Medborgerkonti er ikke kønsdiskriminerende

I et debatindlæg mandag d. 6. juni skriver Iben Schacke, at vismændenes forslag om medborgerkonti diskriminerer kvinder og især mødre. Iben Schackes kritik bygger imidlertid på en misforståelse.

Vismændenes forslag indebærer, at en del af den skat, der nu betales, omlægges til et tvungent opsparingsbidrag, der indbetales på en særlig medborgerkonto. Når en person trækker på en række på forhånd definerede ydelser, f.eks. børnepasningsorlov eller efterløn, trækkes udgiften fra denne konto. På pensionstidspunktet gøres kontoen op, og hvis man har indbetalt mere, end man har trukket, udbetales det overskydende beløb som supplement til folkepensionen.

Forslaget lægger imidlertid ikke op til kønsdiskrimination, selv om nogle af ydelserne (bl.a. barselsorlov) primært benyttes af kvinder. Forslaget indebærer nemlig, at indbetalingerne til og udbetalingerne fra kontoen fordeles mellem de voksne medlemmer af familien. Det betyder, at hvis en kvinde går på barselsorlov, så trækkes halvdelen af udgiften fra hendes konto og halvdelen fra mandens. Samtidig indgår halvdelen af mandens indbetalinger på kvindens konto. I vismandsrapporten (findes her på www.dors.dk) er der bl.a. et beregningseksempel, der illustrerer dette.

Det kan naturligvis indvendes, at mange ægteskaber ender i skilsmisse, og at der blandt andet derfor findes mange enlige mødre (og nogle enlige fædre). Der er dog intet til hinder for, at enlige mødres træk på børnerelaterede ydelser trækkes ligeligt på egen og den biologiske faders konto.

Øvrige publikationer i tilknytning til rapporten

John Smidt

Berlingske Tidende, 13.6.2005  
Skrevet i relation til