Betaling for hjemmehjælp?
I den offentlige debat fremføres jævnligt forslag om, at de offentlige ydelser i højere grad skal målrettes mod de fattigste grupper. Med andre ord: De 'rige' skal i højere grad end i dag betale for de ydelser, de får. På det seneste har det f.eks. endnu en gang været foreslået at lade velhavende pensionister betale for hjemmehjælp, så gratis hjemmehjælp forbeholdes de fattigste pensionister. Ifølge Jyllands-Posten d. 29/6 går et flertal af adspurgte borgmestre såvel som Kommunernes Landsforening ind for et sådant brud med gratisprincippet.
Der er gode grunde til at overveje forskellige muligheder for at målrette de offentlige gratisydelser i en tid, hvor de offentlige midler bliver stadigt mere knappe, bl.a. som følge af et stigende antal ældre. Men trods det umiddelbart sympatiske i tanken bør man naturligvis overveje argumenterne for og i mod i forhold til nærliggende alternativer.
En øget indkomstafhængighed i ydelserne til fremtidens pensionister vil begrænse væksten i de offentlige udgifter og mindske uligheden mellem de kommende pensionister. Allerede i dag er en række individuelle ydelser afhængige af pensionisternes indkomstforhold ligesom folkepensionstillægget er afhængig af indkomsten. Udbygningen af arbejdsmarkedspensionerne indebærer, at fremtidens pensionister vil blive væsentligt rigere end de nuværende pensionister. Derfor vil indkomstafhængigheden få større betydning fremover, selv med de nuværende regler.
En øget indkomstafhængighed af ydelser til fremtidens ældre vil påvirke opsparingen blandt de erhvervsaktive. Hvis folk med supplerende pensionsindtægter over et vist beløb skal til at betale for f.eks. hjemmehjælp, vil det reelt virke som en ekstra skat på pensionsopsparing: Øges opsparingen i den erhvervsaktive alder for at opnå en større pension i alderdommen, kan resultatet blive, at man mister retten til gratis hjemmehjælp. Dermed mindskes tilskyndelsen til privat pensionsopsparing og til opsparing via kollektive arbejdsmarkedspensionsordninger. Hvis dette fører til lavere pensionsopsparing, vil det offentlige hen ad vejen få større udgifter til bl.a. folkepensionstillæg, da folkepensionstillægget afhænger af størrelsen af pensionistens supplerende pensionsindtægter.
Der er imidlertid også en anden effekt på opsparingen af at øge indkomstafhængigheden i de offentlige ydelser. Personer, der kan se frem til pensioner ud over det niveau, hvor den offentlige ydelse aftrappes (og som altså må imødese, at de selv skal betale fuldt ud for f.eks. hjemmehjælpen), vil få et større behov for egen opsparing for at nå et givet forbrugsniveau i fremtiden. Den samlede virkning af øget indkomstgraduering på opsparingen er vanskelig at opgøre og vil afhænge af den konkrete udformning, herunder reglerne for aftrapning.
Det særlige ved forslaget om indkomstgradueret brugerbetaling på hjemmehjælp er, at det rammer en udvalgt gruppe af ældre, nemlig de svagelige, velstående ældre. Brugerbetaling for 'rige' pensionister vil derfor ikke blot betyde en omfordeling fra 'rige' til 'fattige'; den vil også betyde en omfordeling fra pensionister med dårligt helbred til pensionister med godt helbred. Ønsker man i virkeligheden en sådan omfordeling?
Et alternativ til brugerbetaling for 'rige' pensionister kan være at gøre en større del af folkepensionen indkomstafhængig – dvs. reducere folkepensionens grundbeløb og hæve folkepensionstillægget. En sådan omlægning vil udelukkende indebære en omfordeling fra 'rige' til 'fattige' pensionister, og ikke en omfordeling til ugunst for pensionister med dårligt helbred. Et andet alternativ kunne være at hæve den eksisterende pensionsafkastskat, der pålægges afkastet af private og arbejdsmarkedsbaserede pensionsordninger, og som i dag er langt lavere end skatten af almindelige private renteindtægter. En sådan ændring i skattesystemet vil på samme måde ramme de 'rige' pensionister, men undgå at omfordele fra syge til raske pensionister. Samtidigt opnår man en mere ensartet og neutral beskatning af forskellige former for opsparing, hvilket vil formindske skattesystemets forvridning af opsparingsmønstret.
Fortalerne for en øget målretning af de offentlige velfærdsydelser har utvivlsomt gode intentioner, men det er vigtigt at overveje, om deres forslag vil have uønskede bivirkninger. Hvis man ønsker, at de ældre i højere grad skal bidrage til finansieringen af velfærdsstaten, men ikke ønsker at omfordele fra pensionister med dårligt helbred til pensionister med godt helbred, så findes der nærliggende alternativer til forslaget om, at velhavende pensionister skal betale for hjemmehjælpen.
Der er gode grunde til at overveje forskellige muligheder for at målrette de offentlige gratisydelser i en tid, hvor de offentlige midler bliver stadigt mere knappe, bl.a. som følge af et stigende antal ældre. Men trods det umiddelbart sympatiske i tanken bør man naturligvis overveje argumenterne for og i mod i forhold til nærliggende alternativer.
En øget indkomstafhængighed i ydelserne til fremtidens pensionister vil begrænse væksten i de offentlige udgifter og mindske uligheden mellem de kommende pensionister. Allerede i dag er en række individuelle ydelser afhængige af pensionisternes indkomstforhold ligesom folkepensionstillægget er afhængig af indkomsten. Udbygningen af arbejdsmarkedspensionerne indebærer, at fremtidens pensionister vil blive væsentligt rigere end de nuværende pensionister. Derfor vil indkomstafhængigheden få større betydning fremover, selv med de nuværende regler.
En øget indkomstafhængighed af ydelser til fremtidens ældre vil påvirke opsparingen blandt de erhvervsaktive. Hvis folk med supplerende pensionsindtægter over et vist beløb skal til at betale for f.eks. hjemmehjælp, vil det reelt virke som en ekstra skat på pensionsopsparing: Øges opsparingen i den erhvervsaktive alder for at opnå en større pension i alderdommen, kan resultatet blive, at man mister retten til gratis hjemmehjælp. Dermed mindskes tilskyndelsen til privat pensionsopsparing og til opsparing via kollektive arbejdsmarkedspensionsordninger. Hvis dette fører til lavere pensionsopsparing, vil det offentlige hen ad vejen få større udgifter til bl.a. folkepensionstillæg, da folkepensionstillægget afhænger af størrelsen af pensionistens supplerende pensionsindtægter.
Der er imidlertid også en anden effekt på opsparingen af at øge indkomstafhængigheden i de offentlige ydelser. Personer, der kan se frem til pensioner ud over det niveau, hvor den offentlige ydelse aftrappes (og som altså må imødese, at de selv skal betale fuldt ud for f.eks. hjemmehjælpen), vil få et større behov for egen opsparing for at nå et givet forbrugsniveau i fremtiden. Den samlede virkning af øget indkomstgraduering på opsparingen er vanskelig at opgøre og vil afhænge af den konkrete udformning, herunder reglerne for aftrapning.
Det særlige ved forslaget om indkomstgradueret brugerbetaling på hjemmehjælp er, at det rammer en udvalgt gruppe af ældre, nemlig de svagelige, velstående ældre. Brugerbetaling for 'rige' pensionister vil derfor ikke blot betyde en omfordeling fra 'rige' til 'fattige'; den vil også betyde en omfordeling fra pensionister med dårligt helbred til pensionister med godt helbred. Ønsker man i virkeligheden en sådan omfordeling?
Et alternativ til brugerbetaling for 'rige' pensionister kan være at gøre en større del af folkepensionen indkomstafhængig – dvs. reducere folkepensionens grundbeløb og hæve folkepensionstillægget. En sådan omlægning vil udelukkende indebære en omfordeling fra 'rige' til 'fattige' pensionister, og ikke en omfordeling til ugunst for pensionister med dårligt helbred. Et andet alternativ kunne være at hæve den eksisterende pensionsafkastskat, der pålægges afkastet af private og arbejdsmarkedsbaserede pensionsordninger, og som i dag er langt lavere end skatten af almindelige private renteindtægter. En sådan ændring i skattesystemet vil på samme måde ramme de 'rige' pensionister, men undgå at omfordele fra syge til raske pensionister. Samtidigt opnår man en mere ensartet og neutral beskatning af forskellige former for opsparing, hvilket vil formindske skattesystemets forvridning af opsparingsmønstret.
Fortalerne for en øget målretning af de offentlige velfærdsydelser har utvivlsomt gode intentioner, men det er vigtigt at overveje, om deres forslag vil have uønskede bivirkninger. Hvis man ønsker, at de ældre i højere grad skal bidrage til finansieringen af velfærdsstaten, men ikke ønsker at omfordele fra pensionister med dårligt helbred til pensionister med godt helbred, så findes der nærliggende alternativer til forslaget om, at velhavende pensionister skal betale for hjemmehjælpen.
Peter Birch Sørensen
Jyllands-Posten,
5.7.2005
Skrevet i relation til