Udsigt til færre offentligt forsørgede

Der er i øjeblikket omtrent 800.000 personer i den erhvervsaktive alder på offent­lige indkomstoverførsler, men dette antal falder formentlig de kommende år i takt med, at konjunkturerne bliver bedre, og virkningerne af en række reformer slår igennem. Formandskabet for De Økonomiske Råd vurderer således, at der vil være ca. 700.000 på offentlige indkomstoverførsler i 2020.

Udgifterne til offentlige forsørgelsesydelser udgør en betydelig andel af de offentlige udgifter, og der er derfor stor politisk fokus på udviklingen i antallet af offentligt for­sørgede.  

Aktuelt modtager omkring 800.000 personer mellem 15 og 64 år offentlige indkomst­overførsler. Godt hver femte borger i den erhvervsaktive alder er således helt eller del­vist forsørget af det offentlige. 

At så mange er offentligt forsørget er i stort omfang en konsekvens af den måde, vi har valgt at indrette velfærdssamfundet på. De offentlige indkomstoverførsler udgør en vig­tig del af velfærdsstaten.  

Overførselssystemet fungerer som en forsikring, der dækker, hvis man er uheldig at blive ramt af begivenheder, der midlertidigt eller permanent fjerner indkomstgrundlaget, eksempelvis ved arbejdsløshed eller sygdom.  

Velfærdsstaten fungerer her på samme måde som andre forsikringer, idet den omforde­ler fra personer, der er heldige, til personer, der er uheldige.  

Det virker på samme måde som brand- og ulykkesforsikringer, idet overførselssystemet også øger velfærden for dem, der kun sjældent eller måske aldrig får brug for forsikrin­gen, fordi det giver en tryghed i dagligdagen.  

Overførselssystemet er også en vigtig del af den såkaldte flexicurity model, der ska­ber grundlaget for et fleksibelt og dynamisk arbejdsmarked med en lav strukturel ledighed.  

Hvis der ikke var et sikkerhedsnet i form af relativt generøse indkomstoverførsler som kontanthjælp og arbejdsløshedsdagpenge, ville lønmodtagerne formentlig i højere grad forsøge at sikre sig mod indkomstbortfald ved at kræve længere opsigelsesvarsler. Det ville sandsynligvis mindske antallet af ansættelser, da arbejdsgiverne gerne vil undgå at betale løn til ansatte, som de ikke længere har brug for. 

Udover at indkomstoverførsler skal finansieres ved skatteopkrævning, mindsker de også den økonomiske gevinst ved at være i beskæftigelse, dvs. forskellen mellem den ind­komst, man får som beskæftiget, og den indkomst, man får som ledig.  

Det skyldes, at de offentlige ydelser reduceres eller helt falder bort, når offentligt for­sørgede kommer i beskæftigelse. Dermed kan overførsler virke som en ekstra skat på beskæftigelse, hvilket mindsker det effektive arbejdsudbud og beskæftigelsen.  

Selvom en lav økonomisk gevinst ved at være i job alt andet lige trækker i retning af at mindske beskæftigelsen, er det ikke nogen hindring for et generelt højt beskæftigelses­niveau.  

Den danske erhvervsdeltagelse er således relativt høj i en international sammenligning, til trods for at den økonomiske gevinst ved at være i beskæftigelse er relativt lav i Dan­mark.  

At det forholder sig sådan, kan hænge sammen med, at velfærdsstaten ikke kun mind­sker den økonomiske gevinst ved beskæftigelse, men også understøtter erhvervsdelta­gelsen, fx gennem offentlig børnepasning og ældrepleje.  

Antallet af offentligt forsørgede har ændret sig meget gennem de sidste 50 år. Tilbage i begyndelsen af 1960’erne var der kun omkring 200.000 offentligt forsørgede.  

Herefter steg antallet kraftigt frem til midten af 1990’erne, hvilket bl.a. var resultatet af dårlige internationale konjunkturer og indførelsen af nye forsørgelsesydelser. Antallet af offentligt forsørgede toppede i 1994, hvor der var knap 1 mio. på offentlig forsørgelse.  

Faldet fra 1 mio. offentligt forsørgede i 1994 til 800.000 i dag skyldes især, at der siden 1994 er gennemført reformer af bl.a. orlovsordningerne, dagpengesystemet, efterløns­ordningen og førtidspensionssystemet.  

Orlovsordningerne er blevet udfaset, og reformerne på de andre nævnte områder har betydet, at ydelserne er blevet sværere at få, er blevet sat ned eller kan fås i kortere tid. 

Frem mod 2020 er der udsigt til et yderligere fald i antallet af offentligt forsørgede. Det er vores vurdering, at der i 2020 vil være omkring 700.000 personer på offentlig forsør­gelse – eller omkring 100.000 personer færre end i dag. Halvdelen af faldet forventes at komme fra forbedrede konjunkturer, hvor især ledige modtagere af dagpenge og kon­tanthjælp kommer i job.  

Den resterende del skyldes primært effekterne af allerede vedtagne reformer, hvor især tilbagetrækningsreformen fortsat har en betydelig effekt frem mod 2020. 

Kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft i januar 2014, er en af de seneste reformer af ydelsessystemet. Reformen reducerede ydelsesniveauet for kontanthjælpsmodtagere under 30 år, der vurderes at være “uddannelsesparate” eller “jobparate”.  

Samtidigt indebar reformen, at de uddannelsesparate unge uden en erhvervskompeten­cegivende uddannelse fik et pålæg om at starte på en uddannelse. 

Ydelsesreduktionen var størst for de 25-29-årige. Den gennemsnitlige ydelsesreduktion for de knap 10.000 kontanthjælpsmodtagere mellem 25 og 29 år, der fik nedsat ydelsen, var på ca. 45 pct. Vores analyser i den seneste vismandsrapport viser, at reformen fik en del af de berørte unge til at starte på en uddannelse eller til at finde et job. 

Det anslås, at reformen har øget beskæftigelsen blandt de 25-29-årige med mellem 1.600 og 2.600 personer.  

Med udgangspunkt i denne effektvurdering for de 25-29-årige har vi også regnet på beskæftigelseseffekten af en tænkt reform, hvor man sænker ydelserne for jobparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år efter de samme regler, som kontanthjælpsreformen indførte for jobparate unge under 30 år.  

Denne tænkte reform ville reducere kontanthjælpen for knap 30.000 personer, og den gennemsnitlige ydelsesreduktion for de berørte ville være på ca. 30 pct. Beregningerne er behæftet med betydelig usikkerhed, men de viser, at den tænkte og ganske vidtgående reform ville kunne øge beskæftigelsen for de 30-64-årige med mellem 3.000 og 5.000 personer.  

Potentialet for at øge beskæftigelsen alene gennem ydelsesreduktioner for jobparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år synes altså at være begrænset.  

Der er medio november 2015 indgået en politisk aftale om yderligere ændringer i reg­lerne på kontanthjælpsområdet, der skal øge den økonomiske gevinst ved at være i be­skæftigelse.  

Ændringerne består især af et nyt kontanthjælpsloft og en såkaldt 225-timers-regel, og regeringen skønner, at det vil øge beskæftigelsen med omkring 700 personer.  

Regeringens beskedne forventninger til beskæftigelseseffekten af de nye regler indike­rer på samme måde som vores resultater, at det er vanskeligt i større omfang at flytte kontanthjælpsmodtagerne over i beskæftigelse ved at reducere ydelsesniveauet eller stramme kravene for at få kontanthjælp.