Kapitel II: Langvarigt offentligt forsørgede

Kapitel II kort fortalt

Kapitlet har fokus på udviklingen i andelen af befolkningen i den erhvervsaktive alder, der er langt fra arbejdsmarkedet og langvarigt offentligt forsørget. Langvarig offentlig forsørgelse er både en omkostning samfundsøkonomisk set og for den enkelte.

I 2016 havde 396.000 personer i den erhvervsaktive alder været offentligt forsørget i mindst fire af de seneste fem år, når der ses bort fra SU. Det svarer til 13,4 pct. af befolkningen i den erhvervsaktive alder og er et fald på lidt mere end et pct.point siden årtusindeskiftet, hvor andelen var 14,6 pct.

Udviklingen er karakteriseret ved to modsatrettede tendenser. På den ene side er antallet af efterløns- og dagpengemodtagere faldet markant, mens der på den anden side er sket en væsentlig stigning i antallet af personer med fleksjob. Udviklingen i omfanget af disse tre ordninger skal i høj grad ses i lyset af de ændrede regler på områderne.

De største fald i andelen af langvarigt offentligt forsørgede er sket blandt personer mellem 60 og 64 år og blandt indvandrere. Blandt ældre og indvandrere er en stor andel langvarigt offentligt forsørgede, når der sammenlignes med andre befolkningsgrupper. Reformerne har i perioden haft særlig fokus på de to befolkningsgrupper. Reformer af kontanthjælpssystemet, herunder introduktionen af integrationsydelsen, har haft særlig indflydelse på de langvarigt offentligt forsørgede indvandrere. Ændringer i efterlønsordningen påvirker naturligvis primært de ældre.

Siden årtusindeskiftet er uddannelsesniveauet øget, indvandrerandelen er steget, og befolkningens alderssammensætning har ændret sig. Det øgede uddannelsesniveau har sandsynligvis bidraget til at sænke antallet af langvarigt offentligt forsørgede i befolkningen. På den anden side har ændringerne i befolkningens sammensætning med hensyn til herkomst og alder trukket i retning af en større forsørgelsesandel.

Der er kun sket mindre ændringer i andelen af langvarigt offentligt forsørgede for de fleste grupper med dansk baggrund. Det kan skyldes manglende fokus på dem i reformerne, at reformelementerne ikke har været effektive, eller at forsørgelsesandelen svarer til den andel af gruppen, der ikke er i stand til at passe et arbejde. Ligeledes er det muligt, at forsørgelsesandelen ville være steget, hvis ikke reformerne var gennemført. Endelig har vi næppe endnu set den fulde effekt af de gennemførte reformer.

Blandt ufaglærte med dansk baggrund er andelen af langvarigt offentligt forsørgede dog steget. Det skyldes formentligt til dels, at det øgede uddannelsesniveau i befolkningen har løftet de mest ressourcestærke ud af gruppen.

Analysen rejser spørgsmål, som bør undersøges nærmere. Et spørgsmål er, hvad der er baggrunden for den stigende forsørgelsesandel blandt ufaglærte med dansk baggrund. Et andet er, hvilken rolle øget uddannelse spiller for sandsynligheden for at havne i langvarig offentlig forsørgelse. Et tredje spørgsmål er, om der er befolkningsgrupper, hvor forsørgelsesandelen svarer til den andel, der reelt ikke har mulighed for at oppebære et arbejde.