Aflys skattestoppet!

Der er mange gode grunde til at sikre, at skatterne ikke er unødigt høje, for der er et samfundsøkonomisk produktions- og velfærdstab forbundet med at opkræve dem. Men på linje med en række økonomiske vismænd op gennem 00’erne vurderer vi, at et skatte­stop er uhensigtsmæssigt. Dels gør skattestoppet det sværere at regulere økono­mien, når dette er nødvendigt, og dels fordyrer skattestoppet finansieringen af velfærds­staten.

Disse selvpåførte begrænsninger kunne måske forsvares, hvis regeringens udsagn om, at det skaber større tryghed for danskerne holder vand. Det er imidlertid ikke entydigt til­fældet. Det ligger i skattestoppets natur, at en påkrævet stramning af de offentlige finan­ser kun kan ske via en reduktion af de offentlige udgifter. Det vil naturligt nok skabe tryghed helt isoleret om skatten, men til gengæld forstærkes usikkerheden om den of­fentlige service og dermed for dem, der modtager og leverer den offentlige service. Re­elt flytter skattestoppet derfor kun rundt på usikkerheden.

Et behov for at stramme finanspolitikken kan eksempelvis opstå, hvis det offentlige budgetunderskud bevæger sig tæt på underskudsgrænsen, eller hvis økonomien over­ophedes, og toppen skal tages af aktivitetsniveauet. I sådanne situationer er det en sær­deles uheldig begrænsning, at selv midlertidige stramninger alene må foretages på ud­giftssiden.

Det er naturligvis vores politikere, og ikke vi økonomer, der skal bestemme det offent­lige serviceniveau og i sammenhæng hermed det samlede skattetryk. Det bør dog være sådan, at man under hensyntagen til de politiske ønsker om fordeling og størrelsen af det samlede skattetryk må søge at opkræve skatterne på en måde, så det samfundsøko­nomiske tab ved skatteopkrævningen reduceres så meget som muligt.

Derfor er det meget uhensigtsmæssigt, at skattestoppet forhindrer effektivitetsfrem­mende skatteomlægninger. Det vil eksempelvis ikke være muligt, at lette skatten på arbejde og finansiere dette via andre typer af skatter eller afgifter. Det vil heller ikke være muligt at indføre en ny grøn afgift, uanset hvor miljømæssigt velbegrundet den måtte være. Regeringsgrundlaget lægger nemlig op til, at det kun i to særlige tilfælde vil være muligt at foretage budgetneutrale skatteomlægninger; hvis det kræves af hensyn til EU-lovgivning, eller hvis omlægningen vedrører bilafgifter. 

Et særligt element i 00’ernes skattestop, der i en vis grad er blevet fastholdt hele vejen frem til i dag, er nominalprincippet. Dette indebærer, at ejendomsværdiskatterne samt visse punktafgifter og miljøafgifter fastlåses i kroner og øre. Dette er et særdeles uhel­digt levn af flere årsager. Skatteindtægterne fra disse kilder udhules reelt over tid i takt med, at det generelle pris- og lønniveau stiger. I tillæg sætter fastfrysningen af ejen­domsværdiskatterne en vigtig stabiliserende mekanisme på boligmarkedet ud af kraft.  

Et argument, der i 00’erne blev fremført for skattestoppet, er, at det styrker den offent­lige udgiftsdisciplin. I dag findes imidlertid et mere direkte og målrettet styringsinstru­ment til at tage hånd om dette, nemlig budgetlovens udgiftslofter. Argumentet er derfor ikke længere levedygtigt. 

Det er et politisk valg, hvor stor den offentlige sektor og den dertil hørende skatteop­krævning skal være, ligesom det er et politisk valg, hvor stort hensyn, der skal tages til at sikre en lige indkomstfordeling. Men alle politikere bør herfra – under hensyn til de­res ønsker – være enige om, at skatterne bør opkræves på en måde, der skader økono­mien mindst muligt. I en verden, hvor forholdene konstant ændrer sig, vil et skattestop betyde, at skatteopkrævningen netop ikke bliver mindst mulig skadelig.