Naturgas på markedsvilkår

De økonomiske vismænd har i deres netop offentliggjorte rapport set på det danske naturgasmarked og de offentlige selskaber DONG Naturgas og de fire regionale gasselskaber. Disse selskaber har indtil nu haft monopol på at levere naturgas, hvilket har begrundet en direkte offentlig regulering af priser og vilkår for gassalget.

Myndighederne har valgt at fastsætte gaspriserne for forskellige typer af kunder – f.eks. husholdninger, små og store virksomheder og kraftvarmeværkerne – så de netop modsvarer priserne på de brændsler, som kunderne kunne anvende i stedet for naturgas. Idet priserne på disse alternative brændsler varierer meget, er resultatet af denne regulering, at små kunder som husholdninger betaler en gaspris, der er flere gange større end den pris, som f.eks. store industrikunder og kraftvarmeværkerne betaler.

Lad os først slå fast, at der er flere gode grunde til, at nogle kunder betaler væsentligt mere for naturgas end andre. En betydelig del af forskellen skyldes således, at vi i Danmark har valgt at pålægge bl.a. husholdningerne forholdsvis høje energiafgifter, mens store dele af industrien er friholdt for disse afgifter. Desuden er der oplagt flere omkostninger forbundet med at levere naturgas til små kunder end til store kunder med et forbrug, der kan være flere tusinde gange større.

Men spørgsmålet er, om disse forhold er tilstrækkelige til at begrunde de faktiske forskelle i gaspriserne. På baggrund af en international prissammenligning antyder vi i rapporten, at de faktiske prisforskelle nok er større, end forskellene i omkostningerne berettiger til. Dette synspunkt deles ikke af DONG, der vel nærmest mener, at husholdningerne betaler for lidt for gassen (jf. direktør Peter Skak-Iversens indlæg "Ingen fup med gaspriser", Berlingske Tidende den 11/12). Vi har nu aldrig ønsket at hænge gasselskaberne ud som fupmagere. Hvis der er et problem med for store forskelle i gaspriserne, skyldes det den måde, myndighederne har valgt at regulere gaspriserne på. Ligeledes er det næppe frugtbart at indlede en længere debat om spørgsmålet med udgangspunkt i forskellige statistikker om gaspriser i Europa.

Under alle omstændigheder skal reguleringen af gaspriserne ændres inden sommeren 2000 som følge af et EU-direktiv. Direktivet har som hovedformål at skabe konkurrence i gassektoren ved at give visse kunder adgang til selv at vælge gasleverandør. Dette forudsætter blandt andet, at der laves retningslinier for, hvor meget nye gasleverandører skal betale til de eksisterende selskaber for at benytte gasnettet. For at forhindre at de eksisterende selskaber gennem høje tariffer for brug af gasnettet holder konkurrenter ude af markedet, er det et krav i EU- direktivet, at der sker en regnskabsmæssig adskillelse af de omkostninger, der knytter sig til gasnettet, og de omkostninger, der knytter sig til selve handlen med gas. Fremover bliver det centrale i den offentlige regulering derfor at fordele de omkostninger, der knytter sig til brugen af gasnettet, mellem de forskellige typer af gaskunder.

Nu skal det indrømmes, at dette er lettere sagt end gjort. En meget stor del af omkostningerne ved at levere gas er nemlig faste, idet de består af forrentning, vedligehold og drift af gasnettet, hvis udbredelse stort set er historisk bestemt. Og der findes ingen fast formel for, hvad der er en økonomisk hensigtsmæssig og rimelig fordeling af disse omkostninger. Men det vil efter vores opfattelse gøre fastsættelsen af gaspriserne mere gennemskuelig, når der kommer et større fokus på de enkelte omkostningskomponenter. Med en effektiv regulering af adgangen til gasnettet vil konkurrence på gasmarkedet derfor kunne afsløre, om nogle kunder betaler for meget eller for lidt for naturgas.

Og her nærmer vi os hovedbudskabet i rapporten, nemlig at det danske gasmarked bør åbnes for konkurrence langt hurtigere, end regeringen har lagt op til. Tilsyneladende vil kun en håndfuld virksomheder således få fri markedsadgang fra sommeren 2000. Det kommer der ikke meget konkurrence ud af.

Det ser ikke ud til, at de store elværker får lov til at købe gas frit, da de bindes til at købe gas hos DONG Naturgas i en lang årrække. Dette kan bremse den reelle åbning af det danske gasmarked, da frie storkunder som elværkerne gør markedet interessant for nye gasselskaber. Endvidere kunne elværkerne tage konkurrencen op med DONG Naturgas på markedet for industrielle kunder, hvis elværkerne kunne købe gas frit.

Vi deler ikke Berlingske Tidende's lederskribents opfattelse af, at "der er ganske gode grunde til at gå langsomt til værks" med markedsåbningen (den 6. december). Bekymringen for, at de store værdier, der ligger i det danske gasnet, skulle forsvinde ved en hurtig indførelse af konkurrence, er ubegrundet. De nye gasleverandører vil på lige fod med de eksisterende selskaber skulle betale tariffer for at bruge nettet, og hvis konkurrencemyndighederne formår at sætte disse tariffer rigtigt, vil det netop dække de udgifter, der er forbundet med afskrivninger, vedligeholdelse og drift af gasnettet.

Omvendt kan der efter vores mening være god grund til at være bekymret over, hvad der kan ske med en meget langsom åbning af gasmarkedet. For det første vil der gå længere tid, før man høster de gevinster i form af omkostningsbesparelser, der altid viser sig, når et marked åbnes for konkurrence. For det andet vil de eksisterende selskaber, der skal betjene de små kunder uden markedsadgang, få et oplagt incitament til at sikre så høj en indtjening på disse kunder som mulig. Det vil nemlig sætte dem i stand til at tilbyde de store og frie kunder meget attraktive vilkår, der i praksis kan gøre det umuligt for mulige konkurrenter at etablere sig på markedet. Der er derfor en udpræget risiko for, at de mindre kunder, herunder forbrugerne, for alvor bliver taberne, hvis markedet åbnes gradvist.