Derfor er vismænd tavse i valgkampe

Der har i medierne været en kritik af, at Det Økonomiske Råds formandskab ikke har deltaget med vurderinger og kommentarer i den netop overståede valgkamp. Politiken kalder ligefrem vores adfærd pinlig.

Der er imidlertid gode argumenter for, at vi holder fast i den lange tradition for, at de økonomiske vismænd ikke deltager i den offentlige debat under en valgkamp.

Først og fremmest er det helt afgørende, at Det Økonomiske Råds formandskab og sekretariat er og bliver opfattet som politisk uafhængige. Uden dette kunne vi ikke bevare en høj troværdighed. Det tager lang tid at opbygge troværdighed, men kun et splitsekund at miste den. Hvis formandskabet og sekretariatet deltog i den offentlige debat i en kort hektisk valgkamp, hvor mange forslag og ideer med økonomisk indhold indgår, vil det med stor sikkerhed blive udlagt som en politisk stillingtagen til fordel for det ene eller det andet parti.

For det andet vil det være tidsmæssigt og ressourcemæssigt umuligt blot nogenlunde fagligt forsvarligt at komme med vurderinger af alle de forskellige økonomisk-politiske forslag og planer, der kommer op under en valgkamp. Og hvis vi begyndte at kommentere på enkeltstående forslag uden at foretage en systematisk og seriøs vurdering af samtlige partiers økonomiske planer, ville vi netop kunne beskyldes for ikke at være neutrale i forhold til de forskellige partier. Hertil kommer, at nye analyser ifølge loven om Det Økonomiske Råd skal præsenteres i Rådet, forud for offentliggørelse.

For det tredje er alle tidligere analyser fra Det Økonomiske Råd og sekretariatet tilgængelige for alle på Rådets hjemmeside. Det betyder, at også under valgkampen kan journalister og andre interesserede borgere bruge materialet fra os. I den netop overståede valgkamp dukkede der faktisk mange økonomiske spørgsmål op, som vi har analyseret i vore seneste rapporter og formidlet gennem en række kronikker og avisindlæg, der kan læses på vor hjemmeside.

Hvorfor offentliggjorde vi så to dage efter valget en kronik om den langsigtede økonomiske politik? Det gjorde vi, fordi starten på en ny regeringsperiode er et naturligt tidspunkt for revurdering af den økonomiske politik, og fordi der har været forlydender om, at regeringen faktisk påtænker at udarbejde en ny økonomisk plan. Derfor har vi ønsket endnu engang at gøre opmærksom på de forhold, der er vigtige at tage med i en genvurdering af den økonomiske politik. Hovedindholdet i kronikken er identisk med analyserne og vurderingerne i den seneste vismandsrapport, der blev offentliggjort i december.

Lad os til sidst blot nævne, at hverken formandskabet eller sekretariatet deltager i den offentlige debat om aktuelle økonomiske emner 2 måneder forud for en ny vismandsrapport. Rådets medlemmer skal være de første, der modtager vore nye analyser. Til gengæld står vi naturligvis gerne til rådighed for kommentarer og vurderinger efter offentliggørelsen af en ny vismandsrapport.

Øvrige publikationer i tilknytning til rapporten

Peter Birch Sørensen og Peder Andersen

Politiken, 16. februar 2005  
Skrevet i relation til