Smøg ærmerne op

Igennem mange år er udviklingen i dansk økonomi blevet begunstiget af, at arbejdsstyrken er vokset. Der er således kommet flere og flere til at forsørge dem, der ikke er aktive på arbejdsmarkedet - først og fremmest børn og gamle. Imidlertid vender denne udvikling i de kommende år, fordi de årgange, der forlader arbejdsstyrken, er store, mens de årgange, der træder ind i arbejdsstyrken, er små. Hvis ikke befolkningens erhvervsdeltagelse øges, vil arbejdsstyrken falde med næsten 90.000 personer frem til 2020. Der er således - både blandt fagøkonomer og blandt de politiske partier - en klar enighed om, at en forøgelse af arbejdsudbuddet er af stor vigtighed.

I Danmark var der ved indgangen til 2001 2,65 millioner personer mellem 20 og 64 år i arbejdsstyrken, hvilket svarer til 78,8 pct. af denne aldersgruppe. De resterende 21,2 pct. (ca. 700.000 personer) fordeler sig på en række kategorier, men langt størstedelen af dem modtager en eller anden form for offentlig forsørgelse (førtidspension, kontanthjælp, uddannelsesstøtte, efterløn m.m.). Hvis blot en del af disse mange mennesker kunne bringes ind i arbejdsstyrken og i beskæftigelse, eller hvis de, der allerede er i arbejdsstyrken, i gennemsnit bliver der lidt længere, vil det give betydelige besparelser på de offentlige udgifter samtidig med, at indtægterne i form af skattebetalinger vil øges.

Tilgangen af personer til arbejdsstyrken kan komme på flere forskellige måder. F.eks. vil det, at de unge hurtigere færdiggør deres uddannelse, forøge arbejdsstyrken. En anden mulighed, som allerede til en vis grad er blevet udnyttet, er, at færre personer går på førtidspension. Imidlertid er det vigtigt at gøre sig klart, at beskæftigelsesinitiativer i forhold til førtidspensionister primært har socialpolitiske mål og ikke arbejdsmarkedspolitiske mål. Dette skyldes, at langt de fleste førtidspensionister ikke kan bestride et arbejde på normale vilkår; dette er jo netop også grunden til, at de er blevet tilkendt førtidspension. Nedenfor vil vi fokusere på de to områder, der efter vores mening er de mest centrale i bestræbelserne på at opnå en voksende arbejdsstyrke, nemlig indvandrerne og de 60-64-årige.

En befolkningsgruppe, der kan bidrage væsentligt til at forøge arbejdsstyrken, er gruppen af indvandrere og deres efterkommere. Det er der i hovedtræk to grunde til. For det første har indvandrerne i dag en betydeligt lavere erhvervsdeltagelse end gennemsnittet, og for det andet viser alle befolkningsprognoser, at der i de kommende år vil komme flere mennesker i disse befolkningsgrupper i Danmark. Ved at forbedre integrationen på arbejdsmarkedet vil en stor del af opgaven med at øge arbejdsstyrken være løst.

Analyser i vismandsrapporten fra efteråret viser, at indvandrere har omtrent samme erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens som den øvrige befolkning, når der tages højde for en række karakteristika, herunder uddannelse, arbejdsmarkedserfaring og børn i husstanden. Grunden til, at gruppen som helhed har en lavere erhvervsfrekvens end gennemsnittet, er med andre ord, at indvandrere har dårligere kvalifikationer end resten af befolkningen. Dette indikerer, at en forbedring af indvandrernes arbejdsmarkedskvalifikationer vil være et vigtigt element for at få dem bedre integreret på arbejdsmarkedet. Dette er en opgave både for det offentlige, indvandrerne selv og for arbejdsgiverne. Det offentlige kan bidrage med undervisning, evt. oprettelse af jobs på særlige vilkår og lignende. Hertil kræves der også et bidrag fra arbejdsgiverne, der skal være villige til at påtage sig de eventuelle ekstra byrder, der er forbundet med at ansætte indvandrere og få dem integreret på arbejdspladsen. Endelig skal indvandrerne selv være indstillede på at acceptere en række regler og normer på det danske arbejdsmarked, således at integrationen lettes.

Et andet område, der bør inddrages i arbejdet med at forøge arbejdsstyrken, er efterlønnen. Den blev indført i 1979 og må i dag siges at være så populær, at det hæmmer udviklingen på arbejdsmarkedet. De seneste tal viser, at næsten 170.000 er på efterløn. Dermed er antallet af efterlønsmodtagere alene i de sidste seks år vokset med næsten 50.000 personer, hvilket kun i begrænset omfang skyldes, at der er kommet flere i aldersgruppen 60-66 år. Efterlønsreformen, der blev gennemført i forbindelse med finansloven for 1999, gjorde det økonomisk mere attraktivt at vente med at gå på efterløn. Reformen har da også bevirket, at en mindre andel af de 60- og 61-årige i dag er på efterløn sammenlignet med situationen før reformen. Imidlertid er der stadig flere af de 62-64-årige, der er på efterløn.

Efterlønsordningen indebærer - selv efter stramningerne i 1999 - en kraftig offentlig subsidiering af førtidig tilbagetrækning. Da ordningen blev indført var den tænkt som en "genvej" ud af arbejdsmarkedet for nedslidte, især ufaglærte, der havde svært ved at klare et arbejde. Den voksende velstand i samfundet betyder imidlertid, at der er flere og flere, der bl.a. på grund af private pensionsopsparinger har råd til at trække sig tilbage. Dette gælder også for personer, der ikke er nedslidte og dermed ikke har sundhedsmæssige grunde til at ønske at trække sig tilbage. Det er uheldigt, at flere trækker sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet, da den danske økonomi får brug for en voksende og ikke en faldende arbejdsstyrke. Vi har da også i den seneste vismandsrapport foreslået, at efterlønsordningen afskaffes. En sådan reform vil kunne bidrage med et betydeligt antal personer til arbejdsstyrken. Typisk vil virkningen af en sådan reform være, at de, der ellers ville være gået på efterløn, vælger at blive nogle år længere i deres job. Det er i denne sammenhæng vigtigt, at der hurtigt bliver meldt ud fra regeringens side, sådan at de personer, der står foran at planlægge deres tilbagetrækning i de kommende år fuldt ud er klar over, hvilke muligheder de har.

En afskaffelse af efterlønnen er ikke ensbetydende med, at nedslidte personer, der ikke længere kan arbejde, skal fratages muligheden for at trække sig tilbage tidligt. Det er vigtigt at skelne mellem, hvilken årsag de enkelte har til ønsket om førtidig tilbagetrækning. Til personer, der af helbredsmæssige årsager ikke længere kan være på arbejdsmarkedet, kan der tildeles førtidspension. Personer, der derimod har fuld arbejdsevne, men alligevel ønsker at trække sig tilbage, bør selv bære omkostningen herved. Det er disse personer, der i dag nyder godt af det offentlige tilskud til tilbagetrækning.

Regeringen har en målsætning om, at arbejdsstyrken skal vokse frem mod 2010. Denne målsætning er overtaget fra den tidligere regerings plan “En holdbar fremtid - Danmark 2010.” Regeringens seneste tal viser imidlertid, at den med de allerede gennemførte tiltag kun forventer en vækst i arbejdsstyrken på 25.000 personer frem til 2010. Dette tal er nogenlunde i overensstemmelse med resultatet fra vismandsrapporten fra efteråret, hvor vi under relativt optimistiske forudsætninger forudser en vækst på ca. 20.000 personer frem til 2010. Imidlertid er det langt fra målet om at nå en vækst på 65.000 personer. Faktisk viser udviklingen fra 2000 til 2002, at det går den forkerte vej, idet arbejdsstyrken i denne periode har været faldende. Det er derfor nødvendigt, at der iværksættes yderligere tiltag for at forøge arbejdsudbuddet; jo før, jo bedre. Der er mange måder, dette kan gøres på. Ud over de allerede nævnte områder er også arbejdstiden vigtig for det samlede arbejdsudbud. Igennem mange år har været et fald i det gennemsnitlige årlige antal arbejdede timer som følge af nedsættelser af den ugentlige arbejdstid og en forøgelse af antallet af feriedage. Det danske skattesystem, hvor der er store marginalskatter på ekstra indkomst og ingen skat på ekstra fritid, bidrager til at forøge befolkningens ønske om mere fritid. Det vil være ønskeligt, om faldet i arbejdstiden som minimum kan bremses, således at arbejdsudbuddet ikke herfra bliver påvirket i nedadgående retning. Et brugbart instrument i denne sammenhæng vil være en skattereform, hvor beskatningen af arbejdsindkomst lettes, og andre andre beskatningsformer, f.eks. ejendomsværdiskatten, øges. Alternativt skal skattelettelserne modsvares af offentlige besparelser. En skatteomlægning kan have gavnlige effekter på arbejdsmarkedet, men det er vigtigt at understrege, at der som følge af det pres, der er på de offentlige finanser på grund af de kommende års demografiske forskydninger ikke er plads til ufinansierede skattelettelser.

En forøgelse af arbejdsudbuddet bør have høj prioritet i tilrettelæggelsen af den økonomiske politik i den kommende tid. De første skridt bør være at afskaffe efterlønnen og forbedre integrationen på arbejdsmarkedet. Sådanne tiltag vil netop være rettet mod de grupper, hvor potentialet til en forøgelse af arbejdsudbuddet er størst.

Kilde: Dansk Økonomi, Efterår 2002.