Ingen plads til svinkeærinder i dansk økonomi

De økonomiske vismænd har i deres netop offentliggjorte rapport regnet på udviklingen frem til år 2010. De finder, at med en disciplineret økonomisk politik kan den samfundsøkonomiske balance bevares, men dydens vej er ingen 6-sporet motorvej. Tværtimod er kravene ret barske.

Det Økonomiske Råds formandskab forudsiger hvert halve år udviklingen i dansk økonomi i de kommende tre år. Det er stort set så langt frem i tiden, man med nogenlunde sikkerhed kan forudsige konjunkturerne. Men mange tiltag i den økonomiske politik har et væsentligt længere perspektiv. Afvikling af udlandsgælden og det offentliges gæld kræver en væsentlig længere tidshorisont. De demografiske ændringer sker meget langsomt, og det samme gælder erhvervsforskydningerne i økonomien. Internationaliseringen udvikler sig ikke fra år til år, men fra 10-år til 10-år. Det er afgørende for den økonomiske politik at vide, om ledigheden også på længere sigt kan holdes omkring de 160.000, eller om den svinger om et væsentligt højere ledighedniveau; og tilsvarende om det med denne ledighed er muligt at opretholde overskud på de offentlige finanser og på betalingsbalancen. Man har altså brug for pejlemærker, der ligger et stykke ude i fremtiden.

Derfor har vi i den netop offentliggjorte halvårsrapport regnet på udviklingen frem til år 2010. Ikke for at lave en egentlig prognose, men for at se på, hvordan et sandsynligt forløb kunne se ud, og navnlig for at se på, hvordan forskellige forudsætninger påvirker et sådant forløb.

Et optimistisk grundforløb

Et optimistisk forløb med en balanceret vækst er muligt. Det grundforløb, vi regner på, viser en BNP-vækst på 1,8 pct. fra 2002 til 2010, en arbejdsløshed nogenlunde som den nuværende og fortsat overskud på både betalingsbalancen og de offentlig budgetter.

Nogen synes ikke, det lyder så ambitiøst. Vi har haft en BNP-vækst på lige over 2 pct. i 1980-1998 og på 2,4 fra 1966-1998, og vi regner med en vækst i udlandet på 2,3 pct. Børsens lederskribent betegner det endda som "det største savn" i rapporten, at man ikke har "bare nogenlunde rimelige vækstambitioner".
 

Det er imidlertid meget svært at forestille sig en højere vækstrate. Det må huskes, at vi lige har haft en stort set permanent højkonjunktur siden 1993, og økonomier går op og ned. Sammenligner vi den gennemsnitlige vækstrate i Danmark og udlandet for 1993-2010 bliver den gennemsnitlige vækst da også begge steder ca. 2,4 pct. Tænker man sig om, er det da også klart, at man ikke kan vente så høje vækstrater som i de foregående årtier. De store vækstrater fra 1960erne og frem er nemlig baseret på en stærkt stigende arbejdsstyrke, som bl.a. er forårsaget af en stor stigning i kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet. Siden 1950 er arbejdsstyrken årligt steget med 0,6 pct. om året. Grundforløbet med 1,8 pct. BNP-vækst er således baseret på et forløb, hvor BNP pr. medlem af arbejdsstyrken vokser mere fra 2002-2010 end det gjorde både i 1966-1998 og i 1980-1998. Dette forløbs antagelse om arbejdsproduktiviteten er da også så optimistisk som en vækst på 2,3 pct. pr. år. En antagelse om en balanceret vækst på 1,8 pct. p.a. er med en stagnerende arbejdsstyrke et særdeles ambitiøst og positivt forløb.

Arbejdsstyrkeudviklingen afgørende

Netop arbejdsstyrken, og selvfølgelig først og fremmest den beskæftigede del af arbejdsstyrken, er afgørende for udviklingen i produktionens størrelse, og jf. ovenfor er de grundlæggende tendenser imod os. Der er ikke mange flere kvinder, der kan komme ud på arbejdsmarkedet. Derimod er der andre tendenser, man kan frygte vil fortsætte. Siden 1948 er den gennemsnitlige arbejdstid faldet med 0,8 pct. om året, og den gennemsnitlige pensionsalder er faldet fra omkring 66 år i 1970 til omkring 61 i dag. Samtidig er antallet af modtagere af overførselsindkomster (førtidspensionister, personer på efterløn, orlov osv.) steget fra omkring 200.000 i 1960 til omkring 900.000 i dag.

Det er derfor svært at forestille sig, at arbejdsstyrken frem mod år 2010 vil stige. Vi forudsætter faktisk, at arbejdsstyrken vil falde med 20.000 frem til 2005 og yderligere 30.000 frem til år 2010. Disse tal står i skarp kontrast til antagelserne i regeringens 2005-plan. Heri antages arbejdsstyrken at stige med 80.000 personer frem til 2005. Der er altså en helt markant forskel på regeringens og vor antagelser om arbejdsstyrkens udvikling i det kommende årti. Ingen kan selvfølgelig med bestemthed sige, hvad der er det rigtige. Der må en række hypotetiske antagelser til. Hvad sker der f.eks. med de kommende årgange i 50erne, når overgangsydelsen ikke længere eksisterer. Regeringen regner med de bliver på arbejdsmarkedet, medens vi regner med at halvdelen af dem er så udslidte, at de ender som førtidspensionister. En vækst i arbejdsstyrken, som den regeringen forudsætter, er imidlertid i strid med de historiske tendenser til kortere arbejdstid, tidligere tilbagetrækning og flere på overførselsindkomst.

Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke er nogen uenighed mellem os og regeringen om, hvad der er det samfundsøkonomisk ønskelige. Hvis vi skal bevare velstandsstigningen, vækst og en velfærdsstat i nogenlunde økonomisk balance med et rimeligt overskud til forsørgelse af syge, gamle o.s.v., så er det vigtigt, at flest mulig holdes i beskæftigelse, og at de beskæftigedes arbejdstid ikke nedsættes. Der er derfor al mulig grund til at håbe, at regeringen får ret i sine antagelser om en kraftigt stigende arbejdsstyrke, men det kræver et brud med en række historiske tendenser, og sådanne adfærdsændringer kommer ikke af sig selv. De skal hjælpes på vej af reformer og ændringer i de institutionelle rammer – det være sig vedrørende efterløn, orlovsordninger eller et mere rummeligt arbejdsmarked.

Dydens vej

Beregningerne indicerer, at en realvækst på lige under 2 pct. kombineret med en arbejdsløshed på en 5-6 pct. og overskud på betalingsbalance og offentlige budgetter, er en særdeles ambitiøs – men mulig – målsætning, som imidlertid kræver reformer, som dem vi har taget hul på med arbejdsmarkedsreformerne, pinsepakken og efterlønsreformen. Der skal ikke store udskejelser til i form at ekstra vækst i det offentlige forbrug, arbejdstidsnedsættelser eller manglende privat opsparing før den gunstige situation forværres dramatisk. Den gunstige udgangssituation, dansk økonomi står i, må administreres med betydelig disciplin, ellers ender det med, at vi kører i grøften, netop som vi troede, det gik ufattelig godt. Dydens vej er ingen 6-sporet motorvej.