vismandsrapport

Dansk Økonomi, forår 2018

Forårets rapport fra Det Økonomiske Råds formandskab indeholder analyser af SU-systemets indretning med fokus på uddannelsesstøtte på de lange videregående uddannelser. Herudover indeholder rapporten en fremskrivning af dansk økonomi til 2025 samt en langsigtet vurdering af den finanspolitiske holdbarhed.

Hovedbudskaber

  • Udsigten for dansk økonomi er positiv, og stigende beskæftigelse understøttes af allerede vedtagne reformer. Alligevel er der udsigt til et øget pres på arbejdsmarkedet og tiltagende lønstigninger. Derfor bør finanspolitikken være stram – og nye tiltag bør finansieres fuldt ud
     
  • De offentlige finanser er grundlæggende sunde, selvom der er udsigt til underskud i 2018 på næsten 1 pct. af BNP
     
  • Den offentlige saldo forbedres frem mod 2025, og den langsigtede finanspolitik vurderes at være mere end holdbar, svarende til omkring 0,9 pct. af BNP (godt 20 mia. kr. om året)
     
  • Det samlede, danske støtteniveau på de videregående uddannelser er formentlig større end det, der kan begrundes ud fra økonomiske argumenter. Støtteniveauet kan eksempelvis reduceres ved at omlægge den samlede støtte, så lån kommer til at udgøre en større andel på kandidatdelen af de lange videregående uddannelser
     
  • En sådan omlægning vil formentlig kun have begrænsede konsekvenser for studieoptag og gennemførelse