslønninger i den erhvervsaktive karriere, er for læger, økonomer og ingeniører ca. 80 pct. større end livsindkomsten for murere, tømrere og smede. Livsindkomsten for personer med en erhvervsuddannelse er højere end for ufaglærte. En generel vurdering af det økonomiske afkast af uddannelse giver således et positivt helhedsbillede. Der er imidlertid en række uddannelser, der både har et lavt økonomisk afkast og en stor ledighedsrisiko, eksempelvis pædagogiske og humanistiske uddannelser. I vores rapport diskuterer vi, hvordan man kan få studerende, uddannelsesinstitutioner og aftagere til at agere mere hensigtsmæssigt. I forhold til de videregående uddannelser advarer vi mod detaljeret uddannelsesplanlægning og adgangsbegrænsning. En central styret dimensionering af uddannelsessystemet med udgangspunkt i prognoser for "fremtidens behov" af specifikke uddannelsesgrupper, som man praktiserede i 1980'erne, stiller ekstreme informationskrav til myndighederne. En sådan form for styring kan derfor ikke anbefales. Den relevante og dækkende information, som måtte findes om forventede beskæftigelses- og lønudvikling for forskellige uddannelser, skal selvfølgelig stilles til rådighed for de kommende studerende. Det frie uddannelsesvalg har mange fordele; især er det utvivlsomt fremmende for de studerendes motivation og gennemførelse, at de i høj grad kan vælge efter interesse. For at det frie studievalg er hensigtsmæssigt for samfundet, kræver det imidlertid fleksibilitet fra uddannelsesinstitutioner og studerende, så uddannelserne og de uddannede kan anvendes bredt på arbejdsmarkedet. I forhold til de videregående uddannelsesinstitutioner foreslår vi en mere reel opdeling mellem bacheloruddannelsen og kandidatdelen, så der bliver en reel mulighed for at stå af efter 3 års studier med erhvervskompetence. Det er ikke et mål i sig selv at uddanne flere bachelorer, men det er uhensigtsmæssigt at binde de studerende til minimum fem års uddannelse især i en situation, hvor optaget øges. Endvidere foreslår vi, at institutioner jævnligt evalueres for at vurdere, om deres uddannelser lever op til arbejdsmarkedets behov. I en sådan evaluering bør bl.a. indgå, i hvor høj grad undervisningen lever op til bedste internationale standard. Et andet vigtigt element er, i hvilket omfang aftagernes behov afspejles i uddannelsens indhold og opbygning. Institutionernes økonomiske tilskud fra staten kan afhænge af evalueringens resultat, så de gode uddannelser belønnes. Det er også muligt at øge de studerendes tilskyndelse til at foretage mere hensigtsmæssige valg. En mulighed vil være, at man efter bacheloruddannelsen i højere grad omlægger uddannelsesstøtten til lån eller eventuelt indfører undervisningsafgifter. Indførelse af et forhøjet SU-lån og tilsvarende lavere stipendier betyder, at levestandarden ikke behøver at falde i studietiden. Desuden tilskyndes de studerende til at gøre deres uddannelse hurtigere færdig og til at vælge uddannelse, der giver et fornuftigt økonomisk afkast. Frafaldet på kandidatdelen er lille og dermed også den økonomiske risiko for de studerende. Hvis der indføres egenfinansiering for kandidatdelen eller omlægning til SU-lån, kan det overvejes at indføre et uddannelsesfradrag for personer, der har betalt dele af deres egen uddannelse. Et sådant fradrag i den skattepligtige indkomst vil gøre uddannelsessystemet mere robust over for højtuddannedes mobilitet over landegrænser. Årsagen er, at højtuddannede danskere herved belønnes for at arbejde i Danmark. Fradraget kan udformes, så det gives i en 5-10 årig periode. Egenfinansiering og uddannelsesfradrag kan kombineres, så det bliver neutralt for den enkeltes livsindkomst i forhold til situationen i dag. Hermed får den foreslåede omlægning ikke betydning for personer, der vælger at blive i Danmark. Vi dokumenterer, at flere sabbatår mellem de gymnasiale uddannelser og de lange videregående uddannelser øger risikoen for at falde fra undervejs. Dette understreger vigtigheden af, at en lang videregående uddannelse påbegyndes umiddelbart eller kort efter gymnasiet. SU-systemet kan belønne en hurtig overgang fra gymnasiale uddannelser til videregående uddannelser. Uddannelse er imidlertid ikke kun et spørgsmål om økonomisk velstand. Der er også en sammenhæng mellem uddannelse og fordelingspolitiske målsætninger i velfærdsstaten. Da der i Danmark er bred politisk opbakning til en høj grad af indkomstlighed, er det hensigtsmæssigt at sigte bredt mod uddannelse for hele befolkningen. Dermed sikrer man sig, at flest muligt får kvalifikationer, der gør, at de kan få en løn i overensstemmelse med de fordelingspolitiske mål. Et andet væsentligt formål med at uddanne bredt er, at det sikrer alle med samme evner lige muligheder for at opnå indkomst og velfærd, dvs. medvirker til at bryde den sociale og økonomiske arv. Uden offentlig støtte til uddannelse kan man havne i en situation, hvor det overvejende kun er rige folks børn, der har mulighed for at få en uddannelse. Spørgsmålet er, om uddannelsessystemet effektivt bryder den sociale og økonomiske arv. Der er tydelige tegn på, at forældrenes uddannelsesbaggrund har stor betydning for de unges valg af ungdomsuddannelse. Sandsynligheden for, at unge, hvis forældre har en videregående uddannelse, vælger en gymnasial uddannelse er større end for unge, hvis forældre er ufaglærte. Der er en klar tendens til, at børn af forældre med en videregående uddannelse især forældre med en lang videregående uddannelse er mere tilbøjelige til at påbegynde en lang videregående uddannelse. Forældrebaggrund spiller imidlertid en begrænset rolle for at fuldføre en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, når først vedkommende er startet. Også i folkeskolen er betydningen af forældrenes baggrund ganske stærk. Danske undersøgelser viser, at elevernes "præstationer" målt ved eksempelvis karakterer eller antal års uddannelse opnået efter folkeskolen kun i meget lille grad afhænger af ressourceindsatsen på den enkelte skole, f.eks. målt ved udgiften pr. elev eller klassekvotienten. Det er især forældrenes uddannelse og indkomstforhold, der har betydning for elevernes præstationer. Den tydelige betydning af forældrenes baggrund for unges resultater i og vej gennem uddannelsessystemet kan ikke tages til indtægt for, at den offentlige indsats er virkningsløs i forhold til at bryde den sociale arv. Forskelle i forældrebaggrund dækker både over forskelle i unges genetiske og sociale arv. Sikring af lige muligheder er væsentligt for at mindske betydningen af den sociale arv for uddannelsesvalget. Det er imidlertid bekymrende, at vi på et område, hvor vi bruger mange ressourcer, ikke ved, om systemet lever op til et højt prioriteret politisk mål. |
Torben M. Andersen, Jørgen Birk Mortensen og Jan Rose Skaksen
Berlingske Tidende,
23.12.2003
Skrevet i relation til