Omkostningseffektivitet og afgifter på kvælstofområdet - et svar til Brian H. Jacobsen

Brian H. Jacobsen kritiserer i Tidsskrift for Landøkonomi, marts 2003, Finansministeriets og Det Økonomiske Råds (DØR) analyser af kvælstofregulering i landbruget. Kritikken har tidligere været fremsat i en næsten identisk artikel i Samfundsøkonomen, februar 2003, og der blev svaret på kritikken i Samfundsøkonomen, marts 2003 (se evt. dette svar Omkostningseffektivitet og afgifter på kvælstofområdet). I det følgende bliver Brian H. Jacobsens artikel derfor kun kortfattet kommenteret.

Brian H. Jacobsen rejser spørgsmålet: Giver de to institutioners analyser grundlag for at konkludere, at afgifter er mere omkostningseffektive end administrative virkemidler i forbindelse med kvælstofregulering i landbruget?

Pointen i mit indlæg er, at der er belæg for DØRs konklusion, at afgifter er mere omkostningseffektive end administrative virkemidler i forbindelse med regulering af landbrugets kvælstofregulering.

Brian H. Jacobsen kritiserer, at DØR (2002) sammenligner omkostninger ved at reducere N-tab fra landbruget ved hjælp af afgifter, beregnet med udgangspunkt i 1987-forhold, med omkostninger ved at reducere N-udvaskning ved hjælp af administrativ regulering, beregnet med udgangspunkt i forholdene i dag.

Brian H. Jacobsen har nogle gode pointer i sin kommentar, men de ændrer ikke på DØRs konklusioners gyldighed. Det er problematisk at sammenholde omkostninger ved at reducere kvælstofudvaskning og kvælstoftab. Det er også problematisk at sammenligne reduktionsomkostninger, der er beregnet ud fra forskellige startniveauer. For at forsøge at vurdere om disse problemer gør det forkert at konkludere, at økonomiske virkemidler er mere omkostningseffektive end administrative virkemidler, kan det nævnes, at kvælstofudvaskningen udgør ca. halvdelen af det samlede kvælstoftab, jf. Jacobsen (2000). Et groft overslag er derfor, at omkostningen ved at reducere kvælstofudvaskningen bliver ca. dobbelt så høj som omkostningen ved at reducere kvælstoftabet. Men i dette tilfælde er økonomiske virkemidler stadig langt billigere end administrative virkemidler. Dette grove overslag er et forsøg på at sandsynliggøre, at selvom DØRs sammenligning er problematisk, er der grund til at tro, at DØRs konklusion holder. Dette indtryk forstærkes af beregninger i Hansen (2001), der indikerer, at omkostningerne ved at reducere kvælstoftab ved hjælp af den nuværende danske normregulering er i størrelsesordenen 50 pct. højere pr. kg N end omkostningerne ved en hypotetisk afgift på N-indhold i inputs til svineproduktion. Denne sammenligning af instrumenter tager i øvrigt udgangspunkt i ens startniveauer for N-tabet.

Litteratur:

Christensen, J. og L. G. Hansen (2000): Incentive Regulation of Agricultural Nitrogen Loss - the Case of Danish Pig Farms. SØM publikation 38. AKF-forlaget. København.

Det Økonomiske Råd (2002): Dansk Økonomi, forår 2002. København.

Hansen, L. G. (2001): Modelling the Effects of Complex Regulatory Constraints – the Case of Danish Nitrogen Regulation. SØM publikation 45. AKF-forlaget. København.

Jacobsen, B. H. (2000): Vandmiljøplan II – Økonomisk midtvejsevaluering. Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut. København.

Jacobsen, B.H. (2003): Omkostningseffektivitet og afgifter på kvælstofområdet. Samfundsøkonomen, 2003,1.

Jespersen, S. (2003): Omkostningseffektivitet og afgifter på kvælstofområdet - et svar til Brian H. Jacobsen. Samfundsøkonomen, 2003,2.