Vismændene svarer

I Berlingske Tidende søndag den 28. maj 2000 stiller departementschef Michael Dithmer, Økonomiministeriet, og departementschef Anders Eldrup, Finansministeriet, seks spørgsmål til Det Økonomiske Råds formandskab. Alle seks spørgsmål er besvaret på grundlag af vismandsrapporten.

Hvis man nu har besluttet at føre en fast kurs, hvad er så fordele og ulemper ved euro?

I forhold til et fastkurssamarbejde vil et ØMU-medlemskab betyde sparede vekselomkostninger og et mindre rentespænd i forhold til Tyskland. Rentespændet vil dog ikke forsvinde helt. Ligeledes vil der være forskellige andre effektivitetsgevinster. Disse forhold er i detaljer beskrevet i vismandsrapporten s. 83-89. Størrelsen af disse gevinster kan diskuteres, men de er næppe afgørende for den langsigtede udvikling i dansk økonomi. Samtidig vil Danmark undgå, at kronen kan blive udsat for spekulative angreb. Så længe den generelle danske økonomiske politik er grundlæggende sund, vil risikoen for større spekulative angreb dog være begrænset. De samfundsøkonomiske konsekvenser af evt. angreb, der alligevel måtte komme, vurderes at være beskedne. Fordelen ved at opretholde en selvstændig valuta med en fortsat fast kurs overfor euroen ligger først og fremmest i, at vi bevarer muligheden for at forlade fastkurssamarbejdet, hvis Euroland udvikler sig til et ustabilt valutaområde, eller hvis Danmark i modsætning til Euroland bliver ramt af et kraftigt økonomisk stød. Ingen af disse muligheder forekommer sandsynlige, men de kan omvendt heller ikke udelukkes (se s. 125-27).

Hvis vi dropper 18 års fastkurspolitik og overgår til flydende valutakurser (inflationsmålsætning), hvad er så fordele og ulemper f.eks. med hensyn til stabiliteten i vækst, rente og valutakurser?

Som omtalt i vismandsrapporten bl.a. s. 115-17, er en fordel ved en inflationsmålsætning frem for fastkurspolitik, at pengepolitikken i det førstnævnte tilfælde ikke behøver at følge renteændringer i udlandet, hvis de ikke er passende i den givne konjunktursituation. Desuden betyder en inflationsmålsætning, at der ikke er nogle faste valutakursgrænser, som Nationalbanken behøver at forsvare mod spekulanter med deraf følgende renteforhøjelser og brug af valutareserven. Ulempen ved en inflationsmålsætning er, at den er mindre gennemsigtig end fastkurspolitikken. Det tager tid, før ændringer i den økonomiske politik slår igennem i prisudviklingen og den økonomiske aktivitet. Derudover vil valutakursudsvingene blive større, hvilket kan påvirke såvel udenrigshandel som investeringer. De forskellige empiriske undersøgelser af dette spørgsmål giver dog ikke noget entydigt svar på sammenhængen mellem valutakursudsving og handel samt sammenhængen mellem valutakursudsving og investeringer. I det omfang, der er en negativ effekt, tyder undersøgelserne på, at den er begrænset. Med hensyn til udsving i vækst og rente, er der næppe nogen entydig sammenhæng mellem disse og det underliggende valutakursregime. Ser man på Sverige og Storbritanniens udvikling siden 1995 - dvs. i perioden efter at de to lande har fået rettet op på de strukturelle problemer, som var årsagen til, at de ikke kunne opretholde en fastkurspolitik over for de øvrige EMS-lande - er der ikke noget, der tyder på, at velstandsudviklingen skulle være ringere med en inflationsmålsætning. Begge lande har haft en højere gennemsnitlig BNP-vækst end Danmark i perioden. Den betragtede periode er dog for kort til at kunne sige noget afgørende om hensigtsmæssigheden af det ene eller det andet valutaregime. Der er ikke nogle sikre sammenhænge mellem den langsigtede velstandsudvikling og forskellige valutaregimer.

Mener formandskabet alt i alt, at flydende kurser er at foretrække frem for faste kurser?

Om flydende eller faste valutakurser principielt er et foretrække, afhænger af situationen i det valutaområde, man betragter (jf. Økonomiministeriets og Finansministeriets ØMU-rapports analyse af valutakursregimer). Som beskrevet s. 120 og 126 i vismandsrapporten har fastkurspolitikken i perioden siden 1982 virket godt for Danmark, og der er derfor ikke aktuelle grunde til, at vi skulle ønske at forlade denne politik.

Hvor store er sanktionerne over for store offentlige underskud i ØMUen sammenlignet med sanktionerne udenfor i form af stigninger i rentespændet?

I ØMU'en kan medlemslandene pålægges sanktioner, hvis de overtræder begræsningerne for det offentlige underskud, jf. vismandsrapporten s. 96. Udenfor ØMU'en kommer straffen for offentlige underskud, hvis disse vurderes som for store af de finansielle markeder, i form af et øget rentespænd, jf. s. 85 og 100. De to former for omkostninger er så forskellige, at de er vanskelige at sammenligne. Omkostningen afhænger af den konkrete situation, jf. Økonomiministeriets og Finansministeriets ØMU-rapport s. 30.

Er det ikke snarere den økonomiske politik fremfor handelsmønstrene, der gør landenes udvikling forskellig?

Forskellene i de europæiske landes økonomiske udvikling kan skyldes mange ting, herunder såvel uensartede handelsmønstre som forskelle i den økonomiske politik. Hvad der er vigtigst, kan kun afgøres ved empiriske analyser. Hidtidige empiriske analyser giver ikke noget entydigt svar. Der findes eksempler på både det ene og det andet.

Hvad er kravene til stramhedsgraden i finanspolitikken, hvis vi er uden for eller inden for euro-samarbejdet?

De langsigtede krav til stramhedsgraden i den danske finanspolitik vil være de samme, hvad enten vi deltager i eurosamarbejdet eller ej: I begge tilfælde er den helt afgørende betingelse, som nævnt ovenfor, at finanspolitikken virker holdbar i et langsigtet tidsperspektiv, jf. fra s. 94 i vismandsrapportens diskussion om det hensigtsmæssige i ØMU'ens finanspolitiske restriktioner. Hvis der opstår usikkerhed om fastkurspolitikken i et fastkursregime uden for ØMU'en, kan der være behov for en midlertidig strammere finanspolitik.

Diskussionsoplæggets kapitel ØMU'en: Dansk valutapolitik ved en skillevej (PDF-format, 256 KB) kan læses på /publ (Rapporter).