Drop fastfrossen ejendoms­værdiskat

Frem til 2001 udgjorde ejendomsværdiskatten som hovedregel 1 pct. af en ejendoms værdi. Med skattestoppet blev skatten reelt fastlåst nominelt, dvs. i kroner og øre, til højest det niveau, der skulle betales i 2002.

Danskernes boliger er siden da steget markant i pris, og det beløb, der tidligere udgjorde 1 pct., udgør i dag væsentligt mindre. Ejendomsværdi­skatten udhules løbende og yder derfor et stadig min­dre bidrag til de samlede offentlige indtægter.

I et økonomisk perspektiv er der meget, der taler for en ophævelse af nominalprincippet. I den seneste vismandsrapport fra maj, har vi frem­lagt en model, der sikrer en simpel og nænsom over­gang til reglerne før skattestoppet. Modellen beskriver vi nedenfor, men lad os først fremdrage fem gode grunde til at have en ejendomsværdiskat, der fastsættes som en passende andel af ejendom­mens værdi.

For det første virker en ejendomsværdibeskatning, der er koblet til ejendommens værdi, stabilise­rende.

I opgangstider med stigende boligpri­ser vil skatten nemlig stige og tage toppen af prisstignin­gerne og den generelle efterspørgsel. Omvendt vil skatten falde i nedgangs-ti­der og holde hånden under boligmarkedet og økonomien som helhed.

Dermed virker skatten som en automatisk stabilisator. Det er særligt interessant i den nuværende situation, hvor vi står med me­get lave renter og på tærsklen til en højkonjunktur, der har potentialet til at blive kraftig.

Det er vigtigt at undgå, at boligpriserne kommer ud af kontrol ligesom under den seneste højkonjunktur.

For det andet og tredje: Det nuværende niveau for ejedomsværdiskat­ten er ved normale renteni­veauer lav sammenlignet med skatte-værdien af rentefradragsretten og beskatningen af renter.

Vrider investeringerne skæve

Den lempelige beskatning af boliger indebærer, at en uforholdsmæssig stor andel af samfundets opsparing bliver placeret i boliger frem for i fx aktier og obligationer. Det giver et effektivitetstab ved, at den nationale formue giver et mindre afkast, end den kunne gøre.

Hertil kommer en vilkår­lig forskelsbehandling mellem ellers ens stillede personer i strid med så­kaldt horisontale lighedsprincipper: En person, der vælger at placere sin formue i værdipapirer og bo til leje, vil nem­lig betale mere i skat end en person, der placerer sin formue i en ejerbolig.

For det fjerde taler også såkaldte vertikale lighedshensyn for at føre ejendomsværdiskatten tilbage til 1 pct. af ejendomsværdien.

I vores rapport fra efteråret 2011 viste vi således, at fastfrysningen af ejendoms­værdiskatten mestendels er kommet den rigeste tiendedel af danskerne til gode. I øvrigt befinder de begunstigede ejerboliger og dermed de begunstigede skatteborgere sig overve­jende i københavnsom­rådet.

Endelig, og for det femte, vil en tilbagevenden til en ejendomsværdi­skat på 1 pct. forbedre de offent­lige finanser på langt sigt, også selv om den indfases ganske langsomt. Den vil derfor kunne give rum eksem­pelvis for, at mere forvridende skatter nedsættes.

Den model, vi har foreslået, består i, at man fra 2016 eller 2017 løfter ejendomsværdiskatten til 1 pct. af den aktuelle ejendomsværdi. Det vil som udgangspunkt forøge boligejernes skattebetaling.

For at undgå et brat løft i skatten foreslår vi, at der samtidig indføres en skatterabat, som for hver enkelt ejerbolig modsvarer stigningen i ejendomsværdiskatten.

Rabatten kan fastholdes i kroner og øre i en længere periode og derefter aftrappes gradvist. Det sikrer, at boligejer­nes skattebeta­ling i første omgang ikke påvirkes nævnevær­digt, og efterfølgende kun forøges langsomt. Rabatten overføres ved ejerskifte. Ophævelsen af nominalprincippet vil trække i retning af lavere boligpri­ser, men rabatten vil begrænse faldet.

Implementeringen har den store fordel, at den effektive ejendomsværdi­skattesats af prisstigninger eller prisfald på boliger øjeblik­keligt vil være tilbage på 1 pct. Dermed vil den nye model fra starten bidrage til at stabilisere boligpriser og konjunkturer på trods af, at den indfases gradvist af hensyn til boligejerne.

Vi er fuldt ud klar over, at der er vanskelige problemer forbundet med at indrette den samlede beskatning af ejendomme hensigtsmæssigt:

Hvordan bør samspillet med grundskylden være? Bør en del af beskatnin­gen tage form af en skat på de realiserede værdistigninger? Hvordan opnås et rimeligt og effektivt system for vurdering af ejendoms­værdier? Og hvordan håndterer vi proble­mer med for store stigninger i den samlede skat på boliger over for kort tid – særligt for pensio­nister?

Disse problemer bør i de kommende år finde fornuftige løsninger, hvil­ket vi gerne bidrager med forslag til, men en fortsat nominel fastfrys­ning af ejendomsværdiskatten er under alle omstændighe­der ikke en del af løsningen. Den er derimod en del af problemet.

Derfor bør nominalprincippet for ejendomsværdiskatten bringes til ophør. Og med den lempelige model, vi foreslår, kan dette ske snarligt, uden at det blokerer for fornuftige samlede løsninger senere hen.