Begreber

Her kan du finde de vigtigste begreber.

Adfærdens betydning for de offentlige finanser

Betydning for de offentlige finanser af en ændring i adfærd blandt borgere og virksomheder som følge af et tiltag. Adfærdsvirkningen kan være en effekt af et tiltag på arbejdsudbud, produktivitet, investeringer, grænsehandel, forbrugssammensætning mv.

Afgangsrater fra dagpenge

Afgangsraten fra dagpenge til beskæftigelse viser, hvor stor en andel af dagpengemodtagerne, som finder beskæftigelse.

Arbejdsudbudselasticitet

Arbejdsudbudselasticiteten med hensyn til timelønnen efter skat angiver, hvor mange pct. timearbejdsudbuddet ændrer sig, når timelønnen efter skat forøges med 1 pct.

Deltagelseseffekt

Deltagelseseffekten viser et skattetiltags virkning på valget mellem ikke at være i beskæftigelse og være fuldt beskæftiget.

Direkte virkning

Udtrykker den isolerede effekt på den offentlige saldo af et tiltag, når det beregningsteknisk forudsættes, at borgere og virksomheder ikke ændrer deres adfærd.

Effektiv real kapitalindkomstskat

Den effektive reale beskatning af forskellige former for kapitalindkomst afspejler forskellen i afkastet før og efter skat.

Ekstensiv margin

Den ekstensive margin drejer sig om, hvorvidt man ønsker at deltage på arbejdsmarkedet eller ej.

Elasticitet i skattepligtig indkomst

Elasticiteten i skattepligtig indkomst med hensyn til marginalskatten angiver, hvor mange pct. skattepligtig indkomst påvirkes, når marginalskatten reduceres, sådan at 1-marginalskatten forøges med 1 pct.

Fastholdelseseffekten

Fastholdelseseffekten dækker over, at ledige kan være mindre jobsøgende under aktivering og dermed kan fastholdes i ledighed.

Forbrugeradfærd

En ændring af afgiften på et forbrugsgode vil typisk påvirke de relative priser og dermed ændre sammensætningen af forbruget.

Forskelsbeløb

Forskelsbeløbet angiver forskellen i kroner mellem den disponible indkomst som fuldtidsbeskæftiget og den disponible indkomst som overførselsmodtager.

Gennemslag af stigende uddannelsesniveau på beskæftigelse

Gennemslaget af stigende uddannelsesniveau på beskæftigelse angiver, hvor stor en andel af de observerede forskelle i erhvervsfrekvensen på tværs af uddannelsesgrupper kan tilskrives effekten af uddannelse i sig selv.

Gennemslag af stigende uddannelsesniveau på produktivitet

Gennemslaget af uddannelse på produktivitet angiver, hvor stor en del af den observerede produktivitetsforskel mellem to uddannelser, der kan tilskrives selve uddannelsen – dvs. uddannelseseffekten. Gennemslaget svarer derfor til det procentmæssige forhold mellem produktivitetsgevinsten korrigeret for baggrundskarakteristika og den umiddelbart observerede produktivitetsforskel.

Gennemslag af øget restlevetid på beskæftigelse

Et gennemslag af øget restlevetid på beskæftigelse angiver i hvilket omfang forskellen i beskæftigelsesfrekvens til den et år yngre aldersgruppe indsnævres, når restlevetiden stiger med et år.

Gennemsnitlig effektive skattesats

Den gennemsnitlige effektive skattesats beregner forskellen på nutidsværdien af den økonomiske profit før og efter selskabsskat af en given investering som andel af profitten før skat.

Gennemsnitsskatter

Gennemsnitsskatten er et mål for, hvor stor en andel skatterne udgør af den samlede indkomst.

Gini-koefficient

Ministerierne opgør ofte indkomstuligheden med gini-koefficienten. Gini-koefficienten er et hyppigt anvendt mål for ulighed, som angives som en procentsats, som kan ligge mellem 0 og 100 pct. 0 svarer til en situation, hvor alle har præcis samme indkomst, mens 100 svarer til en situation, hvor en enkelt person modtager al indkomsten i økonomien.

Incidens af en skat

Incidensen af en skat er udtryk for, hvem der reelt bærer byrden ved skatten.

Indkomsteffekter

Indkomsteffekten trækker i retning af, at lavere arbejdsindkomstskatter reducerer arbejdstiden, da en højere timeløn efter skat vil gøre det muligt at opnå den samme indkomst efter skat med en kortere arbejdstid.

Indlåsningseffekter

Indlåsningseffekter afspejler, at beskatning af kapitalindkomst efter et realisationsprincip kan give en tilskyndelse til at udskyde salg af skattemæssige årsager.