Bæredygtighed og affaldspolitik

Faktum er imidlertid, at begrebet oftest ikke er præciseret, og kun få har gjort sig den ulejlighed nærmere at definere, hvad der egentlig skal forstås ved en bæredygtig udvikling, hvordan det måles, og hvilke politiktiltag der er effektive til at fremme den udvikling, der engang måtte blive besluttet at blive kaldt bæredygtig. Økonomer har i de senere år gjort et værdifuldt forsøg på at få skabe en helhedsopfattelse af bæredygtighedsbegrebet.

Brundtland-rapporten fra 1987 blev reelt startskuddet til den offentlige interesse for en bæredygtig udvikling og med Rio-konferencen i 1992 blev arbejdet intensiveret. Økonomer har bidraget ved bl.a. at få givet bæredygtighedsbegrebet et konkret indhold, der kan omsættes til retningslinjer for politikere. Udgangspunktet er:

• en bekymring for, at nedslidning af naturen kan true kommende generationers levevilkår
• bæredygtig udvikling handler om levevilkår mellem generationer
• bæredygtig udvikling betyder, at velfærden over tid ikke må være aftagende
• bæredygtig udvikling betyder IKKE, at alle natur- og miljøressourcer skal opretholdes, dvs. økonomer anser substitution mellem natur og ikke natur som legitimt, såfremt det ikke undergraver velfærd eller levevilkår.

Heraf følger, at for at sikre en bæredygtig udvikling skal nettoopsparingen i et samfund være mindst så stor, at den samlede formue, omfattende almindelig kapital som maskiner, bygninger m.v., naturkapital og anden kapital som f.eks. uddannelse kan sikre den kommende generation en velfærd, der ikke er lavere end den nuværende generations. I så fald har vi en ægte opsparing i samfundet, der ikke er negativ. Det er således ikke et problem, at sammensætningen mellem forskellige typer af natur eller mellem andre typer af kapital ændres over tid, blot nedgang i f.eks. nogle fuglebestande kompenseres ved en stigning i andre dyrearter (anden naturkapital). Men selvfølgelig behøver stigningen ikke at være i anden naturkapital, blot den samlede formue kan sikre mindst uændrede levevilkår.

Det er sådanne overvejelser, der sikrer et helhedssyn på bæredygtighed, og som også danner et godt udgangspunkt for at opstille indikatorer for, om en udvikling er bæredygtig. Det er bestemt ikke en let sag, og der skal tages hensyn til usikkerhed, bl.a. ved brug af forsigtighedsprincippet og til eksistensen af kritisk naturkapital. I begge tilfælde har naturvidenskaberne et stort ansvar for at komme med bud på, hvilke grænseværdier der reelt er alvorlige, og hvilke former for natur der reelt kan betegnes som kritisk, i den forstand at der er voldsomme samfundsmæssige konsekvenser ved ikke at beskytte.

Men bruges økonomernes helhedssyn på bæredygtighed, er det også nødvendigt at acceptere, at det ikke giver mening at definere bæredygtighed isoleret for en sektor eller et politikområde. Dvs. det giver ikke mening at tale om bæredygtig affaldshåndtering eller en bæredygtig affaldspolitik. Derimod kan en given affaldspolitik vurderes ud fra, om den fremmer eller forhindrer en effektiv udnyttelse af samfundets ressourcer på affaldsområdet, og dermed om de anvendte virkemidler forbedrer eller forringer ressorceudnyttelsen på affaldsområdet på en måde, hvor samfundsudviklingen bevæger sig i retning mod eller bort fra en bæredygtig udvikling, vurderet ud fra om samfundets ægte opsparing er positiv eller negativ.

En effektiv regulering på affaldsområdet er således et af mange vigtige tiltag i en overordnet bæredygtighedsstrategi.

Kilde: Peder Andersen, Jørgen Birk Mortensen og Helle Ørsted Nielsen (red.). Bæredygtighed, økonomi og velfærd. Det Strategiske Miljøforskningsprogram. 2001. Se SMPs Publikationsoversigt