Andelen af indvandrere og ældre på langvarig offentlig forsørgelse er faldet, men steget for ufaglærte danskere

I 2016 var 395.000 personer mellem 22 og 64 år langvarigt offentligt forsørget. De havde modtaget offentlig forsørgelse i form af kontanthjælp, dagpenge, sygedagpenge, førtidspension eller lignende i mindst fire ud af de seneste fem år. SU-modtagere er ikke talt med i opgørelsen.

Andelen af langvarigt offentligt forsørgede i befolkningen som helhed er faldet en smule siden årtusindeskiftet, nemlig med godt ét procentpoint. Andelen blandt ikke-vestlige indvandrere er faldet væsentligt mere, jf. figuren. Ved begyndelsen af årtusindet var 38 pct. af ikke-vestlige indvandrere langvarigt offentligt forsørgede, mens andelen i 2016 var nede på 29 pct. Faldet genfindes blandt alle alders- og uddannelsesgrupper af indvandrere.

Det store fald i forsørgelsesandelen ændrer imidlertid ikke ved, at en væsentligt større andel af ikke-vestlige indvandrere er langvarigt offentligt forsørget, end tilfældet er blandt personer med dansk baggrund. I 2016 havde en ikke-vestlig indvandrer mere end dobbelt så stor sandsynlighed for at være langvarigt offentligt forsørget (30 pct.), som en person med dansk baggrund havde (13 pct.).

Også blandt personer over 60 år med dansk baggrund er andelen af langvarigt offentligt forsørgede faldet markant. Ved årtusindeskiftet var der tale om hver tredje mellem 60 og 64 år, mens andelen sidste år var faldet til hver femte.

Mens indvandrerne har oplevet en stærkt faldende andel langvarigt offentligt forsørgede, er andelen omvendt steget betydeligt blandt ufaglærte med dansk baggrund. Ved årtusindeskiftet var 28 pct. af ufaglærte med dansk baggrund langvarigt offentligt forsørget. I 2016 var andelen steget til 34 pct. Tendensen gælder for alle aldersgrupper under 60 år. Andelen blandt ufaglærte med dansk baggrund er nu større end andelen blandt ikke-vestlige indvandrere.

Gruppen af ufaglærte med dansk baggrund er stor og talte sidste år godt en halv million personer. Ufaglærte har med andre ord stor sandsynlighed for at være langvarigt forsørget samtidig med, at de udgør en stor andel af befolkningen.

Reformer virker

Hvis andelen af langvarigt offentligt forsørgede i befolkningen som helhed skal bringes ned, er det oplagt at se nærmere på mulighederne for at nedbringe forsørgelsesandelen blandt de ufaglærte, men også på personer med ikke-vestlig baggrund som er en voksende befolkningsgruppe. Og det kan måske godt lade sig gøre at reducere antallet af offentligt forsørgede. Der er i hvert fald klare indikationer på, at reformerne gennem de senere år har virket.

Andelen af langvarigt offentligt forsørgede blandt ikke-vestlige indvandrere såvel som blandt personer mellem 60 og 64 år er faldet. Begge grupper har været i fokus for reformer de seneste 16 år. Både integrationsydelsen, starthjælpen og andre ændringer i kontanthjælpssystemet har påvirket indvandrere, og efterlønsreformerne har påvirket personer over 60 år. Reformerne har generelt fokuseret på de økonomiske incitamenter til at arbejde, og for indvandrernes vedkommende også på eksisterende integrationsbarrierer.

Yderligere reformer kan derfor være vejen frem, hvis antallet af offentligt forsørgede skal sænkes. Forskningen viser imidlertid, at effekten af økonomiske incitamenter er mindre for personer langt fra arbejdsmarkedet, der måske oven i købet har sociale eller helbredsmæssige problemer. At efterlønsreformerne har sænket forsørgelsesandelen skyldes, at personer på efterløn er tættere på arbejdsmarkedet end andre langvarigt forsørgede.

Det er også vigtigt at huske, at vi endnu ikke har set den fulde effekt af de allerede vedtagne reformer. Folkepensions- og efterlønsaldrene vil fortsat stige de kommende år, og den fulde effekt af førtidspensionsreformen fra 2013 vil først vise sig om nogle år. Antallet af langvarigt offentligt forsørgede vil således sandsynligvis fortsætte med at falde, selv hvis der ikke gennemføres nye reformer. Det er desuden muligt, at andelen af langvarigt forsørgede i den arbejdsdygtige alder afspejler, hvor mange som har andre problemer end ledighed, fx af social eller sundhedsmæssig karakter. Mange er ude af stand til at passe et arbejde på den korte bane. Yderligere ydelsesreformer for dem vil kun have begrænset effekt på beskæftigelsen og kan have store konsekvenser for deres levevilkår, med mindre de på succesrig vis kombineres med tiltag, som løser nogle af de problemer, disse mennesker har ud over ledighed.

Som alternativ eller supplement til økonomiske incitamenter står indsatser som uddannelse, opkvalificering, virksomhedspraktik og løntilskud som mulige redskaber, der kan påvirke den enkeltes mulighed for at komme i beskæftigelse. Hvis andelen af langvarigt offentligt forsørgede i befolkningen generelt og blandt ufaglærte i særdeleshed skal nedbringes, kan beskæftigelsesrettede indsatser være vejen frem.

Inden nye tiltag sættes i værk, bør baggrunden for den stigende andel langvarigt forsørgede blandt ufaglærte dog undersøges nærmere. Det er eksempelvis ikke givet, at uddannelse af en ufaglært person nødvendigvis vil øge vedkommendes chancer for at komme i job – der skal muligvis helt andre redskaber i brug. Generelt findes der ikke meget viden om, hvordan disse grupper hjælpes i praksis; om hvordan effektive beskæftigelsesindsatser ser ud for personer, som er meget langt fra arbejdsmarkedet. Her er behov for mere afprøvning og evaluering af forskellige redskaber.