Effektiv udnyttelse af offentlige forskningspenge

Politikere og erhvervsfolk, men også forskningsinstitutioner argumenterer i stigende grad for, at offentlige forskningsmidler skal målrettes. Formålet er, at forskningen hurtigere end i dag bliver omsat i innovation og produktion. Den særlige interesse for anvendt forskning, der kan fremme innovationer og forskningens anvendelighed i produktionen, har vist sig ved en reorganisering af det danske forskningsrådssystem med oprettelse af Det Strategiske Forskningsråd og med vedtagelsen af Lov om Højteknologifonden. Begge organers formål er at styrke vækst og beskæftigelse gennem forskning og innovation ved et styrket samarbejde mellem danske virksomheder og offentlige danske forskningsinstitutioner.

Der er imidlertid en række faldgruber i den nye udvikling. For det første er der en betydelig risiko for, at offentlige forskningspenge bliver anvendt på snævre områder og i stort omfang fortrænger privat forskning. Derved sker der ikke et løft af den samlede forskningsindsats. For det andet kan en målretning af forskning betyde en topstyring af udvælgelsen af indsatsområder. Dette er i særlig grad et problem, da der ikke er sikre metoder til fra centralt hold at udvælge de rigtige indsatsområder.

I den seneste vismandsrapport er der angivet nogle retningslinjer for offentlig medfinansiering af privat forskning. Det fremgår bl.a.:

”Det er vigtigt, at udvælgelsen af indsatsområder sker ved, at erhvervslivets prioriteringer viser sig ved stor interesse for at medfinansiere forskningen inden for indsatsområderne for at sikre, at de offentlige forskningsmidler bidrager til en reel forøgelse af den samlede forskningsindsats med stor og hurtig spredningseffekt på områder med erhvervsmæssigt potentiale. Dette tilsiger også, at de prioriterede indsatsområder er brede, og at resultaterne gøres tilgængelige for en bred kreds, samtidig med at det sikres, at forskningens kvalitet lever op til internationale standarder.”

Hvis vidensspredning ikke finder sted, eller værdien af denne viden er lille for andre virksomheder end modtageren af offentlig finansieret forskningsstøtte, er der tale om skattefinansieret erhvervsstøtte. Dette bør bestemt undgås. Desuden er det vigtigt at finde den rigtige balance i fordelingen af offentlige forskningsmidler mellem anvendelsesorienteret strategisk forskning og den grundlagsskabende forskning, som indtil nu i samklang med undervisningen og forskeruddannelsen har været universitetsinstitutionernes primære kendetegn.

Er reorganiseringen af forskningspolitikken fornuftig? Det er vanskeligt at bedømme. Reorganiseringen af det danske forskningsrådssystem med en opdeling i Det Frie Forskningsråd med 5 faglige forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd med en række komiteer er ganske logisk. Men samtidig har der været behov for at oprette et koordinationsudvalg, idet der ud over de to nævnte råd også er andre råd, der prioriterer forskningsmidler, nemlig Danmarks Grundforskningfond, de enkelte fagministeriers forskningsudvalg, Rådet for Teknologi og Innovation og endelig Højteknologifonden, som netop nu er ved at skulle påbegynde sine aktiviteter. Det kan bl.a. blive svært at sikre den rette balance mellem grundforskningen og den mere anvendelsesorienterede forskning, men også indbyrdes mellem områderne er der behov for at sikre en effektiv arbejdsdeling. Det kan være vanskeligt at se den ”korrekte” snitflade mellem f.eks. Det Strategiske Forskningsråd, der i princippet dækker eller kan dække alle anvendelsesorienterede forskningsområder, og Højteknologifondens sandsynligvis selektive indsatsområder.

I de kommende år vil der blive indhøstet en del erfaringer med virkningerne af den ændrede struktur, den udførte koordination og graden af fortrængning af privat forskning. Men der kan ikke være tvivl om, at det er vigtigt, at de prioriterede indsatsområder er brede, og at resultaterne gøres tilgængelige for en bred brugerkreds, samtidig med at det sikres, at forskningens kvalitet lever op til internationale standarder. Hvis disse retningslinjer ikke følges, bør offentlige forskningsmidler ikke anvendes.

Forskningen er en af vejene til at sikre et højt velstandsniveau. Her er det vigtigt at huske, at værdien af den offentligt finansierede forskningsindsats skal måles ved produktivitetsstigninger generelt i samfundet, som afspejler spredningseffekten. Værdien kan ikke måles ved snævert at fokusere på en enkelt virksomheds eller sektors succes i form af eksempelvis beskæftigelse eller eksport.