Endnu mere konkurrence, tak

I den netop offentliggjorte vismandsrapport sætter vi fokus på konkurrencesituationen i Danmark. En effektiv konkurrence er en forudsætning for, at en markedsøkonomi giver den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne. Konkurrence reducerer ineffektivitet og spild.

Konkurrencen i Danmark er blevet forbedret – men ikke nok. Det viser vores analyser. Sammen med Den Internationale Valutafond har vi beregnet, at hvis konkurrencen på de danske varemarkeder kom op på samme niveau som det amerikanske, ville bruttonationalproduktet stige med 2 procent. Og beskæftigelsen ville stige med ca. halvdelen af, hvad der ifølge regeringens 2010 plan er nødvendigt for at sikre en holdbar finanspolitik. Der er altså store mulige gevinster.

Tidligere var der nogle få, store muligheder for konkurrenceforbedringer, der lå lige for. Hvis vi i dag skal forbedre konkurrencen yderligere – og det kan vi, og det skal vi – så skal vi nu tage fat på en hel række forskellige områder. Djævelen ligger i detaljen.

Effektiv konkurrence opnår vi bedst ved at sikre markedsadgangen for nye virksomheder, danske såvel som udenlandske. Derfor skal unødvendige barrierer for adgangen til markedet væk. Der kan være flere årsager til barrierer: Dels kan dominerende virksomheder udnytte deres markedsmagt til at holde nye virksomheder ude, dels kan offentlig regulering, der er indført af andre hensyn end konkurrence, skabe barrierer.

Naturgivne forhold kan imidlertid betyde, at der kun kan være få virksomheder på et marked, og så er offentlig regulering af konkurrencen nødvendig. Konkurrenceloven opstiller de fælles konkurrenceregler for alle virksomheder. Formålet med den er at forhindre, at virksomheder misbruger deres markedsmagt, f.eks. til at holde konkurrenter ude af markedet. Konkurrenceloven skal også forhindre, at virksomhederne laver karteller, så de kan sætte urimeligt høje priser - på forbrugernes bekostning. Endelig betyder loven, at der kan stilles betingelser for fusioner, så en fusion kun sker, hvis den er til fordel for forbrugerne.

Konkurrenceloven er løbende blevet udviklet, men der er fortsat forbedringsmuligheder. F.eks. giver Danmark som et af de eneste EU-lande endnu ikke strafrabat til virksomheder, der medvirker til at afsløre karteller, som de er med i. Strider det da ikke mod retsfølelsen at reducere straffen for en forbrydelse, blot fordi forbryderen hjælper med opklaringen? Måske, men fordelene er åbenbare: Med strafnedsættelse bliver kartellerne destabiliseret, og færre nye karteller opstår. Ud over at vi bør nedsætte straffen for kartelbrydere, bør vi samtidig skærpe straffene generelt, da det danske strafniveau for karteller er lavt.

Også organisering af konkurrencemyndighederne kan blive bedre. Konkurrencerådet, der træffer afgørelse i mange konkurrencesager, bør kun bestå af uafhængige økonomiske og juridiske eksperter med særlig indsigt i konkurrenceforhold og erhvervslivets forhold i øvrigt. I dag indeholder Konkurrencerådet også erhvervsrepræsentanter. De kan i sagens natur dårligt kaldes uafhængige, og rådet er meget stort sammenlignet med andre lande. Vi har ikke fundet tungtvejende argumenter for, at denne særlige danske konstruktion er nødvendig.

Opklaringsarbejdet i konkurrencesager besværliggøres i dag af, at sagerne skal efterforskes både af Konkurrencestyrelsen og Bagmandspolitiet. Ved at sammenlægge den relevante del af Bagmandspolitiet med Konkurrencestyrelsen kan vi undgå unødige forsinkelser og gøre opklaringsarbejdet mere effektivt. Endelig bør vi måske oprette en særlig domstol for konkurrencesager. En sådan særdomstol er kendt fra EU-systemet og Storbritannien og vil kunne opnå særlig ekspertise i de ofte meget komplicerede sagsområder.

Myndighederne påvirker ikke bare konkurrencen gennem konkurrenceloven. Der findes en række former for offentlig regulering, der begrænser konkurrencen ved at skabe adgangsbarrierer for nye virksomheder. Det kan f.eks. være i form af offentligt ejerskab, eneretsbevillinger, antalsbegrænsninger og autorisationsordninger.

En vis regulering kan være velbegrundet, f.eks. af forbrugerhensyn. Men konkurrencemyndighederne bør gennemgå disse ordninger enkeltvis og spørge: Kan de omlægges, så konkurrencen hæmmes mindre? Er de overhovedet nødvendige?

Antalsbegrænsninger udgør betydelige adgangsbarrierer. Ofte er de unødvendige, eller de kan erstattes af anden regulering, der er mindre konkurrenceforvridende. F.eks. er antallet af taxier i en by reguleret; men derved sætter man markedskræfterne ud af spil.

Eneretsbevillinger er som udgangspunkt uheldige. Men der er noget, man kan kalde ”naturlige” monopoler, for eksempel rutekørsel. Her duer det ikke at have flere konkurrerende firmaer på samme rute, og derfor kan eneret være en nødvendig del af en samlet aftale. I stedet kunne der så være konkurrence om eneretsbevillingen.

Autorisationsordninger kan være effektive til at sikre, at udbyderne har tilstrækkelige kvalifikationer til en opgave. Men er alle disse ordninger fortsat nødvendige? Her er taxierhvervet igen et eksempel. Hvorfor ikke liberalisere det? Her er tilmed strenge krav til bilernes fysiske udformning. Det forhindrer et bredere udbud af ydelser, der kunne være til glæde for forbrugerne. En liberalisering er dog ikke en enkel sag. Svenske erfaringer viser, at bestillingskontorerne kan komme til at udgøre adgangsbarrierer; det må man undgå i forbindelse med en liberalisering.

På nogle ”naturlige” monopolområder er en vis regulering nødvendig af konkurrencehensyn. Det gælder for eksempel på elmarkedet, hvor man i forbindelse med liberaliseringen, der har fundet sted i løbet af de sidste fem år, har reguleret naturlige monopoler. På mange punkter har liberaliseringen været en succes; den har medvirket til at muliggøre effektiv konkurrence. Men det store problem på elmarkedet er den forestående DONG-fusion. Den vil skabe en statsejet energikoncern, der står for gasleverancerne, hovedparten af elproduktionen og betydelige dele af eldistributionen - og dermed for indkøbet af el på forbrugernes vegne.

Det er regeringens plan at privatisere dette selskab. Men en så stor markedskoncentration og integration mellem forskellige markeder sættes konkurrencen ud af kraft. Uanset om sådan et selskab er statsligt eller privat, kan det finde på at misbruge sin markedsmagt, og det risikerer at blive mindre effektivt. Selskaber uden tilstrækkelig konkurrence får let en mere tilbagelænet adfærd, hvor produkter og produktionsprocesser udvikles for lidt.

I stedet bør EU’s konkurrencemyndigheder, der behandler fusionen, stille så store krav til den, at det kan diskuteres, om det overhovedet kan kaldes en fusion: Gasproduktionen, elproduktionen og eldistributionen bør opdeles i forskellige selskaber, og der bør etableres tilstrækkelige internationale transmissionsforbindelser for el. På et integreret internationalt elmarked vil DONG nemlig ikke være en dominerende producent, men vil ligesom konkurrenterne blive presset til at levere strøm billigst muligt til forbrugerne.

Et tiltag, der kan medvirke til at forbedre konkurrencen bredt i servicesektorerne, er EU-Kommissionens meget omdiskuterede forslag til et servicedirektiv. Direktivet skal forenkle servicevirksomheders adgang til at handle og etablere sig i andre EU-lande, og hvis det vedtages, kan det give store samfundsøkonomiske gevinster for Danmark. Dels kan de danske forbrugere købe billigere serviceydelser, dels vil danske servicevirksomheder bedre kunne vinde markedsandele i udlandet.

Selvom den samlede velstand vil stige, er det dog muligt, at direktivet vil medføre et nedadgående lønpres i visse brancher. Men alt i alt forventer vi, at det øgede konkurrencepres kun vil slå igennem langsomt, og på længere sigt må det forventes, at de østeuropæiske lønninger vil stige, så de nærmer sig de vesteuropæiske.

Servicedirektivet er baseret på det omdiskuterede oprindelseslandsprincip. Princippet betyder, at en serviceudbyder er underlagt reglerne i sit hjemland – ikke i det land, hvor arbejdet udføres. Det modsatte er værtslandsprincippet, hvor det er værtslandets regler, der gælder. Oprindelseslandsprincippet er det logiske valg - det svarer til den velfungerende model, der gælder på det indre marked for varer. Det er det mest konkurrencefremmende princip, da en virksomhed kan trænge ind på nye markeder uden at skulle sætte sig ind i andre regler end sit hjemlands. Mange har dog været bekymrede for, om forbrugersikkerheden kan opretholdes. Af hensyn til den er der indsat en række bestemmelser i direktivet, der f.eks. skal sikre, at oplysninger om regler i alle landene er let tilgængelige. Ligesom på det indre marked for varer kan EU også følge servicedirektivet op ved at harmonisere landenes regler. Dette vil gøre det endnu nemmere for forbrugerne at vælge en udenlandsk servicevirksomhed – og det vil igen forøge konkurrencen en ekstra tand.

Alt i alt er der ingen enkelt trylleformular, der sikrer effektiv konkurrence. Men der er mange enkelte tiltag, der til sammen kan have en stor virkning: Konkurrenceloven bør udvikles på en række punkter. Den institutionelle opbygning af konkurrencemyndighederne bør moderniseres. Offentlig regulering kan i nogle tilfælde reducere konkurrencen. Der gælder jo forskellige forhold i forskellige erhverv, og derfor er der behov for, at vi fortsat udvikler løsninger, der både respekterer de enkelte erhvervs egenart og sikrer konkurrencen. Det vil være til gavn såvel for samfundet som for forbrugerne.